Tilegner sig vidnesbyrd rundt om i verden
Forfatteren bor i Utah i USA
Dette er historien om, hvordan jeg sluttede mig til Kirken, og min familie blev aktiv i evangeliet.
Illustration: Pauline Grayson
Jeg blev født i Spanien og boede der i otte år. Vi kom ikke meget i kirke, så jeg blev ikke døbt, da jeg blev otte, men jeg ville virkelig gerne. En dag spurgte jeg mine forældre, hvorfor vi ikke gik i kirke mere, og hvorfor jeg ikke var blevet døbt.
Da jeg forklarede dem, at jeg gerne ville døbes, blev de rørt og begyndte at komme i kirke igen. Det var rart. Min mor var et meget godt eksempel og en stor inspiration for mig. Hun havde et stærkt vidnesbyrd og læste ofte i skriften.
Senere hen flyttede vi til Venezuela, hvor min far var fra. Der boede vi i to år, og på grund af økonomiske udfordringer havde vi det svært. Men der var også gode ting ved det. Jeg var vild med maden, og jeg havde familie, der var spændte på at møde mig. De var meget ydmyge mennesker, og vi gik alle i kirke sammen og følte Ånden.
Selvom vi gik i kirke, og jeg kunne føle Ånden, vidste jeg, at min familie og jeg manglede noget. Jeg følte virkelig, at vi havde brug for at blive beseglet som en evig familie. En søndag formiddag opfordrede biskoppen alle i menigheden til at læse hele Mormons Bog inden årets udgang. Jeg vidste, at det ville hjælpe mine forældre og mig til at efterleve Herrens evangelium. Lidt efter lidt begyndte Frelseren at give os meget kundskab og flere velsignelser, mens vi læste Mormons Bog, og vi fortsatte med at læse skrifterne regelmæssigt.
Snart efter blev jeg døbt. Jeg kunne virkelig føle Ånden i mit liv, og det kunne mine forældre også. Mit vidnesbyrd begyndte at vokse mere. Vi flyttede til Florida i USA, og måtte igen lave meget om og ofre noget igen, ligesom da vi forlod Spanien. Men vores vidnesbyrd blev stærkere. Vi gik i kirke hver uge, og blev ved med at læse i skriften.
Efter en masse arbejde og en masse studium af skrifterne og valg af det rette, ønskede vi at blive beseglet som evig familie. Vi talte med vores biskop, og selvom det tog lidt tid, oprandt dagen endelig. Vi var så spændte på at skulle ind i templet.
Jeg fik lov til at udføre dåb, mens jeg ventede på, at mine forældre modtog deres egne tempelordinancer. Jeg følte, at jeg blev døbt igen. Jeg var rigtig glad for, at jeg kunne hjælpe folk på den anden side af sløret. Nu tager min familie og jeg til templet hver uge. Jeg udfører dåb regelmæssigt, for jeg elsker at hjælpe der. Jeg er så glad for at være blevet beseglet i templet til mine forældre for al evighed, og at jeg har fået mulighed for at leve med dem for evigt.