Overvind verdens bekymringer
Ældste Hans T. Boom
De Halvfjerds
Verdens bekymringer må ikke afholde mig fra at adlyde Guds ord.
Jeg brugte hele eftermiddagen på min cykel, hvor jeg besøgte den ene virksomhed efter den anden og søgte efter arbejde.
Illustration: Liam O’Farrell
Bekymrer vi os om verdens problemer i stedet for Herrens vilje, kommer vi til at miste de lovede store velsignelser. Det ses tydeligt ved det, en mand oplevede i den første tid af genoprettelsen.
James Covel havde været præst i en anden kirke i omkring 40 år, men efter han havde hørt det gengivne evangelium, »indgik [han] pagt med Herren om, at han ville adlyde enhver befaling, som Herren ville give ham gennem profeten Joseph« (L&P 39, overskrift for afsnittet). Gennem Joseph sagde Herren til Covel, at han skulle »lytte til [hans] røst, som siger til dig: Rejs dig, og bliv døbt, og aftvæt dine synder, idet du påkalder mit navn, så skal du modtage min Ånd og en velsignelse så stor, som du aldrig før har kendt« (L&P 39:10).
Men der gik ikke længe, før Covel »fornægtede Herrens ord og vendte tilbage til sine tidligere principper og omgangskreds« (L&P 40, overskrift for afsnittet). Idet han talte om Covel, sagde Herren, at »han modtog ordet med glæde, men straks fristede Satan ham; og frygten for forfølgelse samt verdens bekymringer fik ham til at fornægte ordet« (L&P 40:2). På grund af Covels bekymring over verdslige problemer mistede han den velsignelse, som han var blevet lovet af Herren.
Skal jeg blive eller drage bort?
I mit eget liv har jeg lært, at vi ikke må lade verdens bekymringer afholde os fra at adlyde Herren. Jeg voksede op i et vidunderligt og kærligt hjem, hvor mine forældre gav os et godt kendskab til evangeliet, og deres kærlighed til os afspejlede vor himmelske Faders kærlighed til sine børn.
Da jeg var 16 år gammel, blev jeg inviteret til at arbejde på en ranch i USA med mulighed for en dag at bygge mit eget hjem der. Det tiltalte mig, da mit hjemland, Holland, er et lille, meget tætbefolket land.
Faktisk følte mine forfædre på min fars side alle sammen en lignende længsel efter at bo et andet sted. De flyttede til Indonesien, som tidligere var en hollandsk koloni. Jeg forstod fuldstændigt hvorfor. I Indonesien er vejret dejligt, landskabet er smukt, og der er masser af plads. Jeg havde den samme udlængsel i mine gener, som inspirerede mine forfædre. Skulle jeg forlade mit hjemland for at søge succes og eventyr?
Mens jeg gik og prøvede at beslutte mig, gav min far mig en kopi af et brev, som var blevet skrevet til ham og hans søstre mange år tidligere af deres missionspræsident, Donovan van Dam. Præsident van Dam bad dem om at blive i Holland og opbygge Kirken der. Min far fortalte mig, at han havde besluttet at gøre netop det. Og da Boom-familiens navn stod på brevet, var det min tur til at finde ud af, hvad jeg skulle gøre.
I årene efter Anden Verdenskrig var mange medlemmer af Kirken immigreret til Amerika og Canada. Det var stadig i gang i 1970’erne på trods af opfordringer fra Kirkens ledere om, at medlemmerne blev i deres egne lande og styrkede Kirken, hvor de befandt sig. Under bøn tog jeg også beslutningen om at blive og opbygge Kirken i Holland, selv om jeg ikke helt forstod, hvad det ville betyde for fremtiden.
Beslutninger, beslutninger
Da jeg blev færdig med skolen sidst i 1970’erne, var Hollands økonomi kaotisk. Der var høj arbejdsløshed. Alt i alt så det ikke godt ud. Det var svært for nyuddannede at vide, hvad det næste skridt skulle være.
Min far tjente som grenspræsident. Nu og da snakkede han med mig om muligheden for at tjene som fuldtidsmissionær. Det ville selvfølgelig var en dejlig ting at gøre. Jeg havde set frem til det hele mit liv.
Men jeg kunne ikke se, hvordan missionstjeneste kunne hjælpe mig med at forsørge en fremtidig familie. Siden jeg var barn, har jeg altid haft et stort ønske om en dag at finde mit livs kærlighed og opbygge en familie sammen.
Jeg var 17 år dengang, og da jeg ikke vidste, hvad der nu skulle ske, startede jeg på næste uddannelsestrin. Men efter nogle uger fandt jeg ud af, at den uddannelsesretning ikke ville gøre mig glad. Jeg var i tvivl om, hvorvidt den ville give mig et stabilt job. Jeg overvejede at droppe ud af skolen.
