Inklusion
Undlad at udpege enlige
Forfatteren bor i Alabama i USA.
Her er nogle forslag til at få enlige medlemmer til at føle sig mere hjemme i kirken.
Illustrationer: Johanna Häger
»Når vi indleder menighedskonferencens næste møde, bedes I flytte jer, så I sidder sammen med jeres familie.«
Den slags kommentarer får mig altid til at krumme tæer. Hvor skal jeg som enligt mandligt medlem af Kirken sidde? Nogle gange føler jeg, at andre folk ikke er sikre på, hvor jeg skal sidde – eller passer ind. Hvad kan vi som kirkefamilie gøre for at få alle, hvad enten de er gifte eller ej, til at føle sig mere velkomne og inkluderede? Her følger tre forslag, som kan hjælpe.
Overvej at ændre menighedens vaner
Det gengivne evangelium hjælper os med at forstå smukke doktriner om evige familier. Men jeg har set, hvordan nogle kulturelle vaner omkring den læresætning, får ugifte folk til at føle sig som perifere medlemmer af Kirken.
Jeg har for eksempel været i menigheder, som kun bad gifte par om at bede indledende og afsluttende bønner til møder. Jeg har hørt menighedsmedlemmer udtrykke bekymring, når en enlig mand blev kaldt til biskoprådet. Disse og andre små handlinger kan skabe en følelsesmæssig barriere, som ugifte folk skal overvinde, før de føler sig hjemme i kirken.
Er der nogen vaner, som I eller jeres menighed kunne ændre på for at være mere inkluderende? Det kan være at godt spørgsmål at overveje for et biskopråd eller et menighedsråd.
Vær på vagt over for utilsigtet eksklusion
Nogle gange kan selv de af os, som tror, vi er inkluderende, komme til at være ekskluderende. Da jeg for eksempel tjente som leder i børnehaven, gik jeg ofte glip af beskeder, der blev givet i kirkemødernes anden time. Da jeg luftede det for en leder, sagde han: »Men hører din kone ikke beskederne i Hjælpeforeningen?«
Jeg lo bare dengang. Men denne mands svar repræsenterede en tankegang, der ekskluderede mig. Ser vi de andre medlemmer af Kirken som en del af en »familiemenighed«, der består af gifte mænd og kvinder med børn? Eller ser vi hinanden som en del af en »menighedsfamilie«, der består af enkeltpersoner, som tager sig af og styrker hinanden? Begge vinkler på tingene er vigtige. Selvom vi fortsat skal være opmærksomme på familierne i vores menighed, kan vi også lære folk at kende hver for sig – deres omstændigheder, interesser, behov – og måske forhindre utilsigtet eksklusion.
Udvid jeres familiekreds
Efter det medlem af biskoprådet havde bedt familiemedlemmer om at sidde sammen under menighedskonferencen, var der en, som prikkede mig på skulderen.
»Jeg tænker, at du er med i min familie den næste time,« sagde en venlig søster, og inviterede mig til at sidde sammen med hendes mand og børn. Jeg er taknemmelig over for folk som hende, der viser, at de tænker på mig og gerne vil have, at jeg føler mig velkommen. En anden lignende person var en biskop, som jævnligt inviterede mig til ugentlige hjemmeaftener med sin familie.
Hvem ville kunne nyde godt af det, hvis jeres familie udvidede deres familiekreds? Jeres indsats behøver ikke være perfekt. En enkel invitation kan gøre en stor forskel.
Enlige hellige: En mægtig kraft for det gode
Jeg har haft et rigt liv med mange meningsfulde relationer, men jeg har også rigeligt med ensomme, tomme øjeblikke, hvor jeg længes efter mere. Fra mine samtaler med andre ugifte hellige har jeg fået den opfattelse, at det er ganske almindelige følelser.
Men jeg prøver alligevel ikke at have ondt af mig selv. Vi ugifte kan være en mægtig kraft for det gode i hinandens liv. Vi kan hjælpe med at styrke venner, familier vi elsker, og hele menigheder og stave. Kirken har brug for os! Vi bør ikke overdrage ansvaret for at skabe relationer til andre. Vi kan præsentere os selv i vores menigheder, melde os til at tjene og tale højt om det, vi har brug for.
Der vil komme ensomme, tomme øjeblikke, ligegyldigt hvor vi befinder os i livet, eller hvilken slags relation, vi befinder (eller ikke befinder) os i. Jo tættere vi er på vor himmelske Fader, og jo mere vi føler hans kærlighed, desto mere kraft har vi til at gøre godt, finde glæde og opbygge relationer til vores brødre og søstre.