PROFILER AF TRO
Iona Wikaira
Kaikohe i New Zealand
Iona elsker sporten waka ama – et new zealandsk udtryk for at sejle i udriggerkano. Iona elsker at være ude på vandet, væk fra presset på jobbet.
Selvom Iona møder udfordringer som fængselsbetjent, finder hun styrke og kan forblive rolig gennem sin tro på Jesus Kristus.
Christina Smith, fotograf
Jeg har arbejdet som fængselsbetjent i syv år. Jeg arbejdede i et kvindefængsel i et år, så blev jeg forflyttet til et fængsel, hvor der kun sidder mænd, og der har jeg arbejdet i seks år.
En af de rørende historier fra min tid som fængselsbetjent er, da jeg så en mor blive genforenet med sine børn. Hun havde ikke set sine børn i fire-fem år. Man kunne se tårerne i børnenes øjne og smerten ved flere års adskillelse. Genforeningen var overvældende, men som fængselsbetjent viser man ikke følelser. Det var virkelig svært at lade være. Jeg måtte kigge væk for at få hold på mig selv. Jeg er selv mor, og jeg kunne ikke forestille mig at være væk fra mine børn i årevis og ikke kunne se dem, tale med dem eller fortælle dem, hvad jeg føler for dem.
Som fængselsbetjent må man være stærk. Man må være i stand til at beskytte sig selv og tage kontrol. Sommetider kan tingene gribe om sig, så er man nødt til at være fast, når man kommunikerer med andre. Især når man taler med indsatte og man skal have talt udfordringer og til tider voldelige situationer ned. Det gør, at nogle mennesker måske tror, at jeg er meget hård, men sådan er jeg ikke hele tiden.
På arbejdet føler jeg mig omgivet af verden, men når jeg forlader jobbet og jeg er hjemme eller i kirke, føles det anderledes på grund af den ånd, jeg føler. En af glæderne ved at efterleve evangeliet er, at man ikke behøver at være en del af verden. Man er i verden, men man behøver ikke at være som resten af verden.
Jeg elsker, når det bliver søndag, for så kan jeg komme i kirke og blive næret åndeligt og mindes vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. Jeg elsker, at jeg kan have det for mig selv. Jeg nyder at tjene i Kirken og alle de ting, som evangeliet gør for os.
Der var engang, hvor jeg var af verden, og jeg lærte meget på den hårde måde. Jeg er så taknemmelig for nu at være helt aktiv med begge fødder plantet i Jesu Kristi evangelium. Jeg ønsker ofte, at alle folk på jobbet kunne føle den glæde, jeg føler som medlem af Kirken.
Jeg har opdaget, at når folk på ens arbejde finder ud af, at man er medlem af Kirken, så vækker det respekt for en og Kirken, når de kan se, at man holder fast i sine standarder, trods det miljø man er i. Derfor er det vigtigt for mig at prøve at være et godt eksempel på en sidste dages hellig.
I hver situation tænker jeg: »Hvordan vil Frelseren gerne have, at jeg opfører mig?« eller »hvordan ønsker han, at jeg tackler dette?« Jeg prøver i alle situationer at sikre mig, at alle mine handlinger afspejler det, som Frelseren ville gøre. Det hjælper mig til bevare roen og holde hovedet koldt, trods alt kaosset i et hårdt arbejdsmiljø.
Jeg er taknemmelig for min Frelser og vor himmelske Fader for de udfordringer og de prøver, jeg har været i stand til at klare ved at have tro på dem. Hver gang jeg har gennemgået prøver og jeg har bedt, har jeg følt en fred i mit hjerte. Jeg ved, at jeg ikke kan leve uden dem. Jeg anerkender altid deres hånd i alt, jeg gør.