Kun digitalt
Hvad min datters handicap lærte mig om nåde
Vor himmelske Fader kender de udfordringer, vi står over for. Og han ved, hvem vi kan blive.
Tilpasset fra et foredrag holdt på Brigham Young University den 10. juli 2018. Find talen i sin helhed på speeches.byu.edu.
Min anden datter Caroline kom til verden ved et akut kejsersnit. Et uforklarligt blodtab forårsagede mangel på ilt til hendes hjerne, og hun fik svære hjerneskader.
Femten år senere er Caroline på samme udviklingsniveau som et barn på tre måneder. Hun kan hverken gå eller kravle eller rulle rundt. Hun kan ikke tale, og vi er i tvivl om, hvor meget hun forstår.
Den gode nyhed er, at Caroline er bedårende. Hun har det største smil og den skønneste latter. Hun elsker kram og kys, en kold brise mod ansigtet og rumlestriberne på motorvejen. Hun laver de kæreste sagte »aah«-lyde og rigtig høje »AAH«-lyde – ofte midt om natten.
Da Caroline var fem år, vågnede hun i en periode mellem kl. 2 og 3 hver eneste nat. En nat, hvor jeg således var blevet vækket, skrev jeg dette:
Lige nu mens jeg skiftede hendes ble, sang jeg uden at tænke over det en af de [Primary] sange, som Lizzy (vores anden datter) har sagt, at vi nu skal synge ved sengetid hver aften … »Gud gav os familier for at hjælpe os med at blive dem, som han ønsker, at vi skal være.« Og jeg så på Caroline, og pludselig blev ordene meget nærværende for mig.
Gud har givet mig en familie – inklusive en datter, som vågner kl. 2 om natten – for at hjælpe mig med at blive, som han ønsker, jeg skal være … »Det er sådan, han deler sin kærlighed«, fortsætter omkvædet, for familien er fra Gud«.
Den nat mærkede jeg et kort, velsignet fællesskab med Gud, en bekræftelse af, at han, lige i det øjeblik, var på en helt personlig måde bevidst om mig og Caroline og vores familie. Han elsker os. Og han, min Fader, opmuntrede mig ved at lære mig, hvorfor vi møder den slags udfordringer: »For at hjælpe os med at blive, som han ønsker, vi skal være.«
Carolines høje »AAH«-lyde høres også ofte i kirken. Når hun er ekstra trist og højrøstet, tager min kone eller jeg hende med ud i foyeren og kører rundt med hende i hendes kørestol for at berolige hende med bevægelsen.
En søndag kom jeg hen i kirken med en trist Caroline, så jeg tænkte, at vi måske bare ville blive til nadveren. Jeg gik rundt i foyeren, og Caroline var stadig trist, så jeg begyndte at spekulere på, om vi overhovedet kunne blive så længe. Alle mine forsøg på at trøste hende virkede nyttesløse.
Men så startede nadversalmen. Jeg lænede mit ansigt tæt på Carolines og sang for hende. Hun blev stille og lyttede. Nadversalmen den dag var »Ydmygt med ærbødighed« (Salmer og sange, nr. 106), som på engelsk er skrevet, som om det var Frelseren, der synger. Jeg må indrømme, at jeg havde fokus på Caroline og ikke på salmen – indtil vi kom til fjerde vers, og jeg pludselig sang disse ord til min datter:
Han dig elsked højt, min ven,
men hvad giver du igen?
Jeg så ind i Carolines store blå øjne og mærkede dybt i mig den kærlige, personlige sandhed i de ord. Jesus Kristus, verdens Frelser, elsker Caroline »med en kærlighed uden ende«. Uanset om hun er trist eller har ondt, og hendes forældre ikke ved, hvordan de skal trøste eller hjælpe hende, så har hun en evig ven, som kender hendes følelser og ved, hvilken hjælp hun har brug for.
For nylig havde vi i familien en munter samtale om et vigtigt emne: Mit hår – eller snarere min mangel på hår, da jeg er skaldet. Jeg mente, at de andre slet ikke vil kunne kende mig i opstandelsen, når jeg har mit krøllede hår igen.
Uden nogen pause sagde Lizzy: »Jeg tror, vi vil blive for distraherede af, at Caroline taler«.
Vi grinede alle sammen, men den dybe sandhed i hendes ord slog mig: Den frelse, som er tilgængelig for os igennem vores store Forløser inkluderer alt, også mit hår og Carolines hjerneskade og alt derimellem. Jesu Kristi nåde er fantastisk, og hans helbredende kraft er uden grænser.
Carolines evige identitet er ikke defineret af hendes handicap i dette liv. En smuk og glorværdig fremtid venter på hende takket være Jesus Kristus.