2021
Er I det eneste medlem af Kirken i jeres familie? Så er I ikke alene
April 2021


Kun digitalt: Unge Voksne

Er I det eneste medlem af Kirken i jeres familie? Så er I ikke alene

Det kan være svært at være det eneste medlem af Kirken i jeres familie. Disse unge voksne giver råd til at forblive stærk i troen på trods af modstand.

en familie sidder sammen på sofa og smiler

Få ting i livet er mere smertefuldt end meget stærkt at tro på noget og så opleve, at dem man elsker højst i verden afviser eller tilmed latterliggør de overbevisninger. Jesu Kristi evangelium bringer glæde og tilfredshed på så mange måder. Disciplens vej kan til tider være ensom, når man tager et skridt fremad i evangeliet, men en ven, forælder eller endda ægtefælle ikke støtter eller deler ens tro.

Uanset hvad jeres situation end er, kan I altid have et håb på egne og jeres families vegne på grund af Frelseren Jesus Kristus. Når I mister håbet eller bliver mismodige omkring jeres situation, så husk at »Frelseren elsker at genoprette det, I ikke kan genoprette, han elsker at læge de sår, I ikke kan hele. Han kompenserer for enhver uretfærdighed i jeres liv, og han elsker at hele knuste hjerter permanent.«1

Uanset om I er det eneste medlem af Kirken i jeres familie, eller I har kære, der har forladt Kirken, kan de råd, der deles her af andre unge voksne, give jer styrke og håb til at blive ved med at gå fremad.

Sæt Herren først

»Jeg troede, da jeg blev døbt for seks år siden, at mine forældre ville blive interesserede i evangeliet og gå med til at blive døbt, men det skete ikke. En dag læste jeg i skriften: ›Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd‹ (Matt 10:37). Jeg forgudede mine forældre, så jeg tænkte over, hvordan jeg kunne elske Herren mere end dem.

Mine forældre var ikke imod, at jeg blev medlem, men nogle gange havde de det dårligt med, at jeg brugte mere tid på at læse i skrifterne eller tage i kirke, end jeg brugte med dem på sabbatten. Og det var svært at forklare, hvorfor jeg ikke længere gjorde visse ting om søndagen.

»Vi havde en smule gnidninger, men jo mere jeg læste i skrifterne og lærte min Frelser og min himmelske Fader at kende, jo mere voksede min kærlighed til min familie. Og jeg vidste, at hvis jeg fulgte Jesus Kristus, ville min familie blive velsignet. Jeg besluttede at sætte ham før alt andet. Det er vel overflødigt at nævne, at tingene mellem mig og min familie blev ved med at forbedre sig. Jeg ved, at hvis jeg er lydig mod Herren, vil han fortsat velsigne min familie og mig.«

– Magaly Perez er fra Coahuila i Mexico

Vær respektfuld over for hinanden

»Min familie har lært mig at være respektfuld over for andre. Selv om vi ikke tror på det samme, lærer de mig meget og hjælper mig til at blive mere som Frelseren. Jeg plejede at være ked af, at jeg måske ikke kunne være sammen med min far for evigt, men jeg ved, at Gud elsker min familie.«

– Anicée Dufour er fra Provence-Alpes-Côte d’Azur i Frankrig

Hjælp dem tålmodigt med at forstå

»Jeg forsøger at være ekstra betænksom, når jeg besvarer min families spørgsmål og bekymringer om evangeliet. Det varede længe, men til sidst fik jeg dem til at se udover deres tidligere fordomme, og hjalp dem til at indse, at jeg bare forsøgte at være den bedste person, jeg kan være.«

– Brian Steven King er fra North Carolina i USA

Vær et godt eksempel

»Forbliv stærk. I opløfter og inspirerer dem omkring jer mere, end I kan forestille jer.«

– Leanna Mohlman er fra Utah i USA

Vid, at I ikke er alene

»Vi har hver især en forskellig omvendelseshistorie. Og selvom vores familieforhold kan være udfordrende, vil Gud, når vi fortsat følger hans ord, lede os hver dag. Jeg har indset, at når jeg står med Gud, står jeg aldrig alene. Og det får mig til at fortsætte fremad på stien. Det er det hele værd.«

– Caloy Casuyon er fra Negros Occidental i Filippinerne.

