Er mit barn med et handicap klar til at blive døbt?
Forfatteren bor i Utah i USA.
Min søn blev snart otte. Men hvordan kunne vi være sikre på, at han var parat til dåb?
Foto: Randy Collier
Der var mindre end et år til, at vores søn, David, blev 8 år. Min mand og jeg ønskede, at han blev klar til at indgå dåbens hellige pagter. Det betød at gøre ting som at læse Mormons Bog, studere om dåbspagten og gennemgå spørgsmålene i dåbsinterviewet. Alt det havde vi gjort med Davids storesøster, men David led af autisme, så det lå ikke lige for os at afgøre, om han skulle døbes.
Ja, vi vidste, hvad vi skulle gøre for at hjælpe ham med at blive beredt, men spørgsmålet, der lurede bag alle disse forberedelser, var: Burde David blive døbt? Var han klar? Havde han brug for at blive døbt? Forstod han, hvad han sagde ja til? Hvordan kunne vi virkelig vide, om vi gjorde det rigtige?
Som mange andre forældre, der har et barn med et handicap, så sendte disse spørgsmål os ud på en rejse, hvor vi søgte doktrinær indsigt og personlig åbenbaring.
Ansvarsalder versus ansvarlighed
Lære og Pagter 68:27 lyder: »Og deres børn skal døbes til deres synders forladelse, når de er otte år gamle, og modtage håndspålæggelsen.«
Hvis vi stolede helt og holdent på dette skriftsted, måtte vi konkludere, at ethvert otteårigt barn er klar til at blive døbt. Men skrifterne siger os dog også:
»Små børn er forløst ved min Enbårne …
derfor kan de ikke synde … førend de begynder at skulle stå til regnskab over for mig« (L&P 29:46-47; se også Moro 8:7-22).
Hvordan skulle min mand og jeg vide, om David kunne stå til regnskab? Vi fortsatte med at søge.
Vi opdagede, at Kirkens retningslinjer, hvad angår den enkeltes ansvarlighed både afhænger af ønsker og forståelsesniveau: Hvis David var værdig og ønskede at blive døbt og viste, at han kunne regnes for ansvarlig, skulle vi ikke holde ham tilbage.
Vi fandt også ud af, at hvis Davids handicap gjorde, at hans intellekt svarede til et lille barns, kunne han ikke holdes ansvarlig og havde ikke brug for frelsende ordinancer (se Håndbog 1: Stavspræsidenter og biskopper, 2010, 16.1.8; medlemmer, der har spørgsmål om Kirkens retningslinjer, kan rette henvendelse til deres biskop).
Davids intellekt var faktisk ret alderssvarende. Men jeg var dog stadig i tvivl om, hvorvidt David havde nået et passende niveau for at kunne regnes for ansvarlig. Jeg fortsatte med at bede og søge og håbe på vejledning, der kunne give mig fred.
Handicap og uskyld
Jeg kender nogle forældre, der har et barn med et handicap, der finder stor trøst i at læse, at de, der kommer igennem livet på jorden uden at kunne holdes ansvarlige forbliver uskyldige: »Alle små børn er levende i Kristus … For forløsningens kraft kommer alle dem til gode, som ikke har nogen lov … og for sådanne er dåben uden nytte« (Moro 8:22).
Profeten Joseph Smith beskrev også de børns tilstand, som dør, før de når ansvarlighedsalderen: »Og jeg så også, at alle børn, som dør, før de når ansvarlighedsalderen, bliver frelst i himlens celestiale rige« (L&P 137:10).
Jeg ved, at for de individer er dåben ikke nødvendig i dette liv. Jeg vidste også, at Gud vil hjælpe os til at vide, hvad der var bedst for David.
Søgen efter guddommelig vejledning
For dem med et handicap er der en lang række evner. Mange mennesker med handicap ligger rent mentalt over, hvad der svarer til en otteårig, og kan blive døbt og bekræftet, hvis de kan regnes for ansvarlige (se Håndbog 1, 16.3.5). Atter andre vil ikke kunne blive holdt ansvarlige. Jeg vidste, at min mand og jeg skulle rådføre os med vores søn, med Gud og med vores biskop, der sidder som »dommer i Israel« for at hjælpe med at træffe den inspirerede beslutning om, hvorvidt David var klar til at blive døbt (se L&P 107:76).
Disse ord fra Alma indgød mig stor fred: »Og se, eftersom I nu nærer ønske om at komme ind i Guds fold og at blive kaldt hans folk … hvad har I da imod at blive døbt i Herrens navn som et vidnesbyrd for ham om, at I har indgået en pagt med ham om, at I vil tjene ham og holde hans befalinger, så han kan udøse sin Ånd mere rigeligt over jer« (Mosi 18:8,10).
Efter al vores forberedelse, al vores undervisning derhjemme og i Primary, begyndte jeg at stille David spørgsmål, som jeg vidste, at han ville blive stillet ved et dåbsinterview.
Sommetider afspejlede hans svar forståelse, men andre gange vidste han ikke, hvad han skulle svare. Jeg spekulerede på, om vi gjorde det rigtige.
Endelig hviskede Ånden til mit hjerte: »Hvorfor spørger du ikke David, hvad han synes?«
Jeg gik til David og spurgte: »David, vil du gerne døbes?«
Han kiggede straks op på mig og sagde: »Ja!«
Da jeg spurgte ham, hvorfor han gerne ville døbes; sagde han: »For at blive som Jesus.«
Jeg blev hyllet ind i fred og vejledning. Jeg vidste i samme nu, at selvom David ikke forstod ethvert spørgsmål fuldt ud, var han rede til at blive døbt og bekræftet. Han vidste det, han behøvede at vide, og vigtigst af alt, vidste han, at han havde et ønske om at træde ind i Guds rige gennem dåb.
Den dag David blev døbt og bekræftet som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige var fuld af kærlighed, venskab og fred. Lokalet var fyldt med familie, menighedsmedlemmer, skolekammerater, ja, tilmed lærerne fra Davids skole. Det eksempel David viste den dag på at vælge at følge Jesus og blive døbt, var et eksempel, der påvirkede mange positivt. Vores familie er blevet stærkere, fordi vi havde mulighed for at lære, hvordan Guds gerninger blev åbenbaret gennem vores søn, David (se Joh 9:3).