Elis hjælpende hånd
Forfatteren bor i Utah i USA.
»Jeg har to hænder små« (Børnenes sangbog, s. 126).
Det var lørdag morgen, og Eli stod bøjet i målet, klar til at parere. Han hoppede og dukkede sig og gjorde sit bedste for at holde bolden ude af nettet. Men det var svært! Lige før kampen var forbi, gled bolden forbi hans hænder. Det andet hold havde scoret! Elis hold havde tabt. Han var så ked af det.
Den næste dag i kirken gik Eli langsomt hen til sin primaryklasse, og han var stadig i trist humør.
Eli så sin ven Kate uden for klasseværelset. Kates mor skubbede Kates lyserøde kørestol ind i klassen. Hun krammede Kate, inden hun gik til sin egen klasse.
»Hej, Kate,« sagde Eli.
Kate kunne ikke svare eller vinke tilbage, men hun så altid Eli direkte i øjnene, så han vidste, at hun hørte ham.
Almindeligvis smilede Kate, når Eli sagde hej, men ikke i dag. Er Kate ked af det? tænkte Eli. Jeg ved, hvordan det føles. Han var stadig ked af, at han ikke havde stoppet det andet hold fra at score sejrsmålet.
Eli satte sig ved Juan og Makell, da søster Young indledte klassen. Så begyndte Kate at klynke. Sommetider var det hårdt for Kate at sidde stille, fordi hendes krop gjorde ondt.
»Kate, har du ondt i dag?« spurgte søster Young.
Kate begyndte at græde.
»Måske vil en primarysang hjælpe,« sagde søster Young.
Klassen begyndte at synge. Kate elskede musik. Almindeligvis sang hun med ved at lave glade lyde. Men i dag græd Kate bare.
Hvordan kan vi hjælpe Kate til at få det bedre? tænkte Eli.
Så fik han en idé. »Nu ved jeg det,« sagde Eli til søster Young. »Jeg kan skubbe Kates kørestol lidt.«
Eli havde set, hvordan Kates mor forsigtigt havde skubbet kørestolen, da Kate ikke havde det så godt. Han skyndte sig over til Kate og begyndte at vugge stille frem og tilbage med hendes kørestol.
Kate holdt op med at græde.
»Må jeg også prøve?« spurgte Juan.
»Også mig!« sagde Makell.
Mens søster Young underviste, skiftedes Eli og hans venner til skubbe lidt til Kates kørestol. Kate smilede. Hele lokalet virkede lysere.
Da klassen sluttede, smilede de allesammen.
»Det gør mig glad at hjælpe Kate,« sagde Eli.
»Det er jeg glad for,« sagde søster Young. »Det gør også vor himmelske Fader glad. Han elsker Kate og ønsker, at hun får det bedre. Sommetider får vi lov til at være hans hjælpere.«
Eli så på Kate. »Du hjælper også mig,« sagde han til hende. »Hver gang du smiler.«
Kate grinede.
Da Eli tog hjem efter kirke, følte han sig varm som en fodboldbane på en solskinsdag. Jeg kan måske ikke at tage alle boldene, tænkte han. Men jeg kan stadig bruge mine hænder til at hjælpe mennesker.