2021
»Søster, jeg elsker dig«
April 2021


Sidste dages helliges røster

»Søster, jeg elsker dig«

Vi bør aldrig føle os flove over at handle på en tilskyndelse.

Billede
man knocking on a door

Under et interview, da jeg tjente i ældsternes kvorumspræsidentskab, spurgte jeg et andet kvorumsmedlem, om han nogensinde havde følt og handlet på en åndelig tilskyndelse. Han tænkte sig et øjeblik om og delte en oplevelse.

En eftermiddag, mens han vaskede op, fik han en kraftig indskydelse til at gå over og banke på naboens dør. Han forstod ikke hvorfor, men tilskyndelsen var meget bydende. Han stoppede med det, han havde gang i, og gik straks af sted.

Han kom til naboens dør uden at vide, hvad han skulle gøre eller sige, og bankede på. Der var ingen som åbnede. Han bankede igen. Der var stadig intet svar. Da han kom frem til, at ingen var hjemme, vendte han sig for at gå, men følte igen en anden tilskyndelse.

Han gik over til bagdøren og sagde ganske enkelt: »Søster, jeg elsker dig«. Så forlod han stedet.

Han tænkte, at denne oplevelse var usædvanlig, og han følte sig lidt flov over den. Han fortalte, at Herren ikke altid fortæller os årsagen til tilskyndelser, men vi bør aldrig føle os flove over at handle på dem. Denne bror flyttede væk kort tid efter vores interview.

Under et faste- og vidnesbyrdmøde et år senere gik en søster, som jeg ikke kendte, op på talerstolen for at bære sit vidnesbyrd. Hun forklarede tårevædet, at hun havde været borte fra Kirken i adskillige år. I den periode var hun blevet så deprimeret, at hun følte ikke at kunne forsætte længere.

»Vor himmelske Fader, hvis du virkelig eksisterer, og hvis du virkelig elsker mig,« bad hun, »så vis mig det, så jeg forstår!«

Næsten i samme øjeblik hørte hun det banke på døren og så igen. Da hun ikke svarede, hørte hun en stemme, der sagde: »Søster, jeg elsker dig«.

Hun fortalte, at følelser af kærlighed overvældede hende, og hun fandt ny styrke til at tackle sit problemfyldte liv. Hun sagde, at alting stadig ikke var fantastisk, men at hendes liv blev bedre.

Jeg havde ingen andel i denne oplevelse, men jeg er stadig blevet velsignet. Jeg fik indsigt i, hvordan to tilsyneladende uafhængige troshandlinger viste, at vor Fader i himlen kender os alle, og at han kalder os til at handle på tilskyndelser og hjælpe sine børn. Jeg er taknemmelig for og værdsætter denne viden.

Udskriv