Lad os bede nær templet
Juan Beltrame fra Buenos Aires i Argentina
Illustration: Allen Garns
Da vores søn Marco var tre år gammel, blev han og jeg ofre for en alvorlig madforgiftning. Marco blev så syg, at han mistede bevidstheden. Min hustru, Marianela, og jeg skyndte os på hospitalet. Da vi nåede derhen, så han ud til at være død. Han kom endelig til bevidsthed igen efter omkring fire timer.
Fra da af led Marco af anfald fra tid til anden i fem år. Hver aften, når vi lagde ham i seng, spekulerede vi på, om vi måtte haste på hospitalet med ham midt om natten. Vi havde svært ved at sove i de urolige år, og vi satte vores lid til bøn, tro, faste og præstedømmevelsignelser.
Da Marco var omkring seks år gammel, ringede Marianela mig op på arbejdet og sagde, at jeg skulle skynde mig hen på hospitalet. Marco havde fået et alvorligt anfald og var havnet i koma. Da hun ringede, arbejdede jeg med renoveringen af missionærskolen i Argentina, der lå lige ved siden af templet i Buenos Aires i Argentina.
Inden jeg tog hen på hospitalet, spurgte en ven og arbejdskollega: »Når vi arbejder så tæt på Herrens hus, hvorfor beder vi så ikke sammen først?« Templet var lukket på grund af ombygning og udvidelse, men vi gik tæt på Herrens hus, hvor jeg bad for Marco.
Trods alt det vi havde været igennem med Marco, følte jeg taknemmelighed mod Gud for den tid, som Marianela og jeg havde haft med ham. Da jeg bad, fortalte jeg vor himmelske Fader, at vi havde prøvet at være gode forældre og tage os af Marco så godt, vi kunne. Jeg sagde også, at vi ville acceptere hans vilje, hvis han kaldte Marco hjem.
Da jeg nåede hen på hospitalet, vidste jeg ikke, om Marco ville overleve sin komatøse tilstand, om han ville vågne igen, eller om han ville blive i stand til at gå eller tale igen. Efter to opslidende timer vågnede han. Han var udmattet, men han havde det godt. Fra da af fik han det på mirakuløs vis bedre. Med tiden blev Marco vænnet fra sin medicin og udskrevet fra hospitalet.
Marianela og jeg ser tilbage på den svære tid med taknemmelighed over, at vi stadig har Marco og de ting, vi har lært. Vores prøvelser knyttede os tættere sammen og gjorde, at vi voksede åndeligt. Uden dem ville vi måske ikke have lært at anerkende de mange måder, som Herren viser sin hånd i vores liv på.
Som Marianela siger: »Vi så et bjerg af beviser og erfaringer, som har givet os et vidnesbyrd om Guds nærhed, at han er med os, og at han lytter til os. Hvis vi holder ud og er tålmodige, kan velsignelserne komme, når vi mindst venter dem.«