»Følg mig«
De, som i tro lader deres garn ligge og følger Frelseren, kommer til at føle en glæde, der overgår al forstand.
De var fiskere, inden de hørte kaldet. Peter og Andreas, som var ved at kaste deres garn ud i Galilæas Sø, standsede, da Jesus fra Nazareth nærmede sig, så dem i øjnene og sagde de enkle ord: »Følg mig.« Matthæus skriver, at de to fiskere »straks [lod] garnene være og fulgte ham.«
Dernæst henvendte Menneskesønnen sig til to andre fiskere, som sad i en båd sammen med deres far og ordnede deres garn. Jesus kaldte på dem, »og [Jakob og Johannes] forlod straks båden og deres far og fulgte [Herren].«1
Har I nogen sinde tænkt over, hvordan det må have været at leve på Frelserens tid? Hvis I havde været der, ville I så have givet agt på hans opfordring: »Følg mig«?
Måske ville et mere realistisk spørgsmål være: Hvis Frelseren kaldte på jer i dag, ville I så være lige så villige til at lade jeres »garn ligge og følge ham?« Jeg er overbevist om, at mange ville.
Men for andre er det måske ikke en let beslutning. Nogle har opdaget, at garn – ifølge deres natur – undertiden er svære at rive sig løs fra.
Garn findes i mange størrelser og udformninger. De garn, som Peter, Andreas og Jakob lod ligge, var håndgribelige ting – redskaber, som de brugte til at tjene til føden med.
Vi tænker af og til på disse fire mænd som beskedne fiskere, som ikke ofrede noget særligt, da de lod deres garn ligge og fulgte Frelseren. Men tværtimod, som ældste James E. Talmage påpeger i Jesus Kristus, så var Peter, Andreas, Jakob og Johannes partnere i en blomstrende virksomhed. De ejede deres »egne både og havde andre mænd i arbejde.« Ifølge ældste Talmage var Simon Peter »velhavende, og da han en gang talte noget om, at han havde forladt alt for at følge Jesus, nægtede Herren ikke, at Peters offer af timelige ejendele var … stort.«2
Senere blev en rig ung mand, som hævdede, at han havde adlydt alle Guds bud fra sin ungdom af, fanget i rigdommens garn. Da han spurgte Frelseren om, hvad andet han skulle gøre for at opnå evigt liv, sagde Mesteren: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det, »gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.«3
Et garn defineres normalt som en redskab, man bruger til at fange noget med. I en mere snæver, men vigtigere, forstand, kan vi definere et garn som, hvad som helst der lokker os eller forhindrer os i at følge opfordringen fra Jesus Kristus, den levende Guds Søn.
I denne sammenhæng kan et garn være vores arbejde, vores hobby, vore fornøjelser og mere end noget andet vore fristelser og synder. Kort sagt kan et garn være hvad som helst, der drager os bort vores forhold til vor himmelske Fader og fra hans gengivne kirke.
Lad mig give jer et eksempel fra vore dage. En computer kan være et nyttigt og uundværligt redskab. Men hvis vi lader det optage vores tid med indholdsløse, uproduktive og til tider nedbrydende gøremål, bliver den til et garn, vi bliver viklet ind i.
Mange af os holder af at se sportbegivenheder, men hvis vi kan opremse de statistiske oplysninger om vore yndlingsspillere og samtidig glemme fødselsdage og mærkedage, forsømme vores familie, ignorere muligheder for at yde kristen tjeneste, så kan sport også blive et garn, vi fanges i.
Siden Adams tid har menneskene i deres ansigts sved tjent til deres daglige brød. Men når vores arbejde opsluger os i en sådan grad, at de åndelige sider af livet bliver forsømt, kan arbejde også blive til et garn, vi bliver viklet ind i.
Nogle er blevet fanget i et net af overdreven gæld. Et garn af renter holder dem fast og får dem til at sælge deres tid og energi, så de kan opfylde deres kreditorers krav. De giver afkald på deres frihed og bliver slaver af deres egen ødselhed.
