Unge voksne
Fjern presset for at finde en evig partner
Kirken er meget lille i Polen. Faktisk er den lille overalt i Østeuropa. Vi har ofte ikke en masse medlemmer af Kirken på vores egen alder i vores land, for ikke at sige menigheder og stave. Heldigvis bliver der holdt konferencer for unge voksne hvert år i mange europæiske lande.
Disse konferencer bliver ikke nødvendigvis organiseret for hjælpe en med at finde det »perfekte match«, men mest for at hjælpe unge voksne med at få nye venner, der deler samme værdier og styrke deres tro ved at tale med andre om deres åndelige oplevelser.
Fokus på venskaber
Under en konference i Polen i 2010, mødte jeg Radu. Han var fra Rumænien. Vi talte kort sammen, men snart efter tog han på mission og vores veje krydsede først hinanden under en anden konference tre år senere. Der havde vi rent faktisk tid til at lære hinanden at kende lidt, men jeg skulle på mission en måned senere. Radu ønskede mig al mulig held og lykke og sagde: »Lad os holde kontakten.« Det troede jeg ikke rigtigt, at han ville, men det gjorde han. Han skrev breve til mig gennem hele min mission. Der var intet romantisk i brevene, men han blev en af mine kære venner. Og jeg var så glad for den respekt, han viste mig og missionering generelt.
Da jeg vendte hjem, var både Radu og jeg meget spændte på rigtigt at lære hinanden at kende – efter så mange år! Vi valgte at mødes et sted, der var til at betale for os begge, det blev Belgien, hvor vi kunne tilbringe noget tid sammen. Vi talte og talte og talte så lidt mere.
Vi lagde ikke noget pres på vores forhold. Vi fokuserede på at opbygge et venskab og bare lære hinanden at kende. Vi havde det altid sjovt sammen, men vi havde også meget meningsfulde og dybe samtaler om de ting, der betyder mest. Med tiden blev vores venskab stærkere. Vi skypede næsten dagligt og med tiden begyndte vi at bede sammen om aftenen. Senere begyndte vi at besøge hinandens land med få måneders mellemrum.
»Lad os bede om det«
Efter et stykke tid begyndte jeg at blive urolig, for jeg følte, at vores venskab var ved at udvikle sig til noget mere. Men han var fra Rumænien! Jeg havde ikke lyst til at indgå i et langdistanceforhold, for et forhold kunne føre til ægteskab, hvilket ville betyde, at en af os skulle flytte til et andet land. Det følte jeg mig ikke klar til.
En dag, hvor jeg var særlig bekymret, mindede Radu mig om et enkelt, men stærkt princip. Han sagde: »Lad os bede om vores forhold og se, hvad vi føler.«
Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke havde tænkt på det tidligere. Men det var det bedste råd, jeg fik på det tidspunkt. Så jeg bad om vejledning.
Jeg forventede ikke noget specifikt svar på det tidspunkt, men jeg besluttede at fortsætte med at lære Radu bedre at kende. Jeg håbede på, at vor himmelske Fader ville advare mig, hvis vores forhold ikke var noget at fortsætte med. Men over tid kom svaret på det, jeg havde bedt om. Jeg talte med min familie og mine venner om Radu, og alle samtaler bekræftede mig i, at jeg gik i den rigtige retning.
Snart indså jeg noget sjovt. Efter endnu en dejlig samtale med Radu via Skype en aften sagde jeg til mig selv: »Han er virkelig den bedste ven, jeg nogensinde har haft. Jeg vil gerne være hans ven for evigt!« Da slog det mig. Straks var der en stemme i mit hoved, der svarede på min egen kommentar: »Jamen, så er du nødt til at gifte dig med ham!« Jeg vidste, at vor himmelske Fader smilede over mit forhold til Radu. Jeg kunne se, at han var min bedste ven, og at vi kunne blive lykkelige sammen.
Lettede presset for at finde en evig partner
Så jeg flyttede til Rumænien og giftede mig med Radu. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville ende i Rumænien. Men nu har vi været gift i fire år, og vi har en skøn datter, Amelia.
Jeg ved, at I tænker, at jeg blot er endnu en enlig voksen, der mødte min sjæleven ved en ungdomskonference, og tingene bare gik glat. Men det er ikke sandt. Årsagen til, at jeg fortæller jer denne historie, er at få jer til at holde op med at presse jer selv for at finde en evig partner og i stedet for lade Gud vejlede jer.
Tog jeg med til de konferencer for at finde en mand? Nej.
Troede jeg, at en af de fyre, jeg mødte der, ville blive min mand? Ikke rigtigt.
I stedet for fjernede jeg presset for at finde den, jeg troede, jeg ville giftes med, og tog blot til de konferencer for at mødes med andre og få venner – hvilket er præcis, hvad Radu og jeg var i begyndelsen.
Presset for at finde vores evige partner så hurtigt som muligt kan være meget reelt sommetider. Men der er ingen tidsgrænse for evige forhold. Der er ingen grund til at stresse over det. Livet handler ikke om at blive gift, men snarere om at blive den bedste version af sig selv og lade Gud føre sin plan ud i vores liv. Ja, vi bør alle komme ud, troppe op, møde folk og få nye venner og træde ud af vores komfortzone. Men det bør vi gøre med den tanke, »at jeg tager af sted for at have det sjovt og møde nogle dejlige venner« frem for at tænke, at »jeg skal holde øjnene åbne for den eneste ene, hvis jeg ikke skal ødelægge mit liv!«
En ting, som Radu fortalte mig, da vi var blevet forlovet, var, at han plejede at føle sig lidt stresset omkring de piger, han godt kunne lide, men sådan havde han det ikke med mig. Han fortalte, at han på grund af vores venskab altid følte sig afslappet, og at han bare kunne være sig selv.
Så læg mærke til de gode mennesker omkring jer og nyd livet, hvor I er lige nu. For helt ærligt, når I holder op med at stresse og bare vælger at opbygge venskaber og lærer at elske, hvem og hvor I er, så bliver livet langt mere fornøjeligt.
Stol på Guds plan for vores fremtid
Radu og jeg er ikke fuldkomne. Vi kiggede ikke rigtigt efter den helt rigtige person – vi var blot os selv. Jeg har lagt mærke til, at den man virkelig er, og hvordan man lever, er det mest attraktive for andre. Når I stræber efter at følge Jesus Kristus, vil I tiltrække andre, der også gør deres bedste for at følge ham.
Jeg har også lært, at efterhånden som vi bliver bedre og har fuld tiltro til, at Gud står ved roret, inviterer vi hans hånd ind i vores liv – og når vi anerkender hans hånd i alt, er der ingen grund til at frygte fremtiden. Husk, hvad Herren lærte Nefi: »Og jeg vil også være jeres lys i ørkenen; og jeg vil berede vejen for jer, dersom I holder mine befalinger; for så vidt som I holder mine befalinger, skal I derfor blive ført mod det forjættede land; og I skal vide, at det er af mig, at I bliver ført« (1 Ne 17:13).
Det er ikke meningen, at vi konstant skal lægge pres på os selv for ikke at kunne leve op til visse forventninger eller nå visse milemæle på en bestemt tid. Vor himmelske Fader har i sandhed en anden tidsregning end vores – den er evig. Han har en plan for, hvordan vi får enhver velsignelse, vi søger. Når vi gør vores bedste for at stole på hans plan og finde mening i de omstændigheder, vi nu end befinder os i, er det der, vi finder sand lykke. Hans plan vil altid være bedre end den, vi selv har lagt.