2020
At være single minder mig om at stole på hele Guds plan for mig
Juni 2020


Kun digitalt: Unge Voksne

At være single minder mig om at stole på hele Guds plan for mig

Jeg blev lykkelig, da jeg endelig gav slip og stolede på vor himmelske Faders hele plan.

Da jeg var 30 år, stillede min ven mig nogle spørgsmål, der ændrede mit liv. Han spurgte: »Hvis du havde alle penge i hele verden, hvad ville du så gøre?« Jeg gav nogle enkle svar, f.eks. købe et hus, sørge for min familie, være økonomisk uafhængig af andre osv.

Han gik så lidt dybere og spurgte: »Hvis du nu havde alle de ting og alle penge i hele verden, hvad ville du så gøre?« I det øjeblik gik det op for mig, at jeg uanset min civilstand havde meget at give verden. Jeg tænkte over de ting, jeg kunne lære og dele, og den forskel jeg kunne gøre.

Et ændret fokus

Da jeg var ung, var min drøm at finde en ægtefælle og blive gift i templet og stifte familie. Jeg troede, at det var mit eneste formål i livet. Så da det ikke skete tænkte jeg: »Hvis det at blive gift er det vigtigste i mit liv, hvorfor har jeg så ikke fået muligheden for det?«

Da min ven havde stillet mig de spørgsmål, forstod jeg endelig, hvad livets sande formål er. Jeg tror stadig, at det at blive gift og få børn er centralt for vor himmelske Faders evige plan for hver af os, men jeg har fundet ud af, at det ikke er hele planen.

Vi er her på jorden for at vokse, dele sandheden, følge Jesus Kristus og til sidst vende tilbage til vor himmelske Fader (se Alma 34:32).

Med det i tankerne begyndte jeg at bede Gud om hjælp til at finde mit formål og mine styrker. Bøn og mine egne bestræbelser på at prøve nye hobbyer og øge min tro viste mig med tiden mit formål. Jeg blev klar over, at jeg har meget stor tro på Jesus Kristus. Og at en del af mit formål og min plan her på jorden er at hjælpe andre med også at udvikle og styrke deres tro på ham. Denne sandhed har givet mig en fornemmelse af retning i mit liv og hjulpet mig med at fokusere på at blive den, som han ønsker, at jeg skal være.

Jeg har fundet mit formål

Da jeg var i tyverne, handlede mange af mine samtaler om det at være single. Jeg havde kun fokus på min »triste« situation. Nu har jeg lært, at det er godt at have ægteskab som et mål, men at jeg godt samtidig kan opfylde andre formål og opsøge nye muligheder.

Hvis du ikke er sikker på, hvad du skal gøre lige nu, har præsident Russell M. Nelson et godt råd til at komme i gang:

»Spørg jeres himmelske Fader i Jesu Kristi navn, hvad han føler for jer, og hvad jeres mission er her på jorden. Hvis I spørger med oprigtig hensigt, vil Ånden over tid hviske jer den livsændrende sandhed.

Jeg lover jer, at når I begynder at fange blot et glimt af, hvordan jeres himmelske Fader ser jer, og hvad han regner med, at I gør for ham, så vil jeres liv aldrig blive det samme!« (»Vær det bedste, jeres generation har at byde på«, Liahona, okt. 2016, s. 49).

De ord er så dybsindige.

Selvom jeg har idéer til, hvad jeg vil have i mit liv (fantastiske idéer, synes jeg selv!), så ved Gud mere, end jeg gør. Og hans plan vil lede mig af mere fantastiske veje, end jeg selv kunne have forestillet mig.

Vær åben for nye forhåbninger

I starten var det svært at forlige mig med vor himmelske Faders plan for mig. Jeg måtte være åben for nye idéer, nye visioner og nye forhåbninger. Det gjorde nogle gange ondt, når livet ikke blev, som jeg havde planlagt. Min patriarkalske velsignelse indeholdt nogle specifikke løfter, der ikke blev til virkelighed. Men jeg holdt op med at bekymre mig, da jeg endelig gav slip på mine egne idéer og besluttede at stole på, at alle mine lovede velsignelser vil blive opfyldt – fordi jeg ved, at det vil ske, i henhold til hans timing.

Hvis vi har tillid til og fokus på hele vor himmelske Faders plan for os, får vi også den evige glæde, som han lover os (se 2 Ne 2:25). Vi finder vores personlige missioner. Vi bliver dem, som han ønsker, at vi skal blive. Og på samme tid forbereder vi os på alle vores evige velsignelser – også ægteskabet.

På grund af dette ændrede perspektiv fandt jeg den sande glæde i mit liv. Jeg kender ikke alle svarene, men han fortsætter med at kaste lys over mit liv lidt efter lidt.