Vær lærevillig
Ved at være lærevillige aktiverer vi hele forsoningens kraft og velsignelser i vores liv.
Mesterens sande disciple er lærevillige. Med ganske få ord giver Abraham os stor indsigt i, hvorfor han var så velsignet. Han levede et liv, hvor »han ønskede at modtage belæringer og holde Guds bud.«1 »At ønske at modtage belæringer« er mere end at være villig til at lytte. Når vores ønske om at modtage belæring er en kraft, der er stærkere end vores tilfredshed med at være, som vi er, bliver vi lærevillige.
Præsident Brigham Young har sagt, at »det først og fremmest er vores pligt at søge Herren, indtil vi har åbnet kommunikationsvejen fra Gud til vores egen sjæl«.2 Kort efter sin død viste profeten Joseph Smith sig i en drøm for Brigham Young og belærte ham: »Bed folket om at være ydmyge og trofaste og sørge for fortsat at have Herrens Ånd, så vil den lede dem på rette vej. Vær forsigtig med ikke at afvise den lille sagte stemme; den vil lære dem, hvad de skal gøre, og hvor de skal gå hen; den vil bære rigets frugter.«3
Hvordan udløser vi den kraft, som guddommelig belæring er i vores liv? For det første må vi begynde med at være villige til at blive belært. Skønt mange føler en naturlig sult og tørst efter retfærdighed, bliver andre tvunget til at være ydmyge.4 Nogle af os vil ganske enkelt hellere ændre på reglerne end følge belæringerne eller ændre på os selv. Na’aman havde bestemt et ønske om at slippe af med sin spedalskhed, men gik bort i raseri, da profetens budbringer gav ham besked på blot at bade sig syv gange i Jordanfloden. Det var ubelejligt, noget ubetydeligt, og han følte, at floderne i hans eget land var bedre end Jordanfloden. Men han blev helbredt for sin spedalskhed, da han lyttede til sine tjenere, ombestemte sig og gjorde »som gudsmanden havde sagt.«5 På dramatisk vis fik han set, at der var en profet og en Gud i Israel. Vi må også indse, at Gud har styrende love6, og at hans visdom er større end vores egen. Selv efter at Moses havde set Guds storhed og hans skaberværker måtte han erkende, »at mennesket er intet, noget, som jeg aldrig før havde troet.«7
For det andet. Vi må antage den rette indstilling i vores sind og hjerte. Denne indstilling får vi ved bønsomt at grunde og anstrenge os åndeligt.8 Denne anstrengelse er hårdt arbejde. Den omfatter, at vi meget aktivt søger, giver agt på og studerer skrifterne. Når vi er blevet ydmyge og er blevet afklædt vores stolthed bliver vores hjerte blødgjort, og så kan vi fokusere på himmelske råd og belæringer. Lamonis far, den magtfulde lamanitiske konge, foretog netop en sådan ændring af sit sindelag, da han kastede sig på jorden og derved viste sit store ønske om at kende Gud. Han erklærede: »Jeg vil aflægge alle mine synder for at kende dig og for at kunne blive oprejst fra de døde og blive frelst på den yderste dag.«9
For det tredje må vi dernæst være lydige mod de belæringer, vi modtager. Alma sagde: »[Prøv] mine ord, og [udøv] blot den mindste smule tro.«10 Nephi sagde ganske enkelt: »Jeg vil gå og gøre …«11 Hvilken vidunderlig underdanig og lydig indstilling han udviste, da han tog imod sin fars råd om at hente messingpladerne, da han fik at vide, hvor han skulle jage, og Herrens råd med hensyn til at bygge et skib.12 I hvert tilfælde gik han i gang med tillid og fortsatte uden »på forhånd«13 at vide, hvad han skulle gøre, eller hvad resultatet ville blive. Men fordi vi er frie til selv at handle, kan livet undertiden være en vanskelig rejse, der går ud på at sætte vores sind og lid til Gud. Men, som præsident Thomas S. Monson har sagt: »Herren forventer, at vi tænker. Han forventer, at vi handler. Han forventer, at vi arbejder.«14
At blive lærevillig er en proces, hvor vi må lære linje på linje. Under denne proces omsætter vi tanker og følelser til handlinger. Men hvilke store belønninger får vi ikke for at have udøvet vores tro, når vi åbner for kommunikationsvejen til Herren. Herren har sagt: »Salige er de, der giver agt på mine bud og låner øre til mit råd, thi de skal lære visdom.«15 Han har også sagt: »Og enhver, der lytter til Åndens røst, kommer til Gud, ja, til Faderen.«16
Jeg husker, at jeg for nogle år siden spurgte min svigerfar, en erfaren biskop, hvad det var for et lille kort, han altid havde i skjortelommen. Hans svar var, at han fra tid til anden fik et indfald eller en tilskyndelse. Så plejede han at tage kortet frem og nedskrive disse følelser, når som helst han fik dem. Og derefter prøvede han at handle ud fra dem så hurtigt som muligt. Det gør os ydmyge at tænke på, at den sagte, lille røst altid er der for vores skyld for at lære os, hvad vi skal gøre, og hvor vi skal gå hen. Herren fortæller os, at når vi giver agt på en tilskyndelse, får vi ofte flere. Hvis vi ikke følger dem, bliver de med tiden færre.
Som følge af vores lærevillighed får vi et endnu større vidnesbyrd om vor himmelske Faders omsorg for os. Vi opnår den tryghed og vished, at vores livsførelse er i overensstemmelse med hans vilje.17 Vi får endog en god grund til at være gode, en god grund til at være retskafne og en god grund til at ændre vores adfærd. Ved at være lærevillige aktiverer vi hele forsoningens kraft og velsignelser i vores liv. Vi bliver følsomme over for Helligåndens hvisken, således at de retfærdige principper, som profeterne lærer os, og sandhederne, der er bragt frem ud af jorden, kan rodfæste sig dybt i vores tilværelse.18 Vi bliver hans sande disciple.
Det er ved at elske disse sandheder af hele hjertet, at der udvikles en samhørighedsfølelse mellem os og selve Kilden til sandhed, »thi intelligens holder sig til intelligens, visdom modtager visdom, sandhed omfatter sandhed [og] dyd elsker dyd …«19 Således opdager vi, at af al den kundskab, vi værdsætter og påskønner mest, er den, vi personligt har lært af Herren.
Jeg vidner om, at vi gennem profeten Joseph Smith har modtaget utallige åbenbaringer om sandhed, der vidner om Jesu Kristi sonoffer. Ved at være lærevillige kan vi endnu tydeligere se, høre og følge de åbenbaringer, som vi fortsat får gennem vore levende apostle, profeter, seere og åbenbarere. I Jesu Kristi navn. Amen.