Finder glæde i Kristus til trods for, at jeg kom tidligt hjem fra min mission

Emily Warner

Da jeg kom tidligt hjem fra min mission, troede jeg aldrig, at jeg ville blive glad igen. Men det gjorde jeg. Det kan I også.

Forfatteren bor i Utah i USA.

Det er svært at tage på mission. Men at komme hjem er lige så svært, især når man kommer hjem før planlagt. Man bekymrer sig om, hvad andre måtte sige, eller hvordan de opfører sig omkring en. Vil de være fordømmende? Skuffede? Forlegne? Man bekymrer sig for, om man vil føle, at man ikke var god eller stærk nok. Man tænker på, om der er noget galt med en, eller det var en forkert beslutning at tage af sted. Jeg bekymrede mig om alle de ting.

Jeg var så begejstret, da jeg besluttede mig for at tage på mission. Jeg vidste, det var det, Herren ønskede af mig. De næste få måneder var nogle af de lykkeligste i mit liv, og efter en forrygende tid på missionærskolen troede jeg, at resten af min mission i Argentina ville glide glat. Men det gjorde den ikke.

Jeg kæmpede med angst, frygt og manglende håb på min mission – noget jeg ikke havde oplevet før, i det mindste ikke i den grad før. Min missionspræsident gjorde alt for at hjælpe mig. Til sidst besluttede jeg mig for at tage hjem. Beslutningen var let at tage lige i det øjeblik, men vel hjemme begyndte alle spørgsmålene at vælte ind over mig.

Jeg lærte, at med tiden giver Frelseren både heling og perspektiv til en, hvis man oprigtigt søger begge dele. Jeg tror fuldt og fast på, at der er noget at lære af alle livets erfaringer, både de gode og de dårlige. Og til Herrens tid lærte han mig noget værdifuldt, som jeg påskønner højt nu.

Det var det rigtige for mig at tage på mission. Men af en eller anden årsag var det ikke meningen, at jeg skulle blive i 18 måneder. Gud havde andre planer for mig. Jeg forstår ikke helt, hvilken retning mit liv tager, men det har jeg det fint med. Det, jeg ved, er, at jeg gør det, som han ønsker, at jeg gør nu. På de fire måneder jeg havde i Argentina, blev mit vidnesbyrd og min omvendelse dybere. Jeg mødte de mest utrolige mennesker, og jeg må have berørt de mennesker, han ønskede, at jeg påvirkede. Jeg fortryder ikke længere min oplevelse og ønsker heller ikke, at den havde været anderledes. Det var præcis, hvad jeg havde brug for, og den er blevet hellig for mig.

Jeg læste for nylig en tale af ældste Neal A Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum, der satte min oplevelse i perspektiv. Han sagde:

»Vores liv kan … ikke både være fyldt med tro og uden stress …

Hvordan kan du og jeg så naivt forvente at glide problemfrit gennem livet, som om vi ville sige: ›Herre, giv mig erfaring, men ingen sorg, ingen smerte, ingen modstand, intet forræderi og lad mig slet ikke blive glemt. Hold alle de erfaringer fra mig, Herre, som har gjort dig til det, du er! Og lad mig så komme og bo sammen med dig, og dele din glæde!‹« (»For at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle«, Stjernen, juli 1991, s. 85).

Frelseren blev ikke, som han er, til trods for de prøvelser han mødte. Han blev den, han er på grund af de prøvelser. De var med til at forme hans fuldendte karakter, og de gjorde ham i stand til at føle den glæde, han føler nu. Jeg føler det som et privilegium at have haft en sådan karakterdannende oplevelse. Det var ikke det, jeg havde bedt om, det var bestemt ikke det, jeg havde ønsket, men Gud kender mit potentiale, og han ønsker, at jeg får del i hans glæde. Den glæde er noget, jeg ikke helt kan forstå uden også at kende til sorg, bedrøvelse, smerte og modgang. At komme tidligt hjem var en af de sværeste ting, jeg nogensinde har oplevet, men med perspektiv og Frelserens hjælp synes det nu som en lille pris at betale for det, jeg til gengæld har fået.

Så fat tro. Stol på jeres Frelser. Og holdt fast i håbet! Livet går aldrig helt som planlagt. Det vil hverken være fri for smerte eller stress. Men der venter altid glæde efter hver en skyggefuld dal. Glæde er det, han hele tiden har tiltænkt jer.