Det var mine forældre ikke glade for. De fortalte mig, at jeg kun kunne forlade skolen, hvis jeg havde et arbejde. De tænkte garanteret, at jeg aldrig ville finde et på grund af den økonomiske krise. Jeg brugte hele eftermiddagen på min cykel, hvor jeg besøgte den ene virksomhed efter den anden. Til sidst ansatte en virksomhed mig til at arbejde på deres lager.
Min plan
Selv om jeg tog denne midlertidige ansættelse, havde jeg en plan. Jeg ville være politibetjent. Arbejdet for staten ville være en stabil måde at forsørge min fremtidige familie på, og alt ville løse sig.
Jeg husker den dag, jeg tog afsted for at aflægge prøve til politiskolen. Jeg tog toget tidligt om morgenen og brugte hele dagen på at tage alle mulige test. Ved dagens afslutning blev jeg kaldt ind på kontoret. De fortalte mig, at jeg havde bestået alle eksamener, og at de gerne ville have mig, men da jeg var 17, var jeg for ung. De bad mig prøve igen året efter.
Min verden styrtede i grus, og hele vejen hjem tænkte jeg: »Hvad nu?« Derhjemme lyttede min far til min frustration og tilbød at give mig en velsignelse. Jeg forventede, at Herren ville fortælle mig, at alt nok skulle ordne sig, og at jeg ville blive optaget på politiskolen på en eller anden mirakuløs måde. I stedet fortalte Herren mig, at hvis jeg valgte at sætte ham i første række, så ville jeg altid få dækket mine behov og få midler til at tage hånd om min fremtidige familie.
En bedre plan
Som svar på mine bønner, fik jeg at vide, at for mig var en fuldtidsmission at sætte Herren i første række. Jeg havde altid haft en intention at gøre det, men havde ikke kunnet se, hvordan det ene ville føre til det andet. Nu vidste jeg, at jeg skulle tjene som missionær, og jeg ønskede at gøre det så hurtigt som muligt.
Dengang var prisen for en mission 10.000 gylden, den gamle hollandske valuta, eller omkring en årsløn. Jeg fortsatte på lageret, og i sommeren 1981 havde jeg mine 10.000 gylden. Jeg var også fyldt 18. Min far, grens-præsidenten, fortalte mig, at jeg var for ung til at tage på mission. Det samme gjorde distriktspræsidenten og missionspræsidenten. Dengang skulle man være 19. Men på min 18. fødselsdag tog jeg helt alene hen til lægen og tandlægen og fik dem til at udfylde deres del af missionæransøgningen.
Jeg fik på en eller anden måde mine ledere til at interviewe mig og indsende min ansøgning. Og så ventede vi. Jeg vidste ikke, at min far som grenspræsident havde modtaget et brev. Ansøgningen blev returneret til ham med underretning om, at jeg var for ung. Men det ønskede han ikke at fortælle mig, så han bar det i lommen på sit jakkesæt i ugevis, uden at jeg fik det at vide. Heldigvis havde han i mellemtiden modtaget endnu en meddelelse. Der stod, at brødrene i nogle tilfælde var villige til at lade unge mænd tage tidligere afsted, når de var godt forberedt. Jeg blev snart kaldet til at tjene i London East-missionen i England. Min mission blev en livslang velsignelse.
Velsignelser fra Herren
Tre måneder efter jeg vendte hjem fra min mission, mødte jeg mit livs kærlighed. Et år senere blev vi gift og beseglet i templet i London i England. Økonomien var stadig ikke god, men jeg har altid været i stand til at have et arbejde og forsøge min familie. Vi har altid haft mad på bordet og tag over hovedet.
Som missionær blev dette en af mine yndlingsskriftsteder: »For så vidt som du holder Guds befalinger, skal du have fremgang i landet« (Alma 36:1). Med det som vejledning besluttede jeg mig for at gøre det, som min far havde gjort – blive i Holland og opbygge Kirken i mit hjemland.
Ældste og søster Booms familie i 2019. Men siden da er der kommet endnu et barnebarn til.
I dag er den lille bitte gren, hvor jeg voksede op en vidunderlig menighed, hvor vores børnebørn nyder selskab af mange venner, som er samlet i en stor Primary. Vores sønner har gode job og er velsignet med mad på bordet. Jeg kan se, at mine beslutninger har påvirket den næste generation, som også ønsker at sætte Herren først i deres liv.
Jeg er taknemmelig for, at jeg tidligt i mit liv lærte, at den rigtige beslutning er at overvinde verdens bekymringer og sætte vor himmelske Fader i første række. Han har givet mig velsignelser, som jeg ellers aldrig ville have kendt til.