»Gud viste mig, at jeg havde et formål«, Liahona, juli 2024.
Trosskildringer
Gud viste mig, at jeg havde et formål
Jeg faldt ned fra et træ, men Herren reddede mig, så jeg kunne ændre mit liv og hjælpe folk med handicap som mine.
Fotos: Christine Hair
Jeg var til en religiøs konference med min søster, da hun bad mig om at klatre op i et træ og hente en masse kokosnødder til konferencen. Da jeg plukkede kokosnødder i toppen af træet, besvimede jeg pludselig og faldt ned. Jeg landede hårdt på ryggen og kunne ikke længere mærke mine ben.
Jeg kom på hospitalet, hvor lægerne stabiliserede mine knogler i min ryg. I tre måneder lå jeg på ryggen på hospitalet og var ude af stand til at sidde op. Det var en følelsesladet og deprimerende tid. Jeg lå bare der og spekulerede på, hvad der ville ske med mig, og hvad jeg så kunne gøre.
Rådfør jer med Herren
Efter tre måneder fik jeg at vide, at jeg skulle tage til New Zealand for at få en rygoperation. Operationen gjorde, at jeg kunne sidde i stedet for kun at ligge ned. Mens jeg lå på hospitalet i New Zealand, mødte jeg en pige, der arbejdede der. Hun spurgte mig: »Kender jeg dig? Du ser bekendt ud.«
Vi begyndte at snakke. Hun fortalte om Jesu Kristi evangelium og gav mig et eksemplar af Mormons Bog. Først læste jeg den ikke. Jeg lod den ligge urørt ved siden af min seng. Men en dag var jeg alene, og der var ikke noget spændende i fjernsynet. Så bemærkede jeg Mormons Bog på mit bord. Jeg åbnede den og begyndte at læse og læse.
Da jeg læste, fik jeg en følelse af, at der var noget anderledes ved Mormons Bog, og at den måtte indeholde Jesu Kristi sande evangelium. Pigen på hospitalet havde markeret flere vers, hvoraf et af dem var Alma 37:37: »Rådfør dig med Herren i alle dine gerninger, så vejleder han dig til din gavn.«
De ord sprang mig i øjnene og fik mig til at tænke. For at vide om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige var den sande kirke, vidste jeg, at jeg var nødt til at rådføre mig med Herren. Jeg ville også gerne se denne kirke med mine egne øjne.
Min håbløshed blev skyllet væk
Da jeg kom hjem fra New Zealand, bad jeg missionærerne om at undervise mig. Under min undervisning fik jeg et vidnesbyrd om, at dette er Kristi Kirke. Jeg er taknemlig for de missionærer, der underviste mig. Da jeg blev døbt, havde de styrken til at bære mig ned i vandet – den ene holdt mig i sine arme, mens den anden udførte dåben.
Med min dåb blev alle de følelser af depression og håbløshed, jeg havde udholdt, skyllet væk. Jeg vidste, at jeg havde et formål med livet, og at Gud elskede mig.
Inden jeg blev døbt, var jeg flov over mig selv på grund af min kørestol. Da jeg var blevet døbt, begyndte jeg imidlertid at komme i menigheden hver søndag og deltage i aktiviteter for unge voksne. Jeg gik endda til stavsfester og dansede i min kørestol til hver sang. Jeg meldte mig også ind i et netværk for samoanere med rygskader.
Jeg indså, at jeg var helet fra følelsen af, at jeg var nødt til at gemme mig. Gennem Kirken fik jeg selvtillid til at færdes blandt folk igen.
Herren hjalp mig også til at presse mig selv og udvikle mig, da jeg blev opfordret til at gennemføre et treårigt program på den cambodjanske skole for protetik og ortopædi. Jeg var usikker på, om jeg kunne komme med i programmet, for ingen i en kørestol havde nogensinde ansøgt. Men omstændighederne gjorde mig i sidste ende i stand til at gå på skolen i Cambodja. Jeg bestod skolen som den første elev med et handicap i programmets historie.
Inden Posenaj blev døbt, følte han sig flov over at sidde i kørestol. Men efter sin dåb, fik han »selvtillid til at færdes blandt folk igen,« fortæller han.
Da jeg vendte tilbage til Samoa, talte jeg ved et foredrag for unge voksne singler om sundhed. Efter konferencen kom en kvinde hen til mig for at give mig hånden og fortælle mig, at hun godt kunne lide min tale. Lagimanofia var lige vendt hjem fra sin mission. Fra det øjeblik jeg mødte hende, følte jeg, at hun havde fuldendt mig. Jeg havde bedt om at finde en, der kunne være ledsager, og som ville elske og acceptere mig.
Da Lagimanofia og jeg begyndte at date, tog hun sig af mig og accepterede mig, og hendes familie støttede mig. Vi blev gift, og vores liv ændrede sig for evigt, da vi adopterede Posenai Jr. Gud forberedte os på at adoptere ham. At have ham i vores liv har gjort os meget lykkelige.
Kan jeg tjene?
I Kirken blev jeg kaldet som menighedssekretær og senere som rådgiver i biskoprådet. Jeg kunne ikke fatte, at nogen i kørestol kunne tjene. Min ulykke havde gjort mig hjælpeløs, men arbejdet i Kirken fik mig til at føle mig nyttig og hjalp mig til at indse, at jeg kunne bidrage. Jeg elsker muligheden for at komme Jesus Kristus nærmere, når jeg tjener.
Som rådgiver i biskoprådet ønskede jeg at blive vejledt, så jeg kunne blive bedre til min kaldelse. Det fik mig til at ønske at forberede mig mere for hver søndag. Jeg kom ind i vanen med at læse mine skrifter, og jeg havde mulighed for at bære mit vidnesbyrd. At være leder i Kirken hjalp mig endda til at blive leder på mit arbejdet. Jeg opbyggede følelsen af, at jeg kunne lede og tage ordet, således at jeg kunne lede i andre sammenhænge.
Nu arbejder jeg som rektor for afdelingen for proteser og ortopædi på Tupua Tamasese Meaole Hospital, Samoas hovedhospital. På min afdeling bliver omkring 500 mennesker om året hjulpet med hjælpemidler til at gå og kørestole. Kirken sørger gennem det samoanske sundhedsministerium for de nødvendige kørestole og materialer til at lave proteser (se philanthropies.ChurchofJesusChrist.org/humanitarian-services). Disse hjælpemidler hjælper folk til at komme tilbage på arbejdet og blive selvhjulpne. De giver også folk håb og en vej tilbage til et liv, de troede, de havde mistet.
»At arbejde i Kirken fik mig til at føle mig nyttig og indse, at jeg har noget at bidrage med,« siger Posenai. »Jeg elsker muligheden for at komme Jesus Kristus nærmere, når jeg tjener.«
Stol på Herren
Hvis jeg skulle give råd til andre med handicap, ville jeg sige: »Lad ikke jeres handicap stoppe jer fra det, I tror på. Læg jeres hjerte i det, I ønsker at opnå, og arbejd hårdt hen imod det. Når I søger Herrens hjælp, vil han velsigne jer« (se 2 Ne 32:9).
I den tro bliver jeg ved, og det gør mig til den, jeg er i dag. Jeg tror, at jeg blev placeret her og blev reddet med et formål. Jeg faldt ned fra det træ, men Herren reddede mig, så jeg kunne vende mit liv og udføre dette værk, der hjælper alle disse mennesker. Herren har lært mig, at jeg kan hjælpe mange mennesker – ikke på trods af mit handicap, men på grund af det.