Institut
Lektion 19, Lærerens hæfte: Retfærdig levevis i ugudelige tider


»Lektion 19, Lærerens hæfte: Retfærdig levevis i ugudelige tider«, Lærdomme og læresætninger i Mormons Bog, Lærerens hæfte, 2021

»Lektion 19, Lærerens hæfte«, Lærdomme og læresætninger i Mormons Bog, Lærerens hæfte

Lektion 19, Lærerens hæfte

Retskaffen levevis i ugudelige tider

Præsident Russel M. Nelson har observeret: »Mormons Bog belyser både Mesterens lære og udstiller modstanderens taktik« (»Mormons Bog: Hvad ville jeres liv være uden?« Liahona, nov. 2017, s: 62; se også 2 Ne 26-33). Del 6 vil gøre eleverne bedre i stand til at få øje på modstanderens taktikker og afgøre, hvad de kan gøre for at ruste sig mod hans onde planer. I denne lektion vil eleverne finde ud af, hvad de kan gøre for at forblive stærke, når de konfronteres med forfølgelse, og hvad de kan gøre for at leve retfærdigt i en verden fyldt med ugudelighed.

Forslag til undervisningen

Gør vores undervisning og læring bedre

Brug realistiske scenarier. Når eleverne ser forbindelser mellem deres eget liv og det, de læser om i de hellige skrifter, kan de bedre forstå relevansen af Guds ord for dem, og hvordan de kan føre til konkrete, retfærdige handlinger. Scenarier fra det virkelige liv, der omhandler virkelige spørgsmål, bekymringer og udfordringer, som eleverne står overfor, kan hjælpe eleverne med at relatere deres egne liv til doktrinen og principperne i Guds ord. Realistiske scenarier kan også hjælpe eleverne med selv at opdage, at livet nogle gange er komplekst, og at svar ikke altid er nemme at finde.

Jesu Kristi retfærdige følgere styrkes trods forfølgelse.

Indled lektionen med at overveje følgende scenarie eller andre relevante scenarier, som du tænker på.

Akari er for nylig blevet døbt og medlem af Kirken. Hendes forældre slog hånden af hende, da hun blev døbt. Først var alle i hendes menighed meget venlige. Men på det seneste har nogle af medlemmerne sagt uvenlige ting om Akaris fortid, og de har endda gjort grin med hende på grund af hendes ivrighed efter at efterleve evangeliet. Hun vil gerne være et trofast medlem af Kirken, men føler sig mismodig.

  • Hvorfor kan det være særligt svært for Akari at blive forfulgt af andre medlemmer af Kirken?

  • Hvis Akari henvendte sig til jer for at få hjælp, hvad ville I så sige eller gøre?

Mind eleverne om, at vi i Helaman 3:24-34 kan læse, at titusindvis af folk tilsluttede sig Kirken, og at folket oplevede stor medgang. Med tiden sneg stolthed sig dog ind i hjertet på nogle af Kirkens medlemmer, som begyndte at forfølge dem, der forblev ydmyge og trofaste.

Bed eleverne om at læse Helaman 3:33-35 igennem og finde det, der gav de ydmyge medlemmer af Kirken styrke, da de oplevede forfølgelse. Overvej, hvilket af følgende spørgsmål du kan stille for at give plads til den bedst mulige læring blandt eleverne:

  • Hvilke lærdomme i disse vers kunne hjælpe Akari eller nogen i en lignende situation? (Du kan lave en liste over nogle af de sandheder, som eleverne finder frem til, eksempelvis: Når vi faster, beder og giver vores hjerte til Gud, bliver vores ydmyghed og tro på Jesus Kristus stærkere, og vores hjerte bliver helliggjort – uafhængigt af andres sårende adfærd.)

  • Hvordan har faste, bøn og at give jeres hjerte til Gud påvirket jeres tro på Jesus Kristus? (se Hel 3:35). Hvordan har disse retfærdige handlinger hjulpet jer, når I har oplevet andres sårende adfærd?

