Hvad kan vi bede for?

I Alma 33 og 34 lærer vi, at vi kan bede hvor som helst og når som helst og om hvad som helst. Her følger nogle eksempler på personer, der beder i forskellige situationer.

Når I læser disse beretninger, så overvej hvordan og hvornår I har bedt »for flokkene på jeres marker« og »i jeres kamre og på jeres skjulte steder og i jeres ødemark.« (Alma 34:25, 26).

Billede

mand står i sportstøj

Sidste dages hellige Alma Richards kom på det olympiske hold i 1912.

Bøn ved OL

Alma Richards, der var højdespringer, var en del af det olympiske atletikhold i 1912, der konkurrerede i Stockholm i Sverige. Under konkurrencen røg de andre en efter en, indtil der kun var Alma og en anden tilbage.

»Da Alma forberedte sig på at hoppe, var hans sind fuld af tanker. Der var han og repræsenterede sit land ved den største sportskonkurrence i verden. Alligevel følte han sig svag, som om hele verden hvilede på hans skuldre. Han tænkte på Utah, sin familie og sin hjemby. Han tænkte på BYU og de hellige. Da han bøjede sit hoved, bad han Gud om at give ham styrke. ›Hvis det er rigtigt, at jeg skal vinde,‹ bad han, ›vil jeg gøre mit bedste for at være et godt eksempel alle mine dage.‹«

Alma trak på styrke fra Herren og hoppede og kom over overliggeren. Da hans sidste konkurrent fejlede, vandt Alma guldmedaljen.

Billede

mand hopper over en bar ved en sportsbegivenhed

Senere »drillede en ven ham for at bede før hans vinderspring. ›Jeg ville ønske, at du ikke ville grine,‹ svarede Alma stille. ›Jeg bad til Herren om at give mig styrke til at komme over overliggeren, og jeg kom over.‹«

Bøn på et gadehjørne

I 1898 var Inez Knight og Jennie Brimhall de første to enlige kvinder, der blev kaldet som søstermissionærer for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Kort tid efter de var ankommet på mission til England, tog de to kvinder ud for at prædike i Oldham, en lille industriby nær Liverpool.

Inez Knight og Jennie Brimhall bad om hjælp til deres mission i England.

De to søstre, deres missionspræsident og andre missionærer samledes en aften. »Om aftenen dannede de en rundkreds på et travlt gadehjørne, bad en bøn og sang salmer, indtil en stor skare dannede sig omkring dem. Deres indsats var så vellykket, at missionspræsidenten »bekendtgjorde, at der ville blive afholdt et særligt møde den følgende dag, og han opfordrede alle til at komme og høre forkyndelse fra ›virkelige, levende mormonkvinder‹«.

Bøn om transport

Sahr fra Bo i Sierra Leone rejste med motorcykeltaxi til et landligt område for at give noget meget tiltrængt medicin til sine ældre forældre. Han blev længere end planlagt for at hjælpe sine forældre med at reparere deres tag, som var blevet beskadiget i en storm. Da det var ordnet, var tusmørket faldet på.

Da det var så sent var det usandsynligt, at der ville komme en taxa. Sahr blev bekymret. Uden en taxa stod han over for en rejse til fods, der ikke blot ville være lang, men muligvis også farlig. At blive hjemme hos sine forældre var ikke en mulighed, fordi han havde en tidlig vagt på sit arbejde næste morgen. Derudover havde han ikke lyst til at lade sin lille familie være alene om aftenen.

Det virkede lidt mærkeligt at bede om en motorcykeltaxi, men Sahr bad Gud om hjælp til at kunne komme hjem. Minutter senere kom der en taxa, der lige havde sat nogen af i det normalt rolige område. Sahr klatrede taknemligt op og følte sig velsignet over, at han kunne være hjemme i god tid for at opfylde sine arbejdsforpligtelser og tage vare på sin familie.

Bøn om en ændring af tidsplanen

Bror Miguel Troncoso fra Santa Cruz i Argentina så frem til at høre ældste Carlos H. Amado fra De Halvfjerds tale i sin stav. Men ældste Amado skulle tale en tirsdag aften, og broder Troncoso, der er gymnasielærer, skulle undervise en klasse den aften. Han og hans familie havde bedt om hjælp, da han var opsat på at deltage i mødet.

Bror Troncoso siger dette om sin oplevelse:

»Dagen før konferencen følte jeg mig tilskyndet til at tale med rektor om at få lov til at gå 20 minutter tidligere … inden jeg kunne nå at sige et ord, spurgte hun mig, om jeg ville have noget imod at begynde min tirsdagsklasse to timer tidligere end normalt …

Sikke en velsignelse for os. Vi ankom til mødet i god tid og fornemmede Ånden i en af Herrens disciples nærhed … Desuden opnåede vi som familie et vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader kender vore ønsker og hører vore bønner.«