Missionering midt i en coronatid
Corona, og hvad så?
Vi kommer ikke udenom, at COVID-19 har haft en stor indflydelse på vores daglige liv, mens den har floreret iblandt os. Alle har vi måttet ændre vores adfærd på alle måder, og mundbind, afsprittede hænder, forsigtighed og afstand har været en daglig oplevelse. Men hvordan har epidemien egentlig påvirket vore missionærers arbejde med at finde undersøgere og undervise i Jesu Kristi evangelium? Her kommer tre beretninger om, hvordan coronaen har påvirket nogle af vores missionærer i deres arbejde, men også deres mission i det hele taget. Jeg er overbevist om, at alle missionærer har lignende fortællinger. Beretningerne vidner om, at Herren står ved roret, og at Hans arbejde fortsætter uagtet omstændighederne.
Søster Sørensen kommer fra Californien og ankom til Danmark i juli 2020. Hun gik på MTC i Provo, da epidemien brød ud, og hun fik i første omgang at vide, at hun skulle til Danmark i løbet af to uger. Men det blev udsat, indtil hun havde tjent i Utah i et halvt år. Så kom hun til gengæld afsted med et varsel på 4 dage.
Søster Port kommer ligeledes fra Californien. Hun tjente også ca. et halvt år i Utah, før hun fik at vide, at hun skulle flyve til Chicago for at få et visum til DK, men det lykkedes ikke. Tilbage i Provo fik hun så at vide, at hun skulle flyve til Houston efter et visum. Derpå tilbage til Provo og efter et par uger fløj hun til Danmark, hvor hun ankom i dec. 2020.
Hjælp gennem svær tid
Før de begge ankom, var der givet tilladelse til, at missionærerne måtte banke på døre og kontakte folk på gaden. Det var dog ikke tilladt at banke på lejligheder, da man kun måtte undervise i folks haver.
Det var indimellem en meget ensom tid for missionærerne, da de ikke måtte mødes fysisk med andre missionærer og kun med undersøgere og medlemmer udendørs. De fik i den periode lov til at være i kontakt med deres familier derhjemme to gange om ugen, og det har hjulpet til, at de er kommet ud af krisen i fællesskab og har fået et stærkt forhold til dem derhjemme.
Når en dør lukkes, så …
Det er ofte sådan, at når der lukkes en dør, åbnes der et vindue. Og således begyndte missionærerne at udvikle en helt ny form for kontakt via de sociale midler. Mange har sikkert set nogle af de mange fantasifulde links, som missionærerne har udviklet. Hvor humor og alvor går hånd i hånd, og rigtigt mange har reageret på dette og sendt venneanmodninger. Søstrene fortæller, at halvdelen af deres dåb er kommet i stand via Facebook.
Der er også udviklet en Facebookside, der hedder »Worldwide Missionary Referrals«, hvortil der pt. er tilknyttet 20.000 missionærer. På denne side kan missionærerne komme i forbindelse med missionærer i hele verden, og de kan hjælpe og inspirere hinanden. Søster Port fortæller, at hun på siden spurgte, om der var nogen, som kunne tale slovakisk, fordi de havde mødt en kvinde fra Slovakiet. Der meldte sig en missionær, som kunne, og han var med til undervisningen af kvinden via Skype.
Søster Sørensen og søster Port slutter med at fortælle, at efterhånden som restriktionerne blev blødt op, tilskyndedes missionærerne til at fortsætte med at kontakte på de sociale midler samtidig med, at de skulle fortsætte på den »normale« måde.
»Hjemme-MTC«
»Corona missionærer« blev ældste Gabriel Blønd Vestergaard og de andre missionærer kaldt af deres MTC-underviser, da han underviste dem i deres online MTC-klasse. For ældste Vestergaards vedkommende foregik undervisningen online i hans hjem i Augustenborg. Han beretter videre:
En måde at nå ud
»Jeg har tænkt meget over det kælenavn, siden jeg sluttede min træning på MTC i juni 2020 og til nu – et år inde i min mission. Jeg fik min kaldelse til New Zealand, men pga. coronaen begyndte jeg at tjene i Danmark, hvor jeg stadig tjener i skrivende stund.
Og hvad vil det så sige at være ›Corona missionær‹? Det spørgsmål fik jeg besvaret de første tre uger i missionsmarken, det var nemlig under nedlukningen. Vi måtte ikke stoppe folk på gaden, vi måtte ikke banke på døre, og vi kunne ikke engang besøge medlemmerne. Alle de ting, som jeg forventede en mission ville være, viste sig at være forkerte. Men som tiden gik, lærte jeg stille og roligt at bruge de sociale medier som værktøj til at finde mennesker at dele evangeliet med. Det var utroligt effektivt. Min kammerat, ældste Welch og jeg lavede en video, som vi postede på Facebook, og den nåede ud til 150.000 mennesker på blot 4 uger. Det var en øjenåbner for mig og viste virkelig, hvordan Herren altid tilvejebringer en vej for dem, han har kaldet.
