Vores hjem, vores familie
En kærligheds gave
Forfatteren bor i Utah i USA.
Da min mand velsignede vores lille datter, fik jeg et glimt af dybden og bredden i vor himmelske Faders kærligheds gave – præstedømmet.
Illustration: ALE + ALE, Morgan Gaynin
Jeg var nyt medlem af Kirken, nygift hustru og nu nybagt mor. Det var fastesøndag, og vores lille datter skulle have et navn og en velsignelse. Jeg havde aldrig set et barn blive velsignet før, for vi tilhørte en menighed med få unge familier. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente. Alligevel følte jeg ved Ånden, at dette var noget helt specielt og vigtigt.
Min mand, der var omgivet af andre ærbødige præstedømmebærere, vuggede forsigtigt vores dyrebare lille datter. Åndens sødme fyldte mig med glæde. Tårerne løb ned ad mine kinder og en myriade af indtryk fyldte mit sind. Jeg vidste, at jeg blot til at begynde med fik et glimt af dybden og bredden i vor himmelske Faders store kærligheds gave – præstedømmet.
Da missionærerne underviste mig, havde jeg mærket, hvordan de ærede deres præstedømme. Jeg kunne høre det i deres ord og bønner, blandt andet da de velsignede mig til at overkomme den udfordring det var at holde visdomsordet. Jeg følte deres hænder, som forsigtigt blev lagt på mit hoved, begyndte at ryste lidt, da de udtalte ord, som jeg vidste kom fra Herren – kærlige og helende ord.
Snart efter blev jeg døbt og igen blev præstedømmebæreres hænder lagt på mit hoved. Jeg blev bekræftet som medlem af Herrens kirke, og fik overdraget Helligåndsgaven. Jeg var ren og født på ny. Jeg følte præstedømmets kraft igennem hele min krop, og for første gang i mit liv, vidste jeg, hvad glæde var.
Kort tid efter min dåb, blev min mand og jeg gift. Hans forældre var medlemmer af Kirken, og hans hjem var centreret om evangeliet, men jeg vidste, at hans vidnesbyrd ikke havde dybe rødder. Jeg var dog ikke bekymret. Min unge tro var fyldt af optimisme. Jeg ville ganske enkelt bare elske ham og være tålmodig og bønsom.
I de måneder jeg ventede vores førstefødte, følte jeg mig, som mødre gør, meget tæt på den lille og ganske forundret over det nye liv inden i mig. Da vores datter blev født, havde jeg knyttet et stærkt og sødt bånd af kærlighed til hende.
Men jeg var bekymret for min mand. Han havde ikke nydt den velsignelse af intens nærhed, som jeg havde haft med vores datter. Selvfølgelig elskede han hende, men jeg spekulerede og bekymrede mig over, hvordan der kunne knyttes et stærkt bånd mellem ham og hende. Det tænkte jeg over, når jeg plejede hende, badede og bar hende, mens min mands tid var optaget af arbejde for at forsørge vores familie.
Her nogle få uger efter hun blev født, var vi i vores kirkebygning. Der udfoldede sig et mirakel for mine øjne og i mit hjerte. Min forsigtige mand smilede ydmygt til sine brødre i rundkredsen, hans øjne lyste og glimtede af tårer. Til gengæld strømmede der kærlighed og støtte fra disse brødre til ham, da de lagde deres hånd på hinandens skuldre og hjalp med at vugge vores baby, da de dannede en lille kreds, der var badet i ren og hellig kærlighed. Da min mand indledte velsignelsen, skælvede hans stemme, og jeg vidste, at han følte Herrens kraft og æren ved at bære hans præstedømme.
Jeg kunne mærke, hvordan en stor kærlighed vældede op i ham for vores lille pige, og jeg vidste, at han havde arbejdet hårdt for at forberede sig på at give hende den velsignelse, som vor himmelske Fader ønskede at give hende. Min glæde var fuld, da jeg indså, hvor tæt knyttet han nu var til vores datter. Det var et bånd, der aldrig skulle svækkes.
Årene er gået siden dengang. Utallige gange har jeg bevidnet og følt præstedømmets kraft og skønhed udøvet på så mange måder, på så mange steder og for så mange af vor himmelske Faders børn. Jeg har set smukke frelsende ordinancer blive skænket og hjerter blive fyldt. Jeg har set renselse, heling, trøst og undervisning. Jeg har set og følt byrder blive lettet.
Jeg ved, at jeg stadig ikke helt forstår præstedømmets storhed, men enhver velsignelse af et lille barn, som jeg har set siden, har fyldt mig med samme forundring, som jeg følte, da min førstefødte blev velsignet. Jeg fryder mig over den kærlighed, som vor himmelske Fader har vist ved at dele sin kraft med os, og jeg er fyldt med en usigelig taknemmelighed for mit vidnesbyrd om ham, hans elskede Søn og vores smukke gengivne evangelium.