Hold fokus på jeres egne evige mål

»Mine forældre støtter ikke min tro. Men jeg har fortsat håb om, at hvis jeg er vedholdende og et godt eksempel, vil deres hjerte blødgøres. Jeg ved, at min familie er vigtig, men jeg har altid øje for mine evige mål og min egen rejse i livet på jorden.«

– Kayla Gonzales er fra Texas i USA

Husk, at Kristus ved, hvordan I har det

»Min far og jeg er de eneste aktive medlemmer i vores familie. Det, der giver mig håb er, at Kristus også har følt sig ensom til tider. Og selvom min familie og jeg vælger forskelligt og ønsker forskellige ting, er kærligheden mellem os enkel.«

– Merania Stanley er fra New South Wales i Australien

Styrk jeres forhold til vor himmelske Fader

»Når jeres familie ikke støtter jer eller øver modstand mod jeres tro, tror jeg, at det er vigtigt at gøre ting, der styrker jeres personlige forhold til vor himmelske Fader. I stedet for at prøve at sælge evangeliet eller jeres argumentation til jeres familie eller, så fokuser på at blive den bedste, I kan være, og på at udvikle jer åndeligt og være tålmodig. Hold fast i jeres beslutninger og se dem som en del af jeres evige udvikling. Folks hjerte ændrer sig, når de kan se, hvad Jesu Kristi evangelium gør for jer, og hvordan I lever jeres liv.«

– Romana Morris er fra St. Philip i Barbados

Vælg at gå fremad med Kristus

»Jeg ved bare, at hvis jeg gør det, jeg bør gøre, og er et lys for andre, vil alt ordne sig. Jeg er ikke bekymret for den vej, min familie vælger, Jeg kan ikke kontrollere deres beslutninger, men jeg kan kontrollere mine. Og jeg kan vælge at gå fremad med Kristus, selv hvis de ikke gør.

Gud tager sig af os alle, uanset om vi er medlemmer af hans kirke eller ej. Jeg beder for min familie, jeg kommer deres navne på bønnelisten i templet og jeg tjener dem. Jeg er taknemmelig for de forskellige perspektiver, vi har, og for det, de lærer mig. Og jeg er bare taknemmelig for at have dem i mit liv, uanset vores forskelle.«

– Megan Johnson er fra Utah i USA

Herren vil vejlede jer

Selvom det til tider kan være hårdt, når jeres familieforhold i evangeliet ikke er, som I måske havde håbet de ville være, kan I gå fremad med glæde og tro og vide, at Herren altid vil støtte jer i jeres kampe. Og ikke alene det, men han kan også vejlede jer i at vide, hvordan man udviser kærlighed, viser forståelse og er barmhjertig mod jeres kære, der er uenige med jer eller som tror på noget andet.

Ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum har lovet, »at når vi fokuserer på vores kærlighed til Frelseren og hans forsoning, gør ham til midtpunktet for vores bestræbelser på at indsamle Israel på begge sider af sløret, viser andre omsorg og hver især forbereder os på at møde Gud, vil modstanderens indflydelse mindskes, og glæden, fryden og freden ved evangeliet vil forøge den kristuslignende kærlighed i vores hjem.«2

Husk altid, at I aldrig er alene. I kan have meningsfulde forhold med jeres familiemedlemmer, og I kan altid vælge at være et eksempel på det, I tror på, selv om de ikke tror på det samme. Og husk frem for alt, at Frelseren forstår, hvordan I har det. Vend jer til ham og han vil altid være klar til at give jer fred, håb og vejledning i jeres situation.

Noter

  1. Dale G. Renlund, »Overvej Guds godhed og storhed«, Liahona, maj 2020, s. 44.

  2. Quentin L. Cook, »Stor kærlighed til vor Faders børn«, Liahona, maj 2019, s. 80.