Kun digitalt: Ældes med trofasthed

Omsorgsgiver? Tag også vare på jer selv

Koji Okumura

Forfatteren bor i præfekturet Yamanashi i Japan.

Det kan kræve meget af jer at tage vare på en anden, så det er vigtigt at genvinde styrke, når det er muligt.

I Japan er det traditionelt den ældste søn eller datter, der arver sine forældres hjem og ser efter sine forældre, når de bliver gamle. Ægtefællen til denne søn eller datter føler naturligt et ansvar for at tage vare på sine svigerforældre. Selvom denne tradition er blevet mindre og mindre udbredt, lever mange familier stadig på denne måde. Det kan føre til konflikter, selv når der drages omsorg.

Omsorgsgiverens udmattelse

Det var tilfældet for en af mine tidligere kollegers mor. Konstante krav og beklagelser fra en svigermor mindskede omsorgsgiverens motivation til at tjene. Omsorgsgiveren begyndte at blive vred på svigermoren, dette endda til et punkt, hvor hun ønskede, at hun ville dø.

Gradvist blev omsorgsgiveren drænet for energi fysisk og mentalt. Hun blev selv syg. Som følge deraf tog min kollega ofte ferie eller tilpassede sit skema, så hun til gengæld kunne tage sig af sin mor. Hun blev omsorgsgiver for en omsorgsgiver.

Selvom omsorgsgivere af enhver alder kan opleve træthed, er problemet særligt kritisk blandt dem, der er over 65, når en ældre person tager sig af en anden, såsom personlig pleje af deres ægtefælle. Faktisk tyder forskning på, at omsorgsgivere i alderen 66-96, der oplever stress, har 63 procent højere dødelighedsrate end folk, der ikke er omsorgsgivere.¹

Støtte til omsorgsgivere

Omsorgsgivere har brug for støtte i deres bestræbelser på at hjælpe andre. Mange familier har lært, hvordan de støtter en omsorgsgiver på fantastisk vis. Min hustrus forældre boede for eksempel nær havet i præfekturet Chiba i Japan. Men da de blev ældre, begyndte deres børn at bekymre sig for deres helbred.

En af deres ældste døtre inviterede dem til at flytte tættere på hendes hjem i Osaka, hvor hun ville være deres primære omsorgsgiver. Men alle børnene sluttede sig sammen for at støtte deres forældre og deres søster – de fandt og renoverede et hus, forstod forældrenes behov og respekterede deres uafhængighed, så de fuldt ud kunne nyde glæde og lykke i deres nye liv i deres nye hjem.

Min hustrus far, der har demens, begyndte at komme i et dagtilbud i nærheden, hvor han nyder andre ældres selskab, i stedet for at vandre tilfældigt omkring i sit nabolag. Selvom vi er langt væk, nyder min hustru at tale med sine forældre om evangeliet hver søndag via internettet, hvor de opmuntrer hinanden og deler deres kærlighed. Og hun tjekker ofte med sin søster for at se, hvordan det går med at yde omsorg.

Omsorg for omsorgsgivere

Omsorg finder sted under mange forskellige omstændigheder. I mange tilfælde må omsorgsgiveren rejse for at yde omsorgen. I andre tilfælde kan den person, der skal drages omsorg for, bo hos omsorgsgiveren. Omsorg kræver ofte tilpasninger i omsorgsgiverens fysiske, mentale og økonomiske situation og i deres forhold til deres ægtefælle, børn og lokalsamfund.

I Japan findes der ikke noget system med sygeorlov. I stedet bruger omsorgsgivere alle deres feriedage. Så forhandler de enten med deres arbejdsgiver for at tilpasse deres arbejdstid eller også de siger helt op for at give fuldtidspleje. Ifølge data fra de japanske myndigheder var der i 2017 omkring 90.000, der sagde deres job op for at yde omsorg i deres hjem.²

Omsorgsgivere kan blive fanget imellem ønsket om at hjælpe og behovet for at tage vare på sig selv. De ønsker ikke at beklage sig eller tage modet fra dem, de yder omsorg for, faktisk føler de et pres for at forsøge at imødekomme alle deres forventninger. Mange omsorgsgivere yder umådelige bestræbelser i omfattende tidsperioder. Uden social støtte, kan omsorgsgivere holde deres pine og smerte for sig selv. Nogle lider af angst, depression og fysisk og mental udmattelse. Omsorg påvirker livskvaliteten, og igen ifølge forskning er det meget sandsynligt, at omsorgsgivere efter nogen tid ender med at føle sig bebyrdede og deprimerede.³

Det er vigtigt for omsorgsgivere at forstå, at de:

Ikke bør være skamfulde over at dele sine bekymringer og udfordringer med andre.
Bør lære at sætte sin lid til familiemedlemmer og ressourcer udefra.
Accepterer støtte fra forskellige kilder.

