2021
Omsorg for de handicappede
April 2021


Principper for omsorg

Omsorg for de handicappede

Vær ikke bange for at række en hånd ud og lære, hvordan I kan hjælpe.

women visiting in a kitchen

I midten: fotoillustration af Nancy Ann Kirkpatrick. Højre: fotoillustration fra Getty Images

At drage omsorg for venner og naboer, der har et handicap, kan være lidt skræmmende. Selv om vi gerne vil række en hånd ud på en kristuslignende måde, ved vi nogle gange simpelthen ikke hvordan.

Mens Thompson-parret boede i New Canaan i Connecticut i USA, blev de velsignet med et par tvillinger. Det var to piger, som blev født for tidligt og med Downs syndrom. Da det skete, kom menigheden til undsætning og støttede parret, mens tvillingerne blev opereret i hjertet, og de skulle være på hospitalet i måneder ad gangen. Nogle af de tidlige behov var nemme at opdage. Medlemmerne organiserede måltider, børnepasning, rengøring i hjemmet, hjælp til jul og meget mere.

Men den kærlige hjælp stoppede ikke, da børnene var blevet større og deres behov blev mindre åbenbare. Kærlige venner, ledere og omsorgsbrødre og -søstre anstrengte sig for at tale med Thompson-parret om, hvordan de kunne hjælpe.

»En veninde spurgte mig, hvad der var svært,« sagde søster Thompson. »Jeg nævnte, at søndage var svære, fordi min mand og jeg ofte havde travlt med vores kaldelser og blev nødt til at overlade ansvaret til vores ældste datter, der var alene om det. Min veninde tilbød straks at tage sig af tvillingerne i nogle timer hver søndag. Så det gjorde hun i mange måneder.«

Da tvillingerne blev teenagere, satte lederne sig regelmæssigt ned med forældrene for at planlægge aktiviteter, der var inkluderende og sjove for tvillingerne såvel som resten af de unge kvinder. En anden ven inviterede pigerne hjem til sig, så Thompson-parret kunne komme til korøvelser.

Da familien Thompson flyttede til Utah, fik et par til opgave at drage omsorg for deres familie. »Før de besøgte os, spurgte de altid, hvad vi havde brug for, og hvilket budskab der bedst ville passe deres familie,« sagde søster Thompson. »De tog sig tid til at lære hvert familiemedlem at kende, hvilket er vigtigt, fordi søskende til handicappede ofte bliver overset.« Parret inviterede ofte tvillingerne ud til særlige aktiviteter, så familien fik en pause.

Søster Thompson råder omsorgsbrødre og -søstre til ikke at være bange for at spørge forældrene om, hvad der er hårdt for dem, og hvordan de kan hjælpe. »Ræk blot hånden ud. Jo mere man kommer til at kende en, desto bedre vil man forstå, hvordan man bedst drager omsorg for dem.«

Forslag til at drage omsorg for enkeltpersoner med handicap og deres familier

group of people supporting young woman in a wheelchair

I midten: fotoillustration af Nancy Ann Kirkpatrick. Højre: fotoillustration fra Getty Images

  1. Lær individet at kende som person, uafhængigt af deres handicap. Spørg dem, hvad de gerne vil have, at I skal vide om dem. Hvad er deres interesser?

  2. Tal til dem på samme måde, som I ville tale til andre på deres alder. Sørg for at vise respekt i den måde, I taler og handler på. Sørg for at tale direkte til dem.

  3. I må ikke ignorere én med et handicap. Anerkend og inkluder dem. Tal med medlemmet og hans eller hendes familie om, hvordan de gerne vil bidrage og tjene.

  4. For yngre personer med handicap kan det give familien mulighed for at dele det, de er bekvemme med, hvis man siger ting som: »Fortæl mig mere om David«.

  5. Hvis I tilbyder at tilbringe tid med handicappede børn, kan det give forældrene en pause til at fokusere på andre børn eller tage sig af andre behov. Det opbygger også forståelse for den byrde, som omsorgsgivere bærer.

  6. Hjælp kan tilmed ydes, når I ikke er der i egen høje person. Opmuntrende beskeder eller en venlig stemme kan betyde meget. I kan endda handle på nettet til fødselsdage eller andre behov.