Vi er vidner: De Tolv Apostle i dag

Juli 2019

Vi er vidner: De Tolv Apostle i dag

Sarah Jane Weaver og Jason Swensen

Kirkenyt

Nutidens apostle deler deres tanker om deres hellige kald.

Billede

members of the Quorum of the Twelve Apostles

Foto: Busath Photography

I de 189 år, der er gået siden Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blev organiseret, er 102 mænd blevet kaldet til at tjene som medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum. Selvom Herren har forestået mange ændringer i Kirken siden da, er apostlenes grundlæggende pligter forblevet de samme.

Fra sit kontor i nærheden af Tempelpladsen talte præsident M. Russell Ballard, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, om det åndelige mandat, som apostlene er blevet givet til at vidne om Frelseren rundt om på jorden, om den særlige forbindelse de har med missionærerne og om udbredte fejlopfattelser omkring det at være »apostel, seer og åbenbarer«. Da præsident Ballard blev spurgt, om der var andre medlemmer af De Tolvs Kvorum, som han ville anbefale til at tale om deres hellige kaldelse til denne artikel, var han hurtig til at svare: »Ja. Allesammen.«

At være i harmoni og på højde med

Dagens apostle står over for store udfordringer. De tjener menigheder verden over, hvor nogle prøves af politiske uroligheder, opbrud af familien, uophørligt pres fra de sociale medier og økonomisk usikkerhed. Det er vigtigt for apostlene at forstå de udfordringer og omstændigheder, som medlemmerne står med og i.

Som kirkeledere må apostlene lære folk og deres situation at kende for bedre at kunne tjene dem.

»Vi er nødt til at vide, hvilke ting der påvirker folks liv,« siger ældste Ulisses Soares. »Apostlene er nødt til at være i en konstant proces med at lære, undersøge og modtage inspiration og åbenbaring.«

Selvom det er vigtigt at være på højde med det, medlemmerne står over for, er det endnu mere vigtigt for apostlene at lytte nøje til Guds vejledende røst og være i harmoni med Herrens vilje, siger præsident Ballard. »Dette er Herrens kirke, og vores store udfordring er at være sikre på, at vi er i harmoni med det, han ønsker, at vi udfører i hans rige her på jorden,« siger præsident Ballard.

Særlige vidner

Efterhånden som hver enkelt apostel taler om sit kald, bliver det tydeligt, at det administrative ikke er deres primære bekymring. Deres vigtigste ansvar er præcis det samme, som det altid har været – de skal være »særlige vidner om Kristi navn i hele verden« (L&P 107:23).

Frelserens sidste formaning til sine apostle (se Matt 28:19-20) var at »gå ud og undervise og vidne og døbe og opbygge og styrke hans kirke,« siger præsident Ballard.

I dag er apostlenes opdrag ikke ændret. »Først og fremmest er vi hele tiden vidner om, at Herren Jesus Kristus vitterligt lever,« siger ældste David A. Bednar. »Vi er ikke administratorer, vi er tjenere i Jesu Kristi evangelium.«

»Det er apostlenes ansvar at være omrejsende vidner overalt i verden,« siger ældste Jeffrey R. Holland. »Vi ønsker, at selv den mest geografisk afsides beliggende enhed i Kirken, skal føle, at der er et meget tæt bånd mellem dem og Herrens profet,« siger han. »Det siges ofte, at ›Kirken får verden til at føles lille.‹ Hvad angår apostolsk kontakt, så håber vi, at det altid er tilfældet.«

Billede

Christ appearing to His Apostles

Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, af Harry Anderson

At nå hver stav

Ældste Quentin L. Cook forklarer, at over en fireårig periode får hver eneste stav og menighed og gren i Kirken besøg af et medlem af De Tolv, der kommer og mødes med lederne og oplærer dem i profetiske prioriteter.

»Lederskabskonferencer har gjort, at vi kan opfylde vores doktrinære opdrag med at ›opbygge kirken og styre alle dens anliggender blandt alle folkeslag‹ (L&P 107:34) under ledelse af Det Første Præsidentskab,« siger han.

Medlemmerne af De Tolv Apostles Kvorums samlede rige og dybe erfaringer hjælper med at vejlede de lokale ledere, når de skal træffe vigtige beslutninger, der skal opmuntre og støtte medlemmerne igennem deres udfordringer,« siger ældste Bednar.

