»Du er nødt til at forlade dette sted«
Forfatteren bor i Antofagasta i Chile.
Trods min frygt for at flytte til det nordlige Chile med min familie, viste ørkenen sig at være vores forjættede land.
Fotografi af Concepción i Chile, fra Getty Images
Da jeg læste i Mormons Bog om, hvordan Nefi altid støttede sin visionære far, udledte jeg, at de fleste unge i Kirken nok er som Nefi. Men da min familie besluttede, at vi var nødt til at flytte til ørkenen, følte jeg mig mere som Laman og Lemuel. Jeg ville ikke forlade mit hjem.
Ligesom Nefi og hans brødre, er jeg »født af agtværdige forældre« (1 Ne 1:1). Begge sluttede sig til Kirken som teenagere, og min mor ventede på min far, mens han tjente som missionær. De var aktive og hårdtarbejdende medlemmer af Kirken.
Da jeg gik på high school, kom der økonomisk krise i vores region Concepción i Chile. Der var ikke mange ledige jobs, og min far fik svært ved at finde arbejde. Til sidst begyndte han at kigge efter job uden for byen.
Hans jobsøgen førte ham nordpå til byen Calama, i Chiles minedriftsregion. Han var bygningsingeniør, og han fandt et godt job der. Men han var alene og langt væk. Vi så ham kun, når han havde råd til den 32 timer lange bustur hjem.
Efter nogle få år, hvor vi kun så min far to tre gange om året, følte min mor, at tiden var inde til forandring. Mine forældre besluttede, at resten af vores familie måtte flytte nordpå.
Vi har brug for at være sammen med vores far
Min lillebror havde ikke noget problem med at flytte. Og min storesøster, der gik på universitetet, var et godt eksempel for mig.
»Jeg opgiver mine studier,« sagde hun. »Vi har brug for at være sammen med vores far.«
Alle støttede beslutningen om at flytte, bortset fra mig. Jeg ville også gerne være sammen med min far, men jeg havde ikke lyst til forandringer og personlige ofre. Jeg havde mine venner, jeg kendte mine omgivelser, jeg nød min livsstil og jeg ville gerne på universitetet i Concepción. Jeg gjorde alt i min magt for at overbevise min mor om, at vi ikke skulle flytte.
Til sidst sagde hun: »Sønnike, din far er alene. Han ønsker, at vi er hos ham. Jeg ville ønske, at du forstod, men du er alt for fokuseret på dig selv.« Så beroligede hun mig og sagde: »Vi får muligheder der.«
I mit hjerte vidste jeg, at hun havde ret – selvom mit hoved ikke var overbevist. Jeg havde ikke et stærkt vidnesbyrd på det tidspunkt, men jeg besluttede at bede om, hvorvidt jeg skulle tage med min familie. Der kom et klart svar til mig: »Du er nødt til at forlade dette sted.« Jeg blev ked af det, men jeg sagde til mine forældre, at jeg tog med.
Hvor er træerne?
Concepción er meget grønt med en masse træer. Der falder ca. 130 cm regn om året. I Antofagasta, byen nær Calama, som vi flyttede til, falder der kun 0,25 cm om året.
Det mest chokerende for mig ved flytningen var selve turen. På vores vej nordpå med bussen var det pinefuldt at se overgangen fra grønt til brunt. Jeg spurgte: »Hvor er træerne? Hvor er køerne her på landet?« Jeg så ikke andet end støv, klipper og bjerge.
Det nordlige Chile er selvfølgelig ørken, så hvad kunne jeg ellers forvente? Jeg kom i tanke om, hvordan Laman og Lemuel havde det, da Lehis familie forlod deres arveland og tog ud i ødemarken.
Jeg havde en masse frygt, da vi ankom til Antofagasta. Hvad ville der ske, hvis jeg ikke fik nogen venner? Hvad ville der ske, hvis jeg ikke kunne vænne mig til området? Hvad ville der ske, hvis mine håb om fremtiden ikke blev til noget?
Til syvende og sidst, skulle jeg ikke have bekymret mig. Min mor fik ret om de muligheder, der ventede os – især de åndelige muligheder.
Inden vi flyttede var evangeliet ikke en prioritet for mig. Herren var skubbet i baggrunden. Men i Antofagasta, kom der folk ind i mit liv, der hjalp mig til at se skønheden i evangeliet. Jeg fik hjælp fra særlige præstedømmeledere. Jeg fik venner, som jeg stadig skatter højt. Mit åndelige liv ændrede sig totalt.
Sergio ses med venner til institut.
Jeg er taknemmelig for, at jeg lyttede til min mor. Jeg er taknemmelig for, at Herren besvarede min bøn. Jeg er taknemmelig for, at jeg havde modet til at rykke nordpå med min familie.
Her i ørkenen foretog jeg de ændringer, der gjorde mig til den, jeg er i dag. Det er her, jeg forpligtede mig til at omfavne evangeliet, tjene på mission, gifte mig i templet og vie mit liv til Herren. Det er her, jeg besluttede, at jeg ikke længere ville være ligesom Laman og Lemuel.
For min familie og jeg viste ørkenen sig at være vores forjættede land.