En succeshistorie for missionærer: 60 år undervejs

Christy Monson

Sikke en glædelig oplevelse det var for mig at høre, at et evangelisk frø, der blev sået for mange år siden, bar frugt.

Illustration: Carolyn Vibbert

Redaktørens bemærkning: Følgende beretning minder os om, at det sommetider tager årevis for evangeliets frø at slå rod og bære frugt. Selvom vi måske aldrig ved, om de frø, vi sår, senere vil slå rod, er det vigtige at så frøene – at dele evangeliet som en del af vores hverdag og lade Ånden arbejde sammen med individet efter Herrens tidsplan.

Jeg har altid elsket Lære og Pagter 18:10: »Sjæles værdi er stor i Guds øjne.« Og sommetider kræver det, at mange af os arbejder sammen om at bære vidnesbyrd for at bringe sjæle til Frelseren (se 2 Kor 13:1).

Jeg blev mindet om det smukke begreb kollektiv missionering, da jeg en dag modtog en e-mail. En bror, der sagde, at han var søn af missionspræsidenten i Wichita i Kansas, spekulerede på, om jeg mon var Robert Monsons hustru. Broren fortsatte med, at han ledte efter den ældste Monson, der tjente i missionen i Centralstaterne i 1959. Det var min mand.

Han fortalte mig om to unge ældster, der for nylig blev inspireret til at træde ind i et lejlighedskompleks. De bankede på den første dør og fandt en ældre dame, der opfordrede dem til at komme tilbage dagen efter. De aftalte et tidspunkt.

Da de vendte tilbage til aftalt tid, fandt de ud af, at denne ældre søster havde en gammel tre-i-en udgave (Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle), som missionærerne havde givet hende i 1959. Hun havde læst den mange gange og vidste, at lærdommene i den var sande. Hun havde ikke tilsluttet sig Kirken dengang, fordi hendes mand ikke ønskede, at hun kom i kirke eller blev døbt. Hendes mand var for nylig død, og hun bad om, at hun måtte finde missionærerne igen. I hendes tre-i-ener stod navnene på de to missionærer fra 1959: Robert Monson og Granade Curran, min mand og hans kammerat.

I løbet af de følgende uger lærte denne kvinde om frelsesplanen og templets velsignelser. Hendes søn var død som 22-årig, og hun var begejstret over muligheden for at blive genforenet med ham. Da missionærerne inviterede hende til at blive døbt, tog hun med glæde imod deres invitation.

Både min mand og hans kammerat, ældste Curran, er gået bort, men jeg kan forestille mig, at de overværede denne smukke dåb fra den anden side af sløret.

Da missionspræsidentens søn fortalte mig historien, blev jeg mindet om, at Frelseren ikke glemmer nogen af os. Han er altid med os, hvis vi lader ham komme ind i vores liv. Det Nye Testamente fortæller historien om Zakæus, der klatrede op i et morbærfigentræ for at se Frelseren (se Luk 19:1-10). Selv oppe i træet blev Zakæus fundet af Frelseren, der bad ham om at komme ned og tage imod ham i hans hjem. På samme måde bad en ældre søster og ventede på, at missionærerne bankede på hendes dør, og det gjorde de. Frelseren kender os alle. »For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte« (Luk 19:10).

To par missionærer – et par for over 60 år siden og så et for nylig – bragte denne søster til Jesus Kristus og styrkede samtidig deres eget vidnesbyrd og fandt glæde i Herren. Jeg er ydmyg over, at jeg kunne være tilskuer i denne historie og føle glæden hos alle involverede, der bragte denne søster til Frelseren (se L&P 18:15).

Forfatteren bor i Utah i USA.

»Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!«

– Lære og Pagter 18:15.