»En vidunderlig forberedelse til livet«, Liahona, juli 2024.
En vidunderlig forberedelse til livet
Det, som unge mænd og unge kvinder lærer på en mission, vil velsigne dem for evigt.
Lige siden jeg var helt ung, har jeg altid betaget af missionærernes begejstring. Under et nadvermøde i min lille gren i Minas i Uruguay bar en missionær sit vidnesbyrd og udtrykte sine følelser for sin mission. Hans ord forblev i mit sind og mit hjerte.
»En dag,« sagde jeg til mig selv, »vil jeg tage på mission.«
Nogen tid senere havde jeg som præst mulighed for at ledsage missionærerne, når de skulle ud og undervise. Det var en uforglemmelig oplevelse at være missionær som 16-årig!
Da jeg blev 18, vendte adskillige unge fra min gren hjem fra deres mission, deriblandt min søster Ana, der var vendt hjem fra en mission i Argentina. Deres oplevelser og vidnesbyrd rørte også mit hjerte.
Da min 19-års fødselsdag nærmede sig, ønskede jeg også at drage ud og forkynde Frelserens evangelium og tjene i hans vingård (se L&P 75:2). Jeg forberedte og indsendte mine missionspapirer. Da mit missionskald kom, åbnede jeg et brev, der var underskrevet af præsident Spencer W. Kimball og læste, at jeg skulle tjene i Uruguay/Paraguay-missionen. Jeg skulle tjene i mit eget land! Jeg blev glad for muligheden for at »forkynde glædelige tidender om stor glæde, ja, det evigtvarende evangelium« (L&P 79:1).
Jeg ankom til missionskontoret efter at have rejst to timer med bus til Montevideo i Uruguay. Missionspræsidenten indsatte mig som missionær for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og jeg mødte min missionærkammerat. Den eftermiddag begyndte vi at banke på døre.
I begyndelsen var der tidspunkter, hvor min mission ikke var helt så spændende, som jeg havde forestillet mig, den ville være. Heldigvis havde jeg en lydig og hårdtarbejdende missionærkammerat, der hjalp mig til at finde glæden ved at fordybe mig selv i Herrens tjeneste. Hans eksempel velsignede mig gennem hele min mission.
Men min forberedelse til at være repræsentant for Frelseren Jesus Kristus var begyndt længe forinden.
Det hele begyndte med en slipsenål
I januar 1962, da jeg var seks år gammel, ankom missionærerne til min fars smykkebutik for at købe en ny slipsenål, fordi en af dem havde mistet sin. Mens de var der, hørte de nogen spille guitar. Da de spurgte ind til det, inviterede min far dem til at komme indenfor og møde sin ven.
Under deres samtale spurgte min far og hans ven missionærerne, om de spillede guitar. En af ældsterne sagde, at han spillede lidt. Min fars ven gav ham sin guitar og bad ham om at spille. Han begyndte at spille nogle sange, mens hans kammerat sang.
Missionærernes enkle søgen efter en slipsenål førte til min families introduktion til Jesu Kristi evangelium. Vi blev gode venner med missionærerne og begyndte at lytte til lektionerne. Evangeliets frø blev sået, og det begyndte at vokse, først hos min mor, Elsa, og mine søstre Ana og Stella og så hos mig.
Siden den dag er kærligheden til missionering vokset i min familie. Jeg har tjent som missionær, mine sønner har tjent som missionærer, og nu er vores børnebørn begyndt at forberede sig til at tjene som missionærer og de bliver dermed tredje generation af missionærer.
Det er ikke altid let at være missionær. Det kræver forberedelse, før en ung mand eller kvinde er klar til at tage til missionsmarken. Det er her, forældre, familie og kirkeledere kan være gode eksempler og arbejde sammen som et hold for at forberede de unge i en tidlig alder.
At hjælpe dem med at lære praktiske færdigheder kan være en måde at hjælpe dem til at forberede sig på. Færdigheder som at spare penge sammen, vaske og stryge tøj, sy, pudse sko, lave mad, tale med andre og tjene andre vil hjælpe dem på deres mission. Deltagelse i seminar og institut hjælper også med forberedelsen og kompletterer det, de lærer derhjemme og i deres kvorummer og klasser.
