Min vej tilbage til Kirken
Forfatteren bor i Californien, USA.
Jeg ledte efter svar uden for evangeliet, men det eneste jeg fandt, var et tomrum.
Fotoillustration: Nathaniel Ray Edwards
Jeg voksede op i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, men på universitetet besluttede jeg mig for, at jeg ikke havde brug for Kirken længere. Jeg begyndte en overfladisk, selvisk søgen efter »sandhed« andre steder. Da jeg ikke fandt nogen svar, der gav mig fred eller glæde, endte jeg i et dybt, åndeligt mørke. Jeg havde det som om, jeg aldrig ville blive glad igen.
Jeg kunne dog stadig se, at jeg var mere glad, da jeg var aktiv i Kirken. Jeg begyndte at komme i Kirken igen og håbede på at finde en lettelse fra den nedtrykthed, der dominerede mit liv. Men mine halvhjertede anstrengelser afstedkom ikke meget. Jeg fokuserede på mine studier og håbede på, at de kunne distrahere mig fra det tomrum, jeg følte. Det hjalp for en kort stund, men gav ikke nogen rigtige svar.
Efter at have tumlet omkring og indset, at jeg ikke kom nogen vegne, besluttede jeg mig for at tage orlov fra studierne og rejse. Jeg havde sparet lidt penge sammen, men ikke nok til at det ville række i lang tid. Inden jeg rejste, besluttede jeg mig for at udøve en smule oprigtig tro og betale tiende af min beskedne opsparing. Det var ikke let. Jeg skulle være langt væk hjemmefra, og pengene ville hurtigt slippe op. Jeg håbede stadig på, at der var en Gud, og jeg vidste, at jeg havde brug for hans hjælp.
Jeg skrev en check på min tiende, sendte den til biskoppen, pakkede min Mormons Bog ned, og tog af sted. Næsten med det samme mærkede jeg Åndens varme. Jeg var forundret over at føle, at min tvivl og sorg var blevet erstattet med forståelse og optimisme. Fra Idaho til Washington, D.C., rakte medlemmer fra Kirken ud mod mig, og hvad vigtigere var, så hjalp de mig til at udvikle tro og retfærdige ønsker. Jeg følte det hele tiden som om, at jeg var hjemme.
Efter et lille stykke tid vidste jeg, at jeg måtte forkorte min rejse – ikke på grund af mangel på penge, men på grund af en meget bedre rejse, der ventede forude. Hjemme igen mødtes jeg med min biskop og stavspræsident. Med deres hjælp ville jeg snart kunne tjene Herren som missionær.
Hver gang jeg nu betaler tiende eller mødes med kirkeledere, mindes jeg »begyndelsen« på min sande omvendelse. Siden da har jeg oplevet op- og nedture, men jeg har arbejdet på at forblive åndeligt stærk. Jeg vil altid være taknemlig for vor himmelske Faders accept af min beskedne tro, og for at han kærligt rakte ud efter mig.