Institut
Lektion 2, Klassens forberedelsesmateriale: Det første syn


»Lektion 2, Klassens forberedelsesmateriale: Det første syn«, Grundlag for genoprettelsen, Lærerens hæfte, 2019

»Lektion 2, Klassens forberedelsesmateriale«, Grundlag for genoprettelsen, Lærerens hæfte

Lektion 2, Klassens forberedelsesmateriale

Det første syn

Det første syn

Præsident Joseph F. Smith beskrev Joseph Smiths første syn som »den største begivenhed … siden Guds Søns opstandelse« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. Smith, 1998, s. 14). Når I studerer det første syn, så tænk over betydningen af denne hellige hændelse, og hvilken virkning den har haft på jeres liv og på verden.

Afsnit 1

Hvilke sandheder kan vi lære af Joseph Smiths første syn?

I forbindelse med Joseph Smiths første syn har ældste Richard J. Maynes fra De Halvfjerds sagt:

Det er en lærerig og oplysende oplevelse at analysere det, vi lærer af denne hellige og inspirerende oplevelse … om vor himmelske Faders og Sønnens evige beskaffenhed, om at Satan vitterlig findes, om kampen mellem godt og ondt og andre vigtige aspekter af den store plan til frelse …

Joseph Smiths første syn var den nøgle, der åbnede for mange sandheder, der havde været skjult i århundreder. Lad os hverken glemme eller tage de mange dyrebare sandheder, vi har fået takket været det første syn, for givet. (Richard J. Maynes, »Det første syn: En nøgle til sandhed«, Liahona, juni 2017, s. 30, 31)

Joseph Smith voksede op i en tid med stor religiøs forvirring. De forskellige kirker i hans område konkurrerede om konvertitter og diskuterede energisk læresætninger og gudsdyrkelse med hinanden. Når I læser følgende beretning om det første syn, der blev nedskrevet i 1838, og nu er at finde i standardværkerne som Joseph Smiths Historie, så læg mærke til, hvilken indsigt I får, og marker de evangeliske sandheder, der giver mest mening for jer.

ikon, studie

Forbered jer til klassen

Læs Joseph Smith – Historie 1:8, 11-19.

Mit hjertes ønske (Det første syn), af Walter Rane
ikon, nedskriv

Nedskriv jeres tanker

Skriv de sandheder, I kan finde frem til i Joseph Smiths beretning fra 1838 om det første syn, i en notesbog eller det tomme felt nedenfor. Skriv også ned, hvorfor I tror, disse sandheder er vigtige at forstå. Kom til klassen forberedt på at fortælle, hvad I har skrevet.

Afsnit 2

Hvordan giver de forskellige beretninger om Joseph Smiths første syn et større indblik i denne hellige begivenhed?

tekst fra Joseph Smith Papers

Joseph Smiths håndskrift i hans beretning fra 1832 om det første syn.

Beretningen fra 1838 om det første syn, der er medtaget i Joseph Smith – Historie, blev dikteret af Joseph i en tid, der var præget af modstand mod at »gøre alle, som søger efter sandheden, bekendt med kendsgerningerne« (JS-H 1:1). Det er den mest velkendte beretning om det første syn, og den blev optegnet som en del af Joseph Smiths officielle historie om Kirken. Den blev kanoniseret tillige med resten af Den Kostelige Perle i 1880 og blev en del af Kirkens standardværker på det tidspunkt.

Udover beretningen fra 1838 skrev eller dikterede profeten Joseph Smith tre øvrige beretninger om sin oplevelse. Der findes også fem andenhåndsberetninger om det første syn, der er nedskrevet af Joseph Smiths samtidige.

De forskellige beretninger om det første syn fortæller en sammenhængende historie, selvom at de naturligvis adskiller sig fra hinanden i fokus og detaljer. Historikere forventer, at når en person genfortæller en oplevelse til forskellige modtagere under forskellige vilkår over en årrække, så vil hver beretning fremhæve forskellige aspekter af oplevelsen og indeholde unikke detaljer. Forskelligheder, der svarer til dem i beretningerne om det første syn, finder man også i adskillige beretninger i skriften om Paulus’ syn på vejen til Damaskus og apostlenes oplevelse på Forklarelsens bjerg. Men trods disse forskelle er der en grundlæggende overensstemmelse på tværs af beretningerne om det første syn. Nogle har fejlagtigt været fortaler for, at enhver variation i genfortællingen af beretningen er et bevis på, at den er opdigtet. Tværtimod giver de mange historiske beretninger os mulighed for at lære mere om denne bemærkelsesværdige begivenhed, end vi kunne, hvis den var mindre veldokumenteret. (»Beretninger om det første syn«, Evangelisk emneessay, topics.ChurchofJesusChrist.org)

Når I læser følgende uddrag af de øvrige førstehåndsberetninger om Joseph Smiths første syn, så overvej at markere detaljer og sandheder, der gør særligt indtryk på jer. I kan skrive ethvert spørgsmål, I måtte have, ned og tage det med til klassen.

