2022
Årets pigelejr
Januar 2022


Årets pigelejr

Bare fantastisk

Dette års pigelejr har, ifølge mig, været intet mindre end fantastisk. Og det er noget, jeg tænker næsten alle de unge kvinder – hvis ikke alle – kan skrive under på. Hver dag var perfekt planlagt og helt igennem fantastisk gennemført. Første dag gik hovedsageligt ud på, at vi alle skulle bygge og opsætte vores lejr. Men selvom det lyder ganske simpelt, var samarbejde en uundværlig drivkraft, for at projektet kunne lykkes.

En hård tur

Da næste dag indhentede os, stod den på hike. Hiken plejer, og har også i år, tømret stærke venskaber sammen, som måske ellers ikke ville være stiftet. En lang og meget hård tur i det bakkede jyske landskab og skovterræn fremkalder nemlig alle slags følelser i folk. Og det er her, hvor jeg har erfaret, at venskaber virkelig får tid og lov til at vokse, når man skal overkomme den fysiske udfordring sammen som et team.

Hvad byder man sine gæster

Onsdag var der fornemt besøg af drengene fra drengelejren. Dagen bestod af en masse hygge og mulighed for udfoldelse af ens venskaber med dem. Henad aften efter spisning af pitabrød med fyld havde vi en skøn fireside, hvor vi hørte fra to hjemvendte missionærer. Bagefter var der lidt dessert og ikke længe efter skulle drengene tilbage til deres egen lejr.

Den skønne fjerdedag

Fjerdedagen var også en fest. Vi havde en masse workshops, som både var med til at skabe et godt sammenhold samt en fantastisk stemning i lejren. Da natten faldt på og stilheden så småt begyndte at regere, lød der pludselig et højt postyr. Klokken havde nemlig slået natteløb. Hele lejren vandrede nu gennem den mørke skov og det sidste stykke uden nogen former for lys. Da vi nåede længere ind, blev vi stoppet. Her blev der så fortalt beretningen om, da der var mørke i tre dage og tre nætter. Pludselig blev et kraftigt kys tændt, der pegede op på en tegning af Jesus, som vi fælles havde lavet mandag aften. Hele budskabet var meget smukt og meget symbolsk.

Efter løbet var der lidt forfriskninger samt mulighed for at sove sammen under åben himmel. Den stjerneklare himmel kastede et mildt lys over lejren, og man kunne endnu engang nyde de tætte venskaber omkring en.

Fredag – trist, og dog

Fredag var umiddelbart en trist dag, da det betød at lejren var slut. Dog havde vi lige en sidste formiddag sammen. Alle satte sig omkring bålstedet til vidnesbyrdmødet. Ånden var utrolig stærk, da alle unge kvinder samlede sig om deres vidnesbyrd og fælles tro på evangeliet.

Pigelejren har været en utrolig oplevelse for mig, fyldt med højdepunkter. Som f.eks. når man sidder samlet i lejren og laver mad over bålet. Eller når man er samlet om talentshowet og får grinet sine lunger ud. Når man er samlet om sang og hygge. Når man ser de smukke solnedgange over havet med sine venner eller når man hører lyden af grin fra teltene om aftenen, som afslører, at alle pigerne hygger sig.

Jeg kan ikke skrive, hvor meget jeg allerede glæder mig til næste år!