Det er umuligt nævne de mange garn, som kan fange og forhindre os i at følge Frelseren. Men hvis vi er oprigtige i vores ønske om at følge ham, må vi straks lade verdens garn ligge og følge ham.
Jeg kender ikke til nogen anden tidsalder i verdenshistorien, som har været så fyldt med en sådan mangfoldighed af garn, vi kan blive viklet ind i. Vores liv bliver så let fyldt med aftaler, møder og opgaver. Det er så let at blive så fanget i en mangfoldighed af garn, at selv tanken om at rive sig løs fra dem undertiden kan synes truende og endog skræmmende for os.
Nogle gange føler vi, at jo mere travlt vi har, des vigtigere er vi – som om vore travlhed definerer vores værd. Brødre og søstre, vi kan tilbringe et helt liv med at piske rundt i et febrilsk tempo og afkrydse liste efter liste over gøremål, der i den sidste ende egentlig er ligegyldige.
At vi foretager os en masse, er måske ikke så vigtigt. At vi målretter vore tanker, vores hjerte og vores sjæl efter det, der er af evig betydning – det er afgørende.
I livets trængsel og alarm hører vi stemmer råbe: »Kom her!« og »Tag derhen!« Midt i denne støj og disse forførende stemmer, som konkurrerer om vores tid og interesse, står der en enlig person på bredden af Galilæas Sø og kalder stille på os: »Følg mig!«
Vores liv kan let komme ud af balance. Jeg kan huske, at der var nogle få år, som var særligt udfordrende for mig. Vi var blevet syv børn i vores familie. Jeg havde været rådgiver i biskoprådet og fik derefter det hellige kald som biskop i wardet. Jeg bestræbte mig på at bestyre vores forretning, så jeg arbejdede længe hver dag. Jeg hylder min vidunderlige hustru, som altid har gjort det muligt for mig at tjene Herren.
Der var simpelthen for meget, der skulle gøres i den tid, der var tilrådighed. I stedet for at ofre det, der virkelig betød noget, besluttede jeg mig for at stå tidligere op, tage mig af min forretning, og derefter bruge den tid, der var nødvendig, for at jeg kunne være en god far og ægtemand og et trofast medlem af Kirken. Det var ikke let. Der var morgener, hvor uret ringede og jeg kneb øjnene op og stirrede på det og truede ad det, for at få det til at holde op med at ringe.
Men Herren var barmhjertig og hjalp mig til at finde energi og tid til at gøre alt det, jeg havde forpligtet mig til at gøre. Skønt det var vanskeligt, har jeg aldrig fortrudt, at jeg traf et valg om at give agt på Frelserens kald og følge ham.
Tænk på den gæld, vi står i til ham. Jesus er opstandelsen og livet. »Den, der tror på [ham], skal leve, om han end dør.«4 Der er nogle, som har store formuer, og som dog ville give alt bort for blot at kunne føje et par ekstra år, måneder eller blot dage til deres jordiske liv. Hvad ville vi ikke være villige til at give for evigt liv?
Der er andre, som ville give alt, hvad de har, for at føle fred. »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder,« sagde Frelseren, »og jeg vil give jer hvile.«5 Men det er ikke kun fred, som Frelseren lover dem, der holder hans befalinger og holder ud indtil enden, men evigt liv, »hvad der er den største af alle Guds gaver.«6
Takket være Frelseren skal vi leve evigt. Udødelighed indebærer, at vi aldrig dør. Men evigt liv betyder, at vi lever evigt i ophøjede sfærer sammen med dem, vi holder af, omgivet af dyb kærlighed, inderligt glæde og herlighed.
Intet pengebeløb kan købe dette ophøjede stade. Evigt liv er en gave fra en kærlig himmelsk Fader, som gives gratis og gavmildt til alle, som giver agt på kaldet fra Manden fra Galilæa.
Uheldigvis er mange alt for fanget i deres garn til at kunne give agt på opfordringen. Frelseren har forklaret, at »I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får … Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig,«7
Hvordan følger vi Frelseren? Ved at udøve tro. Ved at tro på ham. Ved at tro på vor himmelske Fader. Ved at tro på, at Gud taler til menneskene på jorden i dag.
