At ældes med trofasthed

Pas på jer selv, mens I passer på andre

Koji Okumura

Forfatteren bor i præfekturet Yamanashi i Japan.

»I må have olie på lampen, inden I kan give noget til andre.« – Ældste Jeffrey R. Holland

Jeg voksede op i en familie, hvor tre generationer – mine bedsteforældre, forældre, to yngre brødre og en faster – alle sammen boede sammen under samme tag. Min bedstemor tog sig af min faster, som var udfordret både kognitivt og følelsesmæssigt. Da min bedstemor gik bort, tog min mor det fulde ansvar for min faster og tog sig af hende i vores hjem nat og dag.

Min faster flyttede til sidst ind på et plejecenter. Selv om det var langt borte, besøgte min mor hende jævnligt. Efter min mors død blev jeg min fasters primære kilde til familiestøtte. Jeg blev bevidst om, hvor dedikeret min mor havde været. Jeg blev også ekstremt taknemmelig for de betænksomme folk, som vågede over min faster.

Omsorgsgiverens udmattelse

Min egen familieoplevelse har hjulpet mig til at forstå, at omsorgsgivere er konfronteret med forskellige udfordringer. Kulturelle forventninger, familierelationer, tilgang til faciliteter – det kan alt sammen påvirke omsorgsgivere. Men der er en udfordring, som stort set alle omsorgsgivere står over for før eller senere: Udmattelse. Det er i særligt høj grad sandt, når en ældre person tager sig af en anden. Som regel tager en ægtefælle sig af den anden. Faktisk tyder forskning på, at omsorgsgivere i alderen 66-96, som oplever stress, har 63 procent højere dødelighedsrate end folk, der ikke er omsorgsgivere.¹

Første og andet bud

Vi kan faktisk lære meget om drage omsorg på en kristuslignende måde ved at undersøge det første og andet store bud.

»Han sagde til ham: ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹

Det er det største og det første bud.

Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv‹« (Matt 22:37-39).

Jeg tror, at Herren i disse vers giver vejledning, som er en særlig stor hjælp for omsorgsgivere. Elsk først og fremmest Herren. Forsøm ikke de små ting, der lader jer op åndeligt op. Bed. Læs i skriften. Find fred i hjertet. Føl kraften og styrken i vor himmelske Faders kærlighed til jer.

I er sikkert allerede fyldt med kærlighed til jeres næste – i dette tilfælde den person, I tager jer af. Men elsker I også jer selv på en retfærdig måde?

Det går begge veje

Både som rådgiver og i min egen familie har jeg erfaret, at omsorgsgivere ofte føler, at de skal gøre alting helt alene. Det er ganske enkelt ikke sandt. Omsorgsgivere, der ikke vil acceptere hjælp, bliver altid »udbrændte« før eller senere. De er nødt til at lade andre hjælpe dem. De er nødt til at rådføre sig med familie, venner og menigheden eller grens- og menighedsledere. De, som er ivrige efter at hjælpe en omsorgsgiver, er nødt til at respektere omsorgsgiverens ønske om at velsigne og våge over sine kære.

Her er nogle spørgsmål, som det kan være en hjælp at tale om:

Hvilken støtte er der mulighed for at få fra familiemedlemmer?
Hvad kan give omsorgsgiveren en chance for at hvile nogle minutter eller måske endda en time eller to?
Hvor ofte er besøg en hjælp?? Hvilke slags besøg?
Hvordan kan omsorgsgiveren finde tid til at forny sine pagter ved at være til stede i templet, i kirken og modtage nadveren?
Hvordan kan omsorgsgiveren have nytte af blot at tale med nogle?
Er der behov for hjælp med mad, transport eller offentlige ordninger?

Hvis I er omsorgsgiver, skal I huske på dette råd fra ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum:

»For de af jer, som oprigtigt forsøger at bære hinandens byrder, er det vigtigt, at I regenererer og genopbygger jer, når andre forventer så meget af jer og trækker så meget på jer. Ingen er så stærk, at de aldrig føler sig trætte eller frustrerede eller erkender behovet for også at passe på sig selv …

Omsorgsgivere har også brug for omsorg. I må have olie på lampen, inden I kan give noget til andre.«²