Et løfte til et barn

Lluvia Paredes Cabrera fra Yucatán i Mexico

Illustrationer: Pascal Campion

For nogle få år siden led jeg af svær depression. Den eneste ting, der kunne motivere mig en lille smule var min bedste ven og hendes børn. Vi gik ture i weekenden, hvilket jeg nød. Med tiden begyndte der dog at blive længere mellem gåturene. Jeg begyndte at savne min ven og hendes familie. Jeg fandt senere ud af, at vores gåture blev færre, fordi min ven og hendes familie var begyndt på noget, som de var holdt op med mange år forinden – nemlig at komme i kirke.

En dag inviterede de mig på frokost. Det gjorde mig meget glad at se dem igen. Jeg fortalte dem, hvor meget jeg havde savnet dem. Min vens seksårige datter foreslog, at vi løste det problem ved at gå i kirke sammen. Så uden at tænke sig om to gange, inviterede hun mig med.

Åh nej! Hvordan kunne jeg få denne familie til at forstå, at det at gå i kirke var godt for dem, men alt for kedeligt til mig? Jeg havde ikke været i kirke i årevis, men hvordan kunne jeg sige nej til et barn? Jeg sagde ja til at komme, men sandheden var den, at jeg ikke havde den mindste intention om at holde det løfte.

Den søndag gik jeg ud og spiste morgenmad med min far. Min mobiltelefon blev ved med at ringe og mindede mig om, at jeg havde lovet en lille pige at gå i kirke med hende. Jeg ignorerede mobiltelefonen, indtil min far spurgte, hvorfor jeg ikke tog den. Jeg indrømmede, at jeg var blevet inviteret med i kirke, men jeg havde ikke lyst til at gå med. Han smilede og sagde: »Lluvia, giv aldrig et barn et løfte, hvis du ikke er villig til at holde det.« Jeg besluttede mig for at holde mit løfte.

Da jeg kom hen i kirken, følte jeg noget anderledes, noget jeg ikke kan beskrive. Jeg kan stadig ikke forklare, hvordan det skete, men den næste søndag var jeg der igen og den næste og den næste, indtil jeg forstod, hvad det var jeg følte: Helligånden.

Kirkens medlemmer fik mig til at føle mig hjemme. Jeg var uden tvivl nysgerrig på Kirken. Jeg begyndte at mødes med missionærerne, og jeg begyndte også at få et vidnesbyrd. Missionærernes besøg blev mere konstante, og min forståelse for evangeliet voksede, indtil jeg fik et dybt ønske om at blive døbt. Jeg blev døbt kort tid efter, og nu nyder jeg evangeliets velsignelser. Derfor er jeg så taknemmelig for, at jeg holdt mit løfte til en seksårig pige.