Forskere har forsøgt at finde faktorer, der letter byrden for omsorgsgivere, og at finde metoder, der vil forbedre deres fysiske og mentale velbefindende. De har fundet frem til, at disse ting er nyttige:

At dele viden om de udfordringer hver omsorgsgiver står over for, heriblandt en opmærksomhed på stadier af omsorgsgiveres forværring af helbredet.
Øge familiens indblanding.
Forstå og bruge lokale ressourcer.
Sætte lid til social støtte, både i og uden for familien.
Lytte nøje til omsorgsgiverens behov og ønsker.
Skaffe flere personer til at lette omsorgsgiverens byrde.

Første og andet bud

Selvfølgelig er det store forbillede på at yde omsorg vor Frelser, Jesus Kristus. Og vi kan lære meget om kristuslignende omsorg ved at studere det, han omtalte som det første og det andet store bud:

»Han sagde til ham: ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹

Det er det største og det første bud.

Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv‹« (Matt 22:37-39).

Jeg tror, at Herren i disse vers giver vejledning, som er særlig nyttig for omsorgsgivere. Elsk først og fremmest Herren. Forsøm ikke de små ting, der lader jer op åndeligt op. Bed. Læs i skriften. Find fred i hjertet. Føl kraften og styrken i vor himmelske Faders kærlighed til jer.

I er sikkert allerede fyldt med kærlighed til jeres næste – i dette tilfælde den person, I tager jer af. Men elsker I også jer selv på en retfærdig måde? Det kan kræve meget af jer at tage vare på en anden, så det er vigtigt at genoplade, når det er muligt. Hvis man virkelig elsker sin næste som sig selv, ønsker man at forny sin styrke og forblive stærk, så man kan fortsætte med at tjene.

Regenerer jer

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:

»For de af jer, som oprigtigt forsøger at bære hinandens byrder, er det vigtigt, at I regenererer og genopbygger jer, når andre forventer så meget af jer og trækker så meget på jer. Ingen er så stærk, at de aldrig føler sig trætte eller frustrerede eller erkender behovet for også at passe på sig selv …

Omsorgsgivere har også brug for omsorg. I må have olie på lampen, inden I kan give noget til andre.«⁴

Og præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Selv om en langvarig og kærlig indsats for andre er meget belønnende, så har I lært, at der er fysiske, følelsesmæssige og økonomiske grænser for, hvad der er muligt. Personen, der har ydet omsorg længe nok, kan blive den, der har brug for omsorg.«⁵

Omsorgsgivere er Kristi disciple

Omsorgsgivere og kirkeledere bør arbejde sammen for at imødekomme hver families særlige udfordringer, heriblandt beskæftigelsesmæssige, fysiske og mentale udfordringer og problemer vedrørende familie- og ægteskabsforhold. Omsorgsgivere bør opmuntres til ikke at overvurdere deres egen styrke under stres og udfordrende tider, og de bør jævnligt påmindes om at tage noget tid til at genvinde deres kræfter.

Både som rådgiver og i min egen familie har jeg erfaret, at omsorgsgivere ofte føler, at de skal gøre alting helt alene. Det er ganske enkelt ikke sandt. Omsorgsgivere, der ikke vil acceptere hjælp, bliver altid »udbrændte« før eller senere. De er nødt til at lade andre hjælpe dem. De er nødt til at rådføre sig med familie, venner og menighedens eller grenens ledere og omsorgsbrødre og -søstre. De, som er ivrige efter at hjælpe en omsorgsgiver, er nødt til at respektere omsorgsgiverens ønske om at velsigne og våge over sine kære.

Her er nogle spørgsmål, som det kan være gode at tale om:

Hvilken støtte er der mulighed for at få fra familiemedlemmer?
Hvad kan give omsorgsgiveren en chance for at hvile nogle minutter eller måske en time eller to?
Hvor ofte er besøg en hjælp? Hvilken slags besøg?
Hvordan kan omsorgsgiveren finde tid til at forny sine pagter ved at komme i templet, i kirken og modtage nadveren?
Hvordan kan omsorgsgiveren have nytte af blot at tale med nogle?
Er der behov for hjælp med mad, transport eller offentlige ordninger?

Som medlemmer af Kirken stræber vi efter at blive Jesu Kristi sande følgere. Vi »skal give af [vores] gods til de fattige, enhver i forhold til det, som han har, så som at bespise de sultne, klæde de nøgne, besøge de syge og yde dem lindring, både åndeligt og timeligt i forhold til deres trang« (Mosi 4:26). Som sidste dages hellige elsker vi at tjene. Det er vidunderligt at se børn tage sig af deres forældre. Det er også smukt at se omsorgsbrødre og -søstre hjælpe dem, opløfte deres sjæl og dele deres byrder.

På samme tid må omsorgsgivere og dem, der støtter dem, »se til, at alt dette gøres med visdom og orden; for det forlanges ikke, at et menneske skal løbe hurtigere, end det har styrke til« (Mosi 4:27).