Hvorfor jeg blev medlem af Kirken
Et skønt jubilæum
I år er det 50 år siden, jeg blev medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Fredag d. 7. maj 1971 blev jeg døbt af ældste John Lassen og fik håndspålæggelse for Helligåndsgaven af ældste Randy Olsen. To prægtige og fantastiske missionærer. At det kom så vidt, vil jeg gerne fortælle om her.
Min »barnetro«
Jeg er født i Ilulissat i Grønland i 1951. Mine forældre var aktive medlemmer af Folkekirken og gik i kirke hver søndag. De troede på Gud, og især Jesus Kristus betød meget for dem, og de bad Fadervor som aftenbøn. Jeg selv var ikke specielt optaget af det åndelige liv, men jeg troede dog på Gud og Jesus Kristus hele mit liv, og især læren om opstandelsen betød meget for mig. Jeg troede på et liv efter døden, men jeg kendte ikke til det at være gudelig.
Så mødte jeg Karen
I august 1968 var jeg på vej til kostskolen i Nuuk sammen med mange andre unge mennesker. Vi sejlede med kystskibet Disko. Der var en ung pige med, som hed Karen, og jeg fik en stærk følelse af, at jeg skulle lære denne unge pige at kende. Hun ville få en speciel betydning i mit liv. Da skoleåret var omme året efter, rejste vi sammen til Danmark – i første omgang for at være ung pige i huset. Karen i Esbjerg og jeg på Møn. I 1970 begyndte vi begge på Nordisk Landboskole i Odense for at forbedre vores viden i matematik og kemi, inden vi ville begynde at læse til sygeplejerske.
Der var sket noget med Karen
Karen og jeg havde flere gange drøftet, at der manglede noget i vores folkekirke-lærdom, men vi vidste ikke hvad.
I marts 1971 mødte jeg en lørdag eftermiddag Karen ude på gangen. Hun havde vådt hår. Jeg spurgte hende, om hun havde været ude og bade. Hun blev forlegen og gik ind til sig selv, og jeg gik ind på mit eget værelse. Nogle minutter senere bankede Karen på min dør og kom ind. Hun var nervøs. Men hun bar sit vidnesbyrd for mig. Hun sagde, at hun havde fundet den sande kirke på jorden. At Gud havde kaldet en profet ved navn Joseph Smith. At han havde oversat en hellig bog ved navn Mormons Bog. Da hun havde sagt det, vendte hun om og gik. Så skete noget fuldstændigt uventet. For første gang i mit liv hørte jeg Helligånden tale til mig. Han sagde højt og tydeligt, som om han stod ved siden af mig: »Alt, hvad hun sagde til dig, er sandt.« Jeg blev fuldstændigt overvældet og satte mig ned og begyndte at græde. Jeg græd mest af overvældelse, men også af, at det passede mig ikke.
Taknemmelig
Nogle dage senere var Karen og jeg helt oppe i skyerne af glæde og begejstring. Tænk – vi havde fundet sandheden. Jeg begyndte at blive undervist af missionærerne. Medlemmer som Karen, Edith Bjerring og Birgit og Søren Larsen var med til at undervise mig. Det var en fuldstændig lykkelig tid. Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg blev døbt. Jeg ser tilbage på 50 år fuld af lærdom, kundskab, velsignelser og glæde. Min Fader i himlen har opdraget mig igennem evangeliet. Han har helet mig. Aldrig går jeg forgæves til ham i bøn.