2020
»Jeg vil ikke fornægte min tro«
Juni 2020


»Jeg vil ikke fornægte min tro«

Edouard Ngindu er fra Katoka i Den Demokratiske Republik Congo

Jeg blev genstand for spot og foragt på arbejdet. Hvorfor holdt jeg fast i et job, der var blevet en trussel mod mit åndelige velbefindende?

man reading scriptures

Illustration: Greg Stevenson

Kort tid efter jeg var blevet ansat som viceleder på et stort bibliotek, begyndte mit team og jeg på et stort projekt med digitalisering af 37.000 bøger. En dag blev jeg kaldt ind på chefens kontor.

»Edouard,« sagde han, »jeg er blevet inviteret til tale om vores digitaliseringsprojekt i USA og anbefale nogle nyanskaffelser. Jeg er blevet bedt om at tage en betroet kollega med mig. Jeg har tillid til dig, men ikke til din kirke. Hvis du frasiger dig din tro, kan du komme med mig.«

Inden jeg kunne nå at sige noget, bad han mig om at tænke over det og forlade kontoret.

Den aften fortalte jeg min hustru om det, der var sket. Hun opfordrede mig til at have tro. Den næste dag fortalte jeg min chef, at jeg holdt fast i min tro. Han blev vred og sagde, at han ville rejse alene.

Et år senere fik jeg mulighed for at rejse til Frankrig til efteruddannelse i fundraising og indkøb til og ledelse af et bibliotek. Jeg havde brug for min chefs godkendelse. Han sagde, at han ville godkende det, hvis jeg afskrev min tro. Jeg afslog igen. Så rev han dokumentet i stykker og kastede det i hovedet på mig. Noget efter kom chefen hen til mig igen.

»Jeg skal af sted på en anden tur,« sagde han. »Du kan komme med, men betingelsen er den samme. Jeg vil aldrig rejse med et medlem af din kirke.«

»Jeg vil ikke fornægte min tro,« svarede jeg. Han gik uden at sige et ord. Snart begyndte han at tale om mig med mine kolleger.

»Jeg har givet ham muligheder,« sagde han blandt andet. »Men han har afslået dem allesammen på grund af hans blinde tro. Han er et fjols.«

Fra da af blev jeg genstand for spot og foragt på arbejdet. Jeg følte mig nedslået. En aften, hvor jeg tumlede med dette problem, slog jeg op i Bibelen og læste: »Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede« (Matt 5:29).

Hvis Herren siger, at vi skal skille os af med noget for at redde os selv, hvorfor holdt jeg så fast i et job, der var blevet en trussel mod mit åndelige velbefindende? Den næste dag sagde jeg op.

I dag fryder jeg mig over min beslutning. Med mod og tro på Jesus Kristus, kom jeg igennem ydmygelse på arbejdspladsen og midlertidig arbejdsløshed. Mit nye job giver muligheder, jeg ikke havde før. Herren har velsignet mig, og jeg takker ham for hans venlighed og kærlighed mod mig.