Vores støtte bør fortsætte, mens de er på mission. Det er smukt at høre de vidunderlige oplevelser, som vores missionærer har næsten dagligt. Vi kan også være en del af disse oplevelser ved at række ud til dem, de underviser. For eksempel kontaktede moderen til en af de missionærer, der underviste vores familie, min mor og skrev til hende i mange år og hjalp min mor med at blive på pagtsstien.
Når vi hjælper fremtidige missionærer med at forberede sig, bør vi huske, at missionering er meget mere end en tradition i Kirken – det er en opfordring og befaling fra Herren (se Matt 28:19). I begyndelsen blev Adam og Eva undervist i evangeliet. De underviste derefter deres børn i evangeliet (se Moses 5:6-12). »Og således begyndte evangeliet at blive prædiket fra begyndelsen, idet det blev forkyndt af hellige engle, udsendt fra Guds nærhed« (Moses 5:58).
Denne forkyndelse fortsætter nu med en hærskare på flere end 71.000 missionærer. Men vi har brug for flere, mange flere, i frontlinjen – en hær af missionærer og medlemmer.
Hvad vi kan lære på vores mission
Mens jeg var på mission, blev jeg vant til at missionere og begyndte at tænke dybere over vores budskab. Jeg havde altid følt, at evangeliet var sandt, men jeg havde et stærkt ønske om at vide, at det var sandt. Jeg bad, fastede, studerede, arbejdede og ventede derpå på et svar.
En dag delte jeg under en lektion Joseph Smiths beretning om det første syn:
»Jeg [så] en lyssøjle lige over mit hoved, som var stærkere end solens glans, og som dalede gradvis ned, indtil den faldt på mig …
Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: Det er min elskede Søn. Hør ham!« (JS-H 1:16-17).
I det øjeblik kunne jeg mærke Helligånden bekræfte for mig, at det, jeg underviste i, var sandt. Profeten Joseph Smith havde virkelig set Faderen og Sønnen, og Mormons Bog er Guds ord og vidner tillige med Bibelen om vor Frelser. Sikke en fred det bragte mig i min sjæl. Selv her årtier senere varmer det stadig mit hjerte.
Min mission var som at få en åndelig kandidatgrad. Det, som unge mænd og unge kvinder lærer på en mission, vil velsigne dem for evigt. Blandt mange andre ting lærer de:
-
Hvordan man studerer, beder, underviser og anvender evangeliske principper dagligt.
-
Hvordan man lever sammen med en kammerat 24 timer i døgnet.
-
Hvordan man passer på sit helbred.
-
Hvordan man planlægger.
-
Hvordan man forbedrer sine lederevner.
-
Hvordan man relaterer til andre mennesker.
-
Hvordan man søger, lytter til og bliver vejledt af Helligånden.
Unge mænd og unge kvinder, der tjener missionærer, vil blive styrket og forberedt til at møde livets udfordringer, når de fortsætter med at anvende det, de har lært, mens de var på mission.
Tiden er inde
Vores elskede profet, præsident Russell M. Nelson, har sagt:
»Der har aldrig tidligere været et tidspunkt i verdenshistorien, hvor kendskabet til vor Frelser er vigtigere for den enkelte eller mere relevant for enhver menneskesjæl. Forestil jer, hvor hurtigt de ødelæggende konflikter over hele verden – og i vores individuelle liv – ville blive løst, hvis vi alle valgte at følge Jesus Kristus og give agt på hans lærdomme.«
Tiden er inde til, at vi må vise vores karakter og mod og fortælle andre om Jesu Kristi evangelium. Den dag er oprundet, hvor vores unge må forberede sig på at tjene i Herrens bataljon på en undervisnings- eller tjenestemission. Verden har brug for jer! Der er knæ, der skal styrkes, hænder, der skal opløftes, og sandhed, der skal forkyndes (se L &P 81:5).
Må følgende opfordring fra Herren få os til at handle og løfte sandhedens banner med kraft:
»Se, jeg siger jer, at det er min vilje, at I skal drage ud …
idet I opløfter jeres røst som med en basuns lyd og forkynder sandheden i overensstemmelse med de åbenbaringer og befalinger, som jeg har givet jer.
Og således skal I, hvis I er trofaste … blive kronet med ære og herlighed og udødelighed og evigt liv« (L&P 75:3-5).