»Når vi kommer ud de forskellige steder, mærker vi medlemmernes godhed,« siger ældste Gerrit W. Gong. »Vi hører om deres erfaringer, og vi lærer ting, der hjælper os til at forstå, når vi som kvorum rådfører os med hinanden om, hvad der sker i de forskellige dele af verden og i forskellige grupper i Kirken.«

At rejse til lederskabskonferencer »giver os mulighed for at omgås med vidunderlige, søde mennesker,« siger ældste Cook. »Vi kommer i deres hjem, og vi har mulighed for at drage omsorg for dem … Det er det at drage omsorg for de hellige, der rører os mest om hjertet. Vi gør det med vejledning fra Helligånden og Frelseren og med den viden, vi har tilegnet os gennem erfaring, hvoraf nogle er for hellige at fortælle om,« siger han.

For den enkelte

Efter 43 år som generalautoritet og nu for fjerde årti i tjeneste i De Tolv Apostles Kvorum har præsident Ballards pligter ført ham til de fleste lande i verden og gjort ham i stand til at tjene utallige medlemmer og missionærer ansigt til ansigt. Millionvis har tunet sig ind for at høre hans taler til generalkonferencen og foredrag. Men selvom han har et globalt ansvar, hjælper Helligånden ham til at skabe forbindelse med og velsigne individer. »Dette tilsyneladende paradoks er Frelserens måde at gøre det på,« siger han. »Jeg får sommetider et brev fra nogle, der siger: ›Jeg var til et møde, og du sagde noget, der ændrede mit liv.‹ Det er Helligåndens kraft. Herren leder sin kirke ned i mindste detalje.«

Et »utalligt antal søde, enkle oplevelser med medlemmer af Kirken overalt i verden definerer den apostolske tjeneste,« siger ældste Bednar. »Herren sender et medlem af De Tolvs Kvorum til specifikke steder på bestemte tider, hvor vi møder trofaste sidste dages hellige og andre, der ofte kæmper eller som står i behov for trøst og bekræftelse. Gud leder de interaktioner,« siger ældste Bednar.

Ældste Ronald A. Rasband fortæller, at efter han var blevet kaldet til apostelembedet, havde han brug for at bruge ekstra tid på alle sine aktiviteter i livet, så han kan hilse på medlemmer af Kirken og andre. »Det handler ikke om mig,« siger han. »Det handler om den respekt og ære, som medlemmerne af denne kirke har for apostelembedet.«

Ældste Rasband fortæller, at han under sin ordination til apostel blev instrueret: »›Vi indsætter dig i en stilling, hvor du skal være et særligt vidne om Kristi navn i hele verden … til alle tider og under alle omstændigheder.‹ De ord blev inkluderet i min ordination: ›Til alle tider og under alle omstændigheder.‹«

Præsident Ballard i Spanien

Ældste Holland i England

Ældste Uchtdorf i Rusland

Ældste Bednar i Peru

Et vigtigt forhold

Apostlene og Kirkens over 70.000 fuldtidsmissionærer deler et helligt og tilmed gensidigt afhængigt forhold.

Ordet apostel kommer af et græsk ord, der betyder »udsending«, forklarer ældste Dale G. Renlund. Tænk over Frelserens meget sigende opdrag til sine første apostle: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses« (Mark 16:15-16).

Ved at følge den befaling er De Tolv »retfærdigt engagerede« i missionering og formidling af budskabet om evangeliet,« siger præsident Ballard.

Ligesom for Paulus i tidligere tider, uddelegerer nutidens apostle bønsomt deres pligt til at fortælle andre om evangeliet. Og på apostelagtig manér, udsendes missionærer over hele kloden for at forkynde Kristi evangelium. »Det er De Tolv, der bruger de nøgler, de har, der tildeler dem en mission,« siger ældste Bednar. »Og så sender vi dem ud.«

Herren forbliver den vejledende leder af missioneringen. Han bemyndiger sine levende apostle, der til forskellige tider udpeges til at tjene i Det udøvende råd for missionering, for at formidle sine ønsker til de fuldtidsmissionærer, der arbejder i marken. Sådanne administrative pligter handler om langt mere end blot »at drive en organisation«, siger ældste Bednar. Apostlene har præstedømmenøglerne til Israels indsamling. »Vi sørger for det åndelige overblik og ledelsen, så arbejdet udføres på den måde, som Herren ønsker det,« siger han.

Ældste Dieter F. Uchtdorf er formand for Kirkens udøvende råd for missionering. På hans skrivebord står der en lille bronzefigur af et missionærmakkerpar, der hjuler af sted på deres cykler, måske skal de skynde sig til en undervisningsaftale. Når som helst han ser på den bronzefigur, bliver han mindet om det ubrydelige bånd mellem apostlene og missionærerne. »Hver og en af de 70.000 missionærer udfører et helligt hverv og er kaldet af Herren med et brev fra profeten til at være repræsentanter for Frelseren. De er De Tolvs forlængede arm.«

»Vi mødes med dem, når som helst vi har tid,« siger præsident Ballard. »Vi lader dem stille spørgsmål. Vi prøver at hjælpe dem med at finde, undervise, døbe og styrke vor himmelske Faders børn.«

Begge grupper arbejder sammen og udsendes for at dele det gode budskab om evangeliet rundt om i verden. »Vi betragter fuldtidsmissionærerne som vores makkere,« siger ældste D. Todd Christofferson.

