Stol på alle dine indtryk, ikke kun det første, og på Åndens vejledning

Marie Netzler

Første gang jeg mødte Kurt, var han ikke en, som jeg tænkte, jeg kunne gifte mig med i templet. Hvordan kunne vi komme videre med vores forhold?

I februar 2013 mødte jeg en ung mand ved navn Kurt til et middagsselskab. Han var usoigneret, ubarberet og havde tømmermænd. Jeg lagde ikke ret meget mærke til ham. Fire måneder senere så jeg en flot ung mand, som jeg med det samme blev meget betaget af. Vi mødtes kun i fem minutter, men jeg blev klar over, at det var Kurt – den usoignerede fyr, jeg havde mødt nogle måneder før. Jeg undrede mig over hans forandrede udseende.

To uger efter fik jeg til min overraskelse en sms-besked fra Kurt, som inviterede mig med ham og nogle venner i biografen. Jeg diskuterede med mig selv, om jeg skulle tage med. Hvordan havde han overhovedet fået fat i mit nummer? Jeg kendte nærmest ikke manden, mit første indtryk af ham var ikke specielt godt, og det virkede ikke, som om vi havde meget til fælles. Tøvende besluttede jeg mig alligevel for at tage med.

Efter filmen inviterede Kurt mig på middag, og jeg sagde kun ja, fordi jeg var virkelig sulten, men den middag ændrede alt. Mit første indtryk af ham ændrede sig, da jeg fandt ud af, at han virkelig kunne få mig til at smile og grine. Han var så nem at tale med, og vi blev venner lige med det samme.

»Hvad laver vi?«

Efterhånden som tiden gik, voksede vores venskab og vores følelser for hinanden. Før vi kunne udvikle et romantisk forhold, var der dog en indre kamp i mig: Han var ikke medlem af Kirken. Jeg vidste, at jeg ville giftes i templet og oplære mine børn i evangeliet. Jeg ville have en evig familie. Så hvad havde jeg gang i med det her forhold?

Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget. En aften, hvor vi kørte tilbage til mit hjem, spurgte jeg: »Hvad laver vi?« Jeg fortalte ham, at vi var nødt til at stoppe op og ikke lade vores venskab udvikle sig til mere. Jeg sagde, at jeg ikke ville gøre mig selv eller ham ulykkelig ved at starte et forhold bare for så at være nødt til at gå fra hinanden, fordi jeg ville giftes i templet. Jeg fortalte ham, at livet ikke kun handler om mig eller om os, men om vores fremtid og fremtidige børn. Jeg sagde, at jeg godt vidste, at det var skørt, og at jeg var alt for langt fremme i tankerne, men at jeg blot prøvede at være realistisk og spare os for knuste hjerter senere.

Han lyttede, og til min store overraskelse sagde han: »Jeg vil gifte mig med dig i templet.« Jeg tvivlede på ham – hvordan kunne han love det? Han forsikrede mig om, at han mente det og bad mig om at stole på ham.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men det var nok første gang i mit liv, at jeg har bedt med så oprigtig hensigt. Jeg fastede og bad gennem hele forløbet, og jeg havde en tryg følelse af, at det var rigtigt, og at jeg skulle fortsætte ad denne vej. Mine tidligere forhold havde føltes godt, men med Kurt føltes det for første gang i mit liv rigtigt – ikke bare godt, men rigtigt – og jeg følte mig hjemme.

Med denne beroligelse fra Ånden overgav jeg mig til at stole på Kurt og fortsætte vores forhold. Jeg vidste, at det stadig kunne ske, at det ikke gik, men jeg vidste også, at jeg ville holde fast ved min beslutning et tempelægteskab.

Stol på Herren, og gå fremad

Kurt begyndte at mødes med missionærerne. I løbet af undervisningen gik det op for mig, at han havde søgt viden om Kirken i over et år, før vi mødtes. Jeg opdagede også, at han med vilje ikke havde stillet mig spørgsmål om religion, fordi han selv ville finde frem til sandheden og ikke lade sig påvirke af sine følelser for mig.

Han blev døbt, og vi blev gift og beseglet i templet i Hamilton i New Zealand et år senere. Han holdt sit løfte om at gifte sig med mig i templet, og han holder stadig sin pagt tæt ved sit hjerte. Efter seks et halvt års ægteskab har vi stadig et fantastisk forhold. Vi har en søn, som vi elsker højt, og vi stræber hver dag efter at lære ham om Jesu Kristi evangelium.

Jeg er glad for, at jeg ikke lod mit første indtryk af Kurt blive mit eneste. Han er ikke den samme, som da vi mødtes første gang. Jeg er glad for, at jeg stolede på ham og på Åndens vejledning i vores forhold. Og jeg er taknemmelig for, at jeg stod fast på det, jeg tror på, for min egen og min fremtidige families skyld. Jeg vidste, at jeg ville besegles i templet, ikke bare fordi det er »det rigtige at gøre«, men fordi den pagt, vi indgår i templet, sætter os på en vej, der lader vores familie, vokse, komme videre og blive evig. Som præsident Russell M. Nelson så smukt har formuleret det: »Frelse [er] en opgave for den enkelte; ophøjelse er en opgave for familien« (»Frelse og ophøjelse, Liahona, maj 2008, s. 10).