Overvej at fremvise følgende spørgsmål og give eleverne lidt tid til selv at vurdere et eller flere af dem og at lave en plan for, hvordan de vil reagere på tilskyndelser, de modtager:

  • Hvad gør I for at byde andre velkommen og omgås dem i Jesu Kristi Kirke?

  • Hvad gør I for at give jeres hjerte til Gud?

  • Hvordan kan I styrke jeres tro på Jesus Kristus, uagtet andres sårende adfærd?

Bær dit vidnesbyrd, eller inviter en elev til at vidne om den kraft, der kommer, når vi handler i tro og giver vores hjerte til Gud.

Mens nefitterne blev stadigt mere ugudelige, forblev Mormon og Moroni trofaste mod Herren.

Lad eleverne dele eksempler på nyhedshistorier, kulturelle tendenser eller samtaleemner på sociale medier, som kan gøre det udfordrende at efterleve evangeliet i vor tid.

  • Hvilke forhold gjorde det udfordrende at efterleve evangeliet på den tid, hvor Mormon og hans søn Moroni levede? (Lad om nødvendigt eleverne gennemlæse afsnit 2 af forberedelsesmaterialet eller skimme kapiteloverskrifter i Morm 1-6 og Moro 9 igennem).

  • Hvordan forestiller I jer, at det må have været at leve på Mormons og Moronis tid?

Lad eleverne gennemlæse Mormon 1:1-2, 15 og Moroni 9:25-26 og være opmærksomme på årsager til, at Mormon og Moroni kunne forblive trofaste mod Herren i et samfund, der var sunket helt ned i ugudelighed.

  • Hvilket princip kan vi lære af disse vers om vores bestræbelser på at forblive trofaste mod Herren i ugudelige tider? (Hjælp eleverne med at identificere et princip, der ligner følgende: Vi kan overvinde denne verdens ugudelighed, hvis vi oplever Jesu Kristi godhed og forbliver trofaste mod ham.)

  • Hvad tror I, det betyder, at opleve Jesu Kristi godhed?

  • Hvordan kan det hjælpe os til at forblive retfærdige, når vi omringes af ugudelighed, at vi ser hen til Jesus Kristus og oplever hans godhed? (Du kan opmuntre eleverne til at gennemgå udtalelserne fra præsident Joy D. Jones og ældste Neil L. Andersen i afsnit 2 af forberedelsesmaterialet).

  • Hvordan har jeres vidnesbyrd om Jesu Kristi godhed og jeres tro på ham hjulpet jer til at tage retfærdige beslutninger, når I er stødt på ugudelighed?

Mind eleverne om, at de i afsnit 2 af forberedelsesmaterialet blev tilskyndet til enten at finde en person eller gruppe af mennesker i Mormons Bog eller én, som de kendte personligt, der havde mødt ugudelighed og var forblevet trofast. (Giv om nødvendigt eleverne tid til at gennemlæse det, de har skrevet ned). Vælg alt efter klassens størrelse en tilgang, der giver hver elev mulighed for at dele sit eksempel.

Vis følgende spørgsmål:

  • Med udgangspunkt i det I har lært og følt i dag, hvad vil I så gøre for at styrke jeres evne til at bevare styrken i jeres hengivenhed for Herren, når I støder på verdens ugudelighed? (Anspor eleverne til at nedskrive de tilskyndelser, de måtte få fra Helligånden, og til at handle på dem).

Til næste gang

Del dette citat af profeten Joseph Smith: »Det er kærlighed til friheden, der inspirerer min sjæl – borgerrettigheder og religionsfrihed for hele menneskeheden« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 342). Når eleverne studerer forberedelsesmaterialet til næste lektion, kan de tænke over, hvad religionsfrihed betyder for dem, og til at komme forberedte på at drøfte, hvad de kan gøre for at hjælpe med at fremme og bevare den frihed.

Udskriv