Gud har styr på det
Som tiden gik, og landet begyndte at åbne mere op, indså jeg hurtigt, at det at være ›Corona missionær‹ faktisk ikke var anderledes end at være en ›almindelig missionær‹. Jo, vores redskaber og metoder til at nå ud til folk var vel at mærke meget anderledes, men grundlæggende var det ikke så anderledes. Vi bærer vidnesbyrd om sandheden af Kristi evangelium, vi elsker og tjener det danske folk, og vi underviser dem, som ønsker at lære mere om vor Frelser.«
Ældste Vestergaard slutter: »Jeg synes, det har være fantastisk at se, hvordan Guds arbejde her på jorden fortsætter, trods omstændighederne verden måtte være i. Det har været et kæmpe vidnesbyrd for mig at se, hvordan min missionspræsident og alle mine missionærkammerater har modtaget inspiration og åbenbaring om, hvordan vi kan missionere lige netop i vores tid og i vores mission. Gud elsker os. Han ønsker at hjælpe os, og det kræver blot, at vi kommer til ham. Vi kan ikke styre vore omstændigheder, men vi kan stole på, at Gud har styr på det, og at Han vil vejlede os.«
Søster Rosenkildes undren
Tilbage i august 2019, da hun var på vej på flyet til MTC i Provo, havde søster Emilie Rosenkilde ikke nogen ide om, hvad hendes tid som missionær i Norge ville byde på. Alligevel blev den meget anderledes end noget, hun havde forestillet sig. Hun fortæller: »I marts 2020 hørte jeg første gang om coronaen. Jeg udtrykte min forvirring omkring det i min dagbog, men var også lettet over, at det ikke var i nærheden af Norge. Mindre end to uger senere blev vi alle indkaldt til et møde, hvor vi sagde farvel til de missionærer, som måtte rejse hjem pga. pandemien, og resten af os blev sat i karantæne. Alt det, som jeg havde lært og gjort i løbet af de sidste 7 måneder, syntes pludselig langt væk. Til at begynde med, vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle bruge min tid under epidemien. Jeg havde jo lige overvundet min frygt for at tale med folk på gaden og i busserne. Men jeg lærte, at dette kun var endnu en af de uforudsete ting, som kunne gøre eventyret så meget bedre, end det, jeg først troede.
40.000 døre
Jeg fik lov til at arbejde sammen med nogle af de andre missionærer om udviklingen af missionering på de sociale medier i Norge, og det var helt bestemt en udfordring. Det har været svært at starte helt forfra med noget, hvor ingen havde svar på, hvordan det skulle gøres, for ingen havde gjort det før. Men med tiden kom der styr på det, og jeg har set mirakler komme fra det. Lige inden jeg tog hjem fra min mission, nåede vi op på at modtage 50 beskeder ugentligt fra folk, som så vore indlæg på Facebook, og vi nåede også ud til 40.000 mennesker med vore videoer. Jeg kan stadig huske, den første gang det skete. Vi var alle i chok, fordi vi vidste, at vi som missionærer aldrig ville kunne have banket på 40.000 døre på 48 timer. Og her stod vi, og det var netop, hvad vi havde gjort.
Så selvom missioneringen ændrede sig, betød det ikke, at det stoppede. Det udviklede sig bare. Vores formål var stadig det samme: At invitere folk til at komme til Kristus. Pludselig havde vi bare fået nye måder at gøre det på, der viste sig at blive til en kæmpestor velsignelse i en tid, hvor fysisk kontakt mere eller mindre var umulig.
Over alle grænser
En anden velsignelse var, at vi havde mulighed for at arbejde sammen med de andre missionærer rundt omkring i verden på helt nye måder og kontakte folk på kryds og tværs af landegrænserne. En af søstermissionærerne i vores mission kom i kontakt med en mand i Afrika. Hun begyndte at undervise ham i lektionerne online, og da missionærerne var blevet taget ud af hans område og ikke kunne besøge ham pga. coronaen, læste han i Mormons Bog på sin mobil. Han begyndte at gå fra hus til hus i sin landsby og læse med de andre, som boede der. En dag ringede han til søstermissionæren i min mission og fortalte, at han gerne ville døbes – og det var der også 27 af hans venner i landsbyen, der ville! Jeg var sammen med den søstermissionær den dag, hvor hun sendte henvisningen om landsbyen til de nærmeste missionærer, og jeg kan huske, at jeg var helt overvældet ved at indse, hvordan teknologien virkelig åbnede nye døre for at åbne evangeliet med hele verden.«
Det smukke i livet
Søster Rosenkilde slutter sin beretning: »Folk spurgte mig ofte, om jeg kedede mig som missionær under epidemien – om jeg nogle gange følte, jeg spildte min tid. Hver gang har jeg kunnet se dem i øjnene og med glæde fortælle dem, at jeg bestemt ikke havde tid til at kede mig. Det var faktisk sjældent, at vi nåede halvdelen af de ting, der stod på min dagsplan. Selvom mange ting (blandt andet missionering) ændrer sig, så har vi trods alt hele tiden en person, som ikke ændrer sig, nemlig Jesus Kristus. Jeg har virkelig set, hvordan han har været der for mig i alle de uventede drejninger og ukendte muligheder, som jeg mødte i Norge. Min mission blev meget anderledes end det, jeg havde forventet, men det er jo netop det ukendte, som er det smukke ved livet.«