Liahona
Tre måder at rette jeres liv ind efter Guds vilje
Juli 2024


Kun digitalt: Unge Voksne

Tre måder at rette jeres liv ind efter Guds vilje

Hvordan kan vi vide, hvad vor himmelske Fader ønsker, at vi gør?

Billede
Jesus Kristus bærer et lam

På vej hjem [Going Home], af Yongsung Kim

I løbet af de sidste par år har jeg spekuleret på:

»Hvad er Guds vilje med mit liv?«

»Hvordan retter jeg min vilje ind efter hans?«

Jeg har søgt svar på disse spørgsmål i lang tid – og jeg tror stadig ikke, at jeg har fået styr på dem allesammen. Men jeg har opdaget tre sandheder, der hjælper mig til at forstå, hvordan jeg i navigerer mit liv på den måde, som vor himmelske Fader ønsker, at jeg gør.

1. Bliv ved med at have Ånden hos jer

En vigtig del af at følge det, vor himmelske Fader ønsker, vi skal gøre, er at søge og lytte til Helligåndens tilskyndelser. Ånden kan tale til os på mange måder, men det er vores ansvar at leve værdigt til dens følgeskab og lære, hvordan han taler til os personligt.

For mig taler Ånden gennem mine tanker, men sommetider kan det være svært at kende forskel på mine egne følelser og Guds vejledning.

En ting, jeg godt kan lide at gøre, er at tænke over, om de tanker, jeg har, er gode. Som profeten Moroni sagde: »Alt det, som er godt, kommer fra Gud« (Moro 7:12). Hvis en tanke fortæller mig, at jeg skal gøre noget godt for et andet menneske, indbyder mig til at skabe kontakt til vor himmelske Fader eller opmuntrer mig til at blive mere som Jesus Kristus, så ved jeg, at det kommer fra Helligånden.

Dag for dag prøver jeg at have denne faste ledsager med mig, lytte til hans opfordringer og være villig til at handle på dem. Det hjælper mig med at rette mit liv ind efter vor himmelske Fader.

Præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har mindet os om: »Helligånden bliver sendt til de trofaste pagtsmedlemmer i Jesu Kristi Kirke. Jeres oplevelser vil være unikke, og Ånden vil vejlede jer på den måde, der passer jeres tro og evner bedst til at modtage åbenbaring for jer selv og dem, I elsker og tjener.«

2. Husk jeres guddommelige identitet – og hjælp andre til at huske deres

Vor himmelske Fader og Jesus Kristus siger: »Du skal elske din næste som dig selv« – det er det andet store bud (se Matt 22:39). Vi kan føle mere kærlighed og medfølelse for os selv og andre, når vi kender og ærer vores guddommelige identitet.

Vor himmelske Fader ønsker, at vi ser os selv som det, vi er – hans elskede børn med uendeligt potentiale. Fordi han elsker os, ønsker han, at vi elsker andre og minder dem om, hvem de virkelig er.

Ældste Gerrit W. Gong fra De Tolv Apostles Kvorum minder os kærligt om: »Tro, tjeneste og offer drager os ud over os selv og tættere på vor Frelser. Jo mere barmhjertig, trofast og uselvisk vores tjeneste og offer er i ham, jo mere kan vi begynde at fatte Jesu Kristi forsonende barmhjertighed og nåde over for os.«

Jeg tror, at hvis vi kunne se os selv, som Faderen ser os, så ville vi lettere kunne se hans hånd i vores liv.

3. Stol på hans timing

En grundlæggende del af at gøre tingene på Guds måde er at stole på hans timing. Jeg ved, at der er tidspunkter i vores liv, hvor det sidste, vi har lyst til, er at vente. Måske håber vi på velsignelser, herunder at finde en ægtefælle, have penge nok til at købe et hus, finde et godt betalt job, helbredelse enten fysisk eller mentalt eller utallige andre.

Men sommetider kommer disse velsignelser ikke, når vi ønsker det. Faktisk kan livet sommetider føles, som om vi vandrer rundt i en stor ørken, hvor velsignelserne er løbet tør.

Men når vi venter på vor himmelske Fader, kan vi se på historien om jereditterne i Mormons Bog (se Eter 2). Da de rejste til det forjættede land, ønskede Gud ikke, at de gjorde holdt i ørkenen (se v. 7). Han ville have dem til at fortsætte. På samme måde ønsker Faderen heller ikke, at vi stopper i vores billedlige ørkener. Han ønsker, at vi fortsætter fremad i tro, indtil vi når de lovede velsignelser.

Han ønsker, at jeg fortsætter i tro, holder hans befalinger og tålmodigt venter på ham.

Der kan være tidspunkter, hvor vi ikke kan forstå, hvorfor vi er nødt til at udholde nogle udfordringer, eller hvorfor vi er nødt til at vente på hans timing. Noget, jeg har lært, er, at alt, uanset hvor svært det er, altid kan være til vores gavn, hvis vi bliver ved med at komme vor himmelske Fader nærmere (se L&P 122:7).

Jeg ved, at når vi stræber efter at gøre tingene på vor himmelske Faders måde, kan vi have Helligåndens ledsagelse og føle hans kærlighed hver dag. Hvis vi stoler på vor himmelske Fader, selv i svære tider, kan vi finde den styrke, vi har brug for. Hvis I går igennem noget svært, så knæl ned og tal med ham. Jeg ved, at vor himmelske Fader vil høre jer og give jer den trøst og vejledning, I har brug for.

Jeres trængsler forsvinder måske ikke, når I har bedt, men Faderen vil give jer styrke til at fortsætte – og han vil være på den sti sammen med jer.

Udskriv