Kun digitalt
Han havde brug for en præstedømmevelsignelse. Kunne jeg give den?
Jeg havde altid været bange for at give præstedømmevelsignelser. Ville jeg være klar, når øjeblikket bød sig?
En dag var min mor og jeg på vej hjem, da en mand på cykel kom ned ad en lille bakke. Pludselig drejede cyklisten brat for at undvige en modkørende lastbil. I et splitsekund, der føltes som en evighed, fik det skarpe sving manden til at miste kontrollen over sin cykel, han fløj over cykelstyret og landede voldsomt med hovedet på vejen. Vi holdt ind til siden med det samme. I panik kom jeg ud af min bil og løb hen til ham. Han trak vejret tungt, men han var ikke ved bevidsthed.
Jeg vidste med det samme, at denne mand havde brug for en præstedømmevelsignelse, men jeg kunne ikke lade være med at tvivle på, om jeg kunne give den.
I det øjeblik, kom jeg i tanke om noget, jeg havde hørt ældste Jeffrey R. Holland sige, da jeg var en ung bærer af Det Aronske Præstedømme: »Unge mænd, I vil, hvis det ikke allerede er tilfældet, lære, at i utrygge, selv i farlige stunder, vil jeres tro og jeres præstedømme kræve det allerbedste af jer og det bedste, I kan kalde ned fra himlen …
… Den dag kan komme – jeg er faktisk sikker på, at den vil komme – hvor lynet så at sige vil slå ned i en uventet situation eller et kritisk øjeblik, og I vil stå med fremtiden i jeres hænder. Vær rede, når den dag kommer« (se »I skal hellige jer«, Liahona, jan. 2001, s. 47, 49).
Overvandt min frygt
Som ung sank disse ord dybt ind i mit hjerte og hjalp mig til at blive en værdig bærer af Det Melkisedekske Præstedømme. Men i årevis efter jeg havde modtaget præstedømmet, kunne jeg ikke få mig selv til at give andre en præstedømmevelsignelse,og det var primært på grund af frygt.
Jeg var bange for, at jeg var uværdig, eller at jeg ikke ville sige de rette ting. Denne frygt afholdt mig fra at bruge den præstedømmemyndighed, jeg var blevet betroet, til at nedkalde himlens velsignelser over andre. Men inderst inde vidste jeg, at ville jeg højne det præstedømme, måtte jeg ændre de følelser. Jeg havde brug for at overvinde min frygt for og usikkerhed omkring af bruge Guds magt til at velsigne andre.
Ved at udøve tro på Herren og handle på hans tjeneres inspirerede råd, bragte jeg mit liv i bedre overensstemmelse med hans vilje. Jeg tog mig tid til at udøse min sjæl i bøn hver dag, og jeg bad om at blive styrket af mit studium af skrifterne. Jeg delte skriftsteder med dem, der dukkede op i mine tanker, mens jeg læste. Jeg lyttede til generalkonferencetaler. Jeg bar mit vidnesbyrd om evangeliet for andre. Og jeg fastede, når jeg havde brug for ekstra styrke.
Da jeg fulgte disse basale instrukser i den hensigt at samordne min vilje til Guds, kunne jeg mærke Helligånden mere, min åndelighed blev større, og min forbindelse med himlens kræfter blev styrket. Og til sidst fik jeg modet til at give en velsignelse til trøst og vejledning.
Jeg husker, at jeg først var nervøs og bekymret for, hvad jeg skulle sige. Men da Ånden skyllede ind over mig, forsvandt min frygt, og min bekymring blev erstattet af selve de ord, jeg skulle sige! Det føltes så rigtigt, som om jeg havde været uden kontakt til den side af mig alt for længe!
Siden da er jeg blevet bedt om at give velsignelser flere gange, jeg kan huske, og jeg elsker det! Hver gang jeg giver en velsignelse fra Herren til hans børn, bliver jeg velsignet umiddelbart. En præstedømmevelsignelse velsigner virkelig alle involverede.
Trak på Herrens magt, da det virkelig gjaldt
Ligesom ældste Holland havde profeteret, slog lynet ned den dag på vejen i form af en forulykket cyklist. Havde jeg ikke arbejdet med Herren i de foregående år for at overvinde min frygt for at give velsignelser i tryggere rammer, ville både cyklisten og jeg have været hjælpeløse i den potentielt livstruende situation. Men Herren vejledte og styrkede mig, jeg knælede ved siden af ham og hviskede sagte de ord, jeg følte mig tilskyndet til at sige, mens jeg velsignede ham.
Da jeg var færdig så jeg op, og der stod en politimand ved siden af mig. Han havde tilfældigvis været bag os hele tiden og havde ringet efter en ambulance. Men den tilskadekomne mand kom hurtigt til bevidsthed, og han insisterede på, at han havde det godt og kørte væk på sin cykel, hvor han krydsede ambulancen længere nede ad vejen. Selvom jeg forstår, at det ikke er alle præstedømmevelsignelser, der giver sådant et umiddelbart resultat, var det en oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Jeg er så taknemmelig for, at jeg var rede, da tiden var inde.