Bemærk: De fuldstændige beretninger finder I i »Joseph Smith’s Accounts of the First Vision« på josephsmithpapers.org.

Beretningen fra 1832

Denne beretning blev skrevet i begyndelsen af Joseph Smiths brevbog og er den eneste beretning, der indeholder en del af hans egen håndskrift. Noget af den er også skrevet med Josephs skrivers håndskrift.

Da jeg var omkring 12 år, [begyndte] mit sind at blive alvorligt optaget af bekymringer for min sjæls udødelige velfærd …

Mit sind blev meget tynget, for jeg blev overbevist om min syndige tilstand … Jeg sørgede over mine synder og over verdens synder …

Derfor anråbte jeg Herren om nåde, for der var ingen andre, jeg kunne gå til for at modtage nåde. Og Herren hørte mit råb i vildnisset, og mens jeg var i færd med at påkalde Herren, skete det i mit 16. leveår, at en lyssøjle så strålende som solen ved middagstid kom fra oven og hvilede på mig. Jeg blev fyldt med Guds Ånd, og Herren åbnede himlen for mig, og jeg så Herren.

Og han talte til mig og sagde: »Joseph, min søn, dine synder er dig tilgivet. Gå bort, lev efter min lov, og hold mine bud. Se, jeg er herlighedens Herre. Jeg blev korsfæstet for verden, for at alle, som tror på mit navn, må få evigt liv. Verden ligger i synd i øjeblikket, og ingen gør godt, nej, ikke en eneste. De er kommet på afveje fra evangeliet og holder ikke mine bud. De henvender sig til mig med deres læber, men deres hjerte er langt borte fra mig. Og min vrede er blusset op mod jordens indbyggere for at hjemsøge dem for deres ugudelighed og bringe det til opfyldelse, der er blevet talt om af profeters og apostles mund. Se engang, jeg kommer hurtigt, som det er skrevet om mig, i en sky, iklædt min Faders herlighed.«

Min sjæl blev fyldt med kærlighed, og i mange dage kunne jeg glæde mig over den store lykke. Herren var med mig, men jeg kunne ikke finde nogen, der ville tro på det himmelske syn. Men jeg gemte disse ting i mit hjerte.

Beretningen fra 1835

Denne beretning er en optegnelse af Joseph, der beskriver sit første syn for en, der besøgte ham i hans hjem. Den blev nedfældet i Josephs dagbog af hans skriver.

Jeg påkaldte Herren i inderlig bøn. En ildsøjle fremkom over mit hoved. Den lagde sig på mig og fyldte mig med en usigelig glæde. En person kom til syne midt i denne flammende søjle, hvorved alt omkring blev oplyst, men uden at blive fortæret. Snart kom der en anden person til syne lig med den første. Han sagde til mig: »Dine synder er dig tilgivet.« Han bevidnede for mig, at Jesus Kristus er Guds Søn. Og jeg så mange engle i dette syn. Jeg var omkring 14 år gammel, da jeg modtog denne første kommunikation.

Beretningen fra 1842

Denne beretning kommer fra et brev, der blev skrevet som svar på spørgsmål fra John Wentworth, der var avisredaktør i Chicago.

Jeg trak mig tilbage til et afsides sted i en lund og begyndte at påkalde Herren. Mens jeg var optaget af inderlig bøn, blev mit sind fjernt fra de ting, der var omkring mig, og jeg blev indhyllet i et himmelsk syn, og jeg så to strålende personer, der lignede hinanden fuldstændigt, de var omgivet af et strålende lys, der overgik solens ved højlys dag. De fortalte mig, at alle de forskellige religiøse trosretninger troede på ukorrekte principper, og at ingen af dem var godkendt af Gud som hans kirke og rige. Jeg fik udtrykkelig befaling om »ikke at slutte mig til dem«, og på samme tid fik jeg et løfte om, at evangeliets fylde ville blive gjort kendt for mig på et fremtidigt tidspunkt.

ikon, eftertanke

Eftertanke i forberedelse til klassen

Hvordan bidrager disse øvrige beretninger til jeres forståelse og påskønnelse af Joseph Smiths første syn? Hvilke øvrige sandheder kan I føje til jeres liste fra afsnit 1 i dette materiale? Hvordan har jeres vidnesbyrd om denne hellige begivenhed påvirket jeres liv?