Vi følger Frelseren ved at omvende os fra vore synder, ved at føle sorg over dem og aflægge dem.
Vi følger Frelseren ved at træde ned i dåbens vande og få forladelse for vore synder, ved at modtage Helligåndens gave og lade dens tilskyndelser inspirere, vejlede og trøste os.
Hvordan følger vi Frelseren? Ved at tro på ham. Han og vor himmelske Fader har givet os befalinger – ikke for at straffe eller plage os – men for at hjælpe os til at nå til en fylde af glæde, både i dette liv og i de kommende evigheder, verdener uden ende.
Men hvis vi derimod holder fast ved vore synder, vore fornøjelser og af og til endog vore forpligtelser, sådan som vi opfatter dem, modsætter os Helligåndens påvirkninger og tilsidesætter profeternes ord, så står vi på bredden af vores eget Galilæa, tæt indviklet i garn. Det viser sig, at vi er ude af stand til at lade dem ligge og følge den levende Kristus.
Men Hyrden kalder på hver enkelt af os i dag. Genkender vi Guds Søns røst? Vil vi følge ham?
Må jeg give jer en advarsel? Der er nogen, som mener, at hvis vi følger Frelseren, bliver vores liv fri for bekymringer, smerte og frygt. Sådan er det ikke! Frelseren selv er blevet beskrevet som en lidelsernes mand.8 De første disciple, som fulgte Kristus, blev udsat for store forfølgelser og prøvelser. Profeten Joseph Smith var ingen undtagelse. Ej heller var de første hellige i denne, den sidste uddeling. Og det er ikke anderledes i dag.
Jeg har haft mulighed for at tale med en kvinde, som hørte Frelserens opfordring, da hun var 18. Hendes far, som var en højtstående leder i en anden kirke, blev vred på hende og forbød hende at blive døbt. Han lod hende vide, at hvis hun blev medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, ville hun blive forvist fra familien.
Skønt offeret var stort, gav denne unge pige agt på Frelserens opfordring og trådte ned i dåbens vande.
Men hendes far kunne ikke acceptere hendes beslutning og forsøgte at tvinge hende til at forsage sin nye tro. Han og hendes hustru hånede hende for hendes beslutning om at blive medlem af Kirken og forlangte, at hun afsværgede og opgav sin nye religion.
På trods af raseriet, bitterheden og nedværdigelsen forblev hendes tro stærk. Hun udholdt den verbale og følelsesmæssige mishandling, for hun vidste, at hun havde hørt Frelserens opfordring, og hun ville følge ham, hvad følgerne end måtte blive.
Til sidst lykkedes det denne unge pige at finde en sikker havn, et tilflugtssted hos en medlemsfamilie langt væk fra hendes fars trusler og uvenlighed.
Hun mødte en trofast ung mand, og de blev gift i templet og modtog de vidunderlige velsignelser, som ledsager et tempelægteskab.
I dag står hun blandt de mange, som har ofret meget for at kunne følge Frelserens opfordring.
Ja, jeg antyder ikke, vejen er let. Men jeg vil vidne for jer om, at de, som i tro lader deres garn ligge og følger Frelseren, kommer til at opleve lykke, der overgår deres fatteevne.
Når jeg møder de vidunderlige medlemmer af denne kirke – både unge og gamle – bliver jeg opmuntret og fyldt med taknemmelighed over, hvor trofaste de er, de, der har hørt Frelserens opfordring og har fulgt ham.
F.eks. følger en stålarbejder Frelseren. Dag efter dag, i mere end tre årtier har han taget sine skrifter frem og læst i dem i frokostpausen, mens hans kolleger har latterliggjort ham. Den 70-årige enke i kørestolen, som opmuntrer enhver, der besøger hende, og aldrig undlader at fortælle dem, hvor heldig hun er, følger Frelseren. Barnet, som gennem bøn bestræber sig på at kommunikere med universets Skaber, følger Frelseren. Det velhavende medlem, som giver så gavmildt til Kirken og til sin næste, følger Frelseren.
Ligesom Jesus Kristus stod på bredden af Galilæas Sø for 2.000 år siden