Fejlopfattelser

Selvom nogle udenforstående observatører kan tænke, at Kirken ledes som en virksomhed, svarer apostelembedet »ikke til at være virksomhedsleder, det er ganske anderledes«. siger Gary E. Stevenson. »Jesu Kristi apostles rolle er i virkeligheden en omsorgsdragende, sjælehyrdes rolle.« Rollen som vidne om Jesus Kristus for verden »danner og definerer os«.

Ældste Neil L. Andersen siger, at der ikke er nogen grupperinger, lobbyvirksomhed eller magtcentre i De Tolv Apostles Kvorum. Der er »forskellige holdninger«, men »der er ikke store egoer«.

Herren sætter en masse mennesker sammen med forskellige professioner og baggrund, siger ældste Andersen. Men »de er fælles om deres vidnesbyrd om Frelseren og deres ydmyghed. De har ikke søgt deres stilling, de prøver ikke at være den klogeste person i lokalet. Det kan Herren arbejde med. Jeg har aldrig set nogen [af De Tolv] vise vrede, og jeg har aldrig set nogen nedgøre en anden.«

»Ydmyghed kendetegner apostelembedet,« siger ældste Uchtdorf. Deres kaldelse gør dem genkendelige næsten alle vegne, de kommer hen, »men vi ved, at det ikke handler om os – det handler om Herren. Vi repræsenterer ham … Det handler om hans storhed.«

Ældste Cook i Argentina

Ældste Christofferson i Mexico

Ældste Andersen i Brasilien

Ældste Rasband i Indien

Vi er alle kaldet til at tjene

Efter Frelserens død og opstandelse, underviste han sine disciple i 40 dage, hvorefter han fór til himmels. Medlemmerne af De Tolv Apostles Kvorum mødtes og spurgte Herren om råd, for de stod med en ledig plads, der var forårsaget af Judas Iskariots forræderi og død.

De fandt frem til to mænd, Matthias og Barsabbas, og de bad Herren om, hvem han havde »udvalgt … og loddet faldt på Matthias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve« (se ApG 1:23-26).

»Hverken dengang eller nu er kaldet som apostel en bedrift eller præstation,« forklarer ældste Renlund. »Det er ikke en kaldelse, man gør sig fortjent til. I Apostlenes Gerninger 1 blev Matthias valgt frem for Barsabbas. Gud fortæller os ikke hvorfor. Men en ting ved vi, og det er, at Barsabbas’ vidnesbyrd omkring Frelseren og hans opstandelse svarede helt til Matthias’.

Gud valgte,« forklarer han. »Hvis Barsabbas passede den kaldelse, han end havde, ville hans belønning ikke være anderledes, end den Matthias ville få, for så vidt han højnede sin kaldelse.«

Akkurat ligesom Barsabbas’ vidnesbyrd modsvarede Matthias’ vidnesbyrd, har ethvert medlem af Kirken ret og mulighed for at »udvikle et apostelagtigt forhold til Herren«, siger præsident Ballard.

At tjene Herren og Kirken er »et privilegium og en velsignelse. Det er en ære«, siger ældste Uchtdorf. »Herren viser sin kærlighed til os, og vi kan vise vores kærlighed til Herren ved at gøre, hvad end han beder os om.«

En hellig oplevelse

»Det at være en del af et omrejsende højråd er en hellig oplevelse,« siger ældste Andersen. »Når vi bærer vidnesbyrd, går det vidnesbyrd i hjertet på folk, til dels på grund af vores kaldelse.«

Ældste Christofferson fortæller, at han i begyndelsen af sit kald som apostel følte sig overvældet af alle forventningerne. Men så modtog han et enkelt budskab fra Herren: »Glem dig selv og hvad folk måtte tænke om dig, uanset om du imponerer eller skuffer dem eller noget andet. Du skal blot fokusere på det, jeg ønsker at give dem gennem dig. Fokuser på det, jeg ønsker, at de hører fra dig.«

For adskillige år siden var ældste Christofferson på besøg i Mérida i Venezuela, hvor en lille dreng, der måske var 7 år, fik øje på ham gennem et vindue og begyndte at råbe: »El Apostol, el Apostol!« (»Apostlen, apostlen!«).

»Det var en meget beskeden hændelse, men for mig viser den dybden af den anerkendelse selv børn har af det kald,« siger han. »Det handler ikke om personen, der har kaldelsen. Det barn havde lært den påskønnelse af kaldet og det, det repræsenter.«