Kvinder i genoprettelsens første dage
Jane frydede sig over rejsen
Er vi på samme måde som Jane Manning James opsat på at færdiggøre vores rejse med tro?
Illustration: Toni Oka
Jane Manning James var træt af at gå, men hun nægtede at stoppe.
Hendes ældste søn, Sylvester, var stor nok til at gå ved siden af vognen. Men babyen Silas, som var blevet født langs ruten, havde stadig behov for at blive båret. Året var 1847, og familien James skulle snart blive blandt de første pionerer, der ankom til den store Saltsødal.
Jane var ikke ubekendt med lange rejser.
Fire år tidligere havde hendes familie forladt deres hjem i en by østpå for at slutte sig til de hellige i Nauvoo i grænselandet mod vest. Turen skulle kun have varet nogle få dage på floden. Men da mange sorte var slaver i USA på det tidspunkt, skulle Janes familie mange gange vise papirer som bevis på, at de var frie. Og nogle steder var der striks lovgivning, som forhindrede farvede i at rejse gennem området – blandt andet ved at kræve op til 500 dollars pr. person for gennemrejse.
Måske var det på grund af dette vanvittige beløb eller måske på grund af andre fordomme, at flodbådens besætning nægtede at tage Jane og hendes familie med længere. Uforfærdet efterlod de mange af deres ejendele og begav sig afsted til fods med det, de kunne bære.
Janes familie vandrede mere end 1.300 km. De fortsatte på fugtige dage og gennem kulsorte nætter. Engang traskede de gennem en skov og sov under åben himmel. Da de vågnede, var deres tøj hvidt af frost.
»Vi vandrede, indtil vores sko var slidt igennem, og vores fødder blev ømme og sprækkede, så de blødte,« fortalte Jane senere. »… Vi bad Gud den evige Fader om at læge vores fødder, og vores bønner blev besvaret.«1
På denne hårde rejse, sang Jane salmer sammen med sine forældre og søskende, hvor de priste Gud. Endelig nåede de efter næsten tre måneders vandring frem til Nauvoo. Flere år senere, da de trofaste hellige tog af sted over sletterne, var Jane blandt de første pionerer, der begyndte at vandre langs ruten.