Vi havde brug for endnu et mirakel
Daniel Payne fra New Mexico i USA
»Vi havde allerede oplevet et mirakel ved, at min hustru blev gravid. Nu havde vi brug for et mere.
Min hustru, Sarah, var 24 uger henne i graviditeten, da hun begyndte at få en masse smerter. Jeg gav hende en velsignelse og tog på arbejde. Jeg var stadig på arbejde, da hun ringede og bad mig om at komme hjem og tage med hende på hospitalet.
»Jeres barn er på vej ud,« fik vi at vide, da vi kom derhen. Eftersom Sarah kun var 24 uger henne, var et akut kejsersnit barnets bedste chance for at overleve.
»Din hustru behøver ikke at skulle igennem endnu et traume,« sagde lægen til mig. »Hun mister barnet under alle omstændigheder.«
Sarah og jeg talte og bad om det, lægen havde sagt. Vi følte, at vi ville tage enhver chance for at vores barn ville overleve. Vi havde haft svært ved at få børn. Vores ældste søn, Taylor, er adopteret. Da Sarah blev gravid to år efter, vi havde adopteret Taylor, følte vi, at det var et mirakel. Nu havde vi brug for endnu et mirakel.
Lidt senere kom der en speciallæge ind til os og sagde: »Jeg tror, at vi har tid til at få din hustru til et børnehospital i El Paso i Texas, hvor de har udstyret til at tage sig af for tidligt fødte og syge nyfødte. Der vil barnet have en chance!«
En ambulance kørte fra vores lokale hospital med Sarah i al hast mod børnehospitalet, som lå 45 minutters kørsel væk. Jeg fulgte efter og tryglede Herren om et mirakel. Jeg lovede ham, at jeg ville blive på evangeliets sti og prøve at blive bedre.
På hospitalet sagde jeg til lægen på den neonatale intensivafdeling: »Vi ved, at det allerede er et mirakel, at min kone er gravid. Nu forventer vi et mere.«
Fødslen gik godt og vores barn overlevede. Efter fire og en halv måneds intensiv pleje på neonatalafdelingen på sygehuset, kunne vi tage Shanna hjem. Vi havde fået endnu et mirakel. Der gik ikke mange år, før vi modtog endnu et mirakel – Herren velsignede os med tvillinger.
Shanna lider af en lidt lavere intelligenskvotient, og hun sidder i kørestol, men hun er fuld af glæde, altid positiv og en ven med alle. Hun elsker at fortælle om sin dag, og hun glædes ved livet. Hun får os til at smile og lærer os at være lykkelige. Vi elsker hende og er taknemmelige for hende. Shanna er en sand velsignelse.