Saml et kompagni

Tusinder af sidste dages hellige tav, da Lucy Mack Smiths stemme lød i den store sal i stueetagen i det næsten færdiggjorte tempel i Nauvoo.

Det var om formiddagen den 8. oktober 1845, den tredje og sidste dag i efterårskonferencen for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Lucy vidste, at hun ikke ville få mange flere muligheder for at tale til de hellige – især nu, hvor de planlagde at forlade Nauvoo og rejse til et nyt hjem langt mod vest – så hun talte med en kraft langt større end hendes skrøbelige halvfjerdsårige krop.

»Det var 18 år siden den 22. september, at Joseph hentede pladerne op fra jorden,« vidnede hun, »og det var i mandags 18 år siden, at Joseph Smith, Herrens profet –«¹

Hun standsede op, idet hun mindedes Joseph, sin martyrsøn. De hellige i lokalet vidste allerede, hvordan en Herrens engel havde ledt ham til et sæt guldplader, der var begravet i en høj ved navn Cumora. De vidste, at Joseph havde oversat pladerne ved Guds gave og kraft og udgivet optegnelsen som Mormons Bog. Men hvor mange af de hellige i salen havde virkelig kendt ham?

Lucy kunne stadig huske, da Joseph, som dengang blot var 21 år, første gang havde fortalt hende, at Gud havde betroet ham pladerne. Hun havde spændt ventet hele formiddagen og var bange for, at han ville komme tomhændet hjem fra højen, som han havde gjort de fire foregående år. Men da han kom, havde han hurtigt beroliget hende. »Vær ikke urolig,« havde han sagt. »Alt er vel.« Han havde derpå rakt hende de oversættere, som Herren havde sørget for til oversættelsen af pladerne, pakket ind i et lommetørklæde, som bevis på, at det var lykkedes for ham at få optegnelsen.

Der havde kun været en håndfuld troende dengang, de fleste af dem tilhørte familien Smith. Nu boede der flere end 11.000 hellige fra Nordamerika og Europa i Nauvoo i Illinois, hvor Kirken havde været samlet i de sidste seks år. Nogle af dem var nye i Kirken og havde ikke haft mulighed for at møde Joseph eller hans bror Hyrum, før en pøbelhob skød og dræbte de to mænd i juni 1844-² Det var derfor, at Lucy ønskede at tale om de døde. Hun ønskede at vidne om Josephs profetiske kaldelse og om hendes families rolle i gengivelsen af evangeliet, før de hellige flyttede væk.

I over en måned havde hævngerrige pøbelhobe sat ild til de helliges hjem og forretninger i nærliggende bosættelser. Mange familier frygtede for deres liv og havde flygtet til det relativt sikrere Nauvoo. Men pøbelhobene var kun vokset stærkere og mere organiseret, mens ugerne gik, og snart var der bevæbnede sammenstød mellem dem og de hellige. Imens gjorde hverken staten eller nationen noget for at beskytte de helliges rettigheder.³

Kirkeledere troede, at det kun var et spørgsmål om tid, før pøbelhobene angreb Nauvoo, så de havde aftalt en skrøbelig våbenhvile ved at gå med til at evakuere de hellige fra amtet engang i foråret.⁴

Vejledt af guddommelig åbenbaring planlagde Brigham Young og de øvrige medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum at flytte de hellige mere end 1.600 km mod vest, ud i Rocky Mountains, lige uden for USA’s grænser. Som Kirkens præsiderende kvorum havde De Tolv bekendtgjort denne beslutning til de hellige på den første dag af efterårskonferencen.

»Herren har bestemt at lede os til et større råderum,« havde apostlen Parley Pratt erklæret, »hvor vi kan nyde frihed og ligeret.«⁵

Lucy vidste, at de hellige ville hjælpe hende med at klare denne rejse, hvis hun valgte at tage med. Åbenbaringer havde befalet de hellige at samles på ét sted, og De Tolv var fast besluttet på at udføre Herrens vilje. Men Lucy var gammel og troede ikke, at hun skulle leve meget længere. Når hun døde, ønskede hun at blive begravet i Nauvoo i nærheden af Joseph, Hyrum og andre i familien, som var gået bort, herunder hendes mand, Joseph Smith sen.

Desuden blev de fleste af hendes levende familiemedlemmer i Nauvoo. Hendes eneste levende søn, William, havde været medlem af De Tolvs Kvorum, men han havde afvist deres ledelse og nægtet at rejse vestpå. Hendes tre døtre – Sophronia, Katharine og Lucy – blev også boende. Det gjorde hendes svigerdatter, Emma, profetens enke, også.

Mens Lucy talte til forsamlingen, opfordrede hun sine lyttere til ikke at være urolige over den forestående rejse. »Vær ikke modløse og sig, at I ikke kan skaffe vogne og andre ting,« sagde hun. Trods fattigdom og forfølgelse havde hendes egen familie opfyldt Herrens befaling om at udgive Mormons Bog. Hun opfordrede dem til at lytte til deres ledere og behandle hinanden godt.

»Som Brigham siger, må I alle være ærlige, for ellers kommer I ikke frem,« sagde hun. »Hvis I er sure og gnavne, vil I få problemer.«

Lucy talte mere om sin familie, den forfærdelige forfølgelse, de havde lidt under i Missouri og Illinois, og de prøvelser, der lå forude for de hellige. »Jeg beder om, at Herren må velsigne Kirkens ledere, bror Brigham og alle andre,« sagde hun. »Når jeg går til en anden verden, ønsker jeg at møde jer alle.«⁶

I januar 1846 mødtes Brigham ofte med De Tolvs Kvorum og De Halvtreds’ Råd, en organisation, som førte tilsyn med de timelige anliggender for Guds rige på jorden, for at planlægge den bedste og hurtigste vej til at evakuere Nauvoo og etablere et nyt indsamlingssted for de hellige. Hans medapostel Heber Kimball anbefalede, at de ledte en lille gruppe af hellige mod vest hurtigst muligt.

»Saml et kompagni, som selv kan samle udstyr,« rådede han, »så de er klar til når som helst, når de bliver kaldet til at gå fremad og forberede et sted for deres familie og de fattige.«

»Hvis en fortrop skal drage afsted og lægge såsæd i jorden i foråret,« påpegede apostlen Orson Pratt, »vil det være nødvendigt at rejse i begyndelsen af februar.« Han spekulerede på, at det ville være klogere at slå sig ned lidt tættere på, som ville give dem mulighed for at så afgrøder tidligere.

Brigham kunne ikke lide tanken. Herren havde allerede givet de hellige besked på at slå sig ned i nærheden af den Store Saltsø. Søen var en del af Great Basin, en stor skålformet region omgivet af bjerge. Det meste af regionen var tørt ørkenland, som var vanskeligt at dyrke, hvilket gjorde det uønsket for mange amerikanere, der rejste mod vest.

»Hvis vi rejser mellem bjergene til det sted, vi overvejer,« tænkte Brigham, »vil der ikke være nogen jalousi fra noget land.« Brigham forstod, at regionen allerede var beboet af indianere. Men han håbede på, at de hellige fredeligt kunne slå sig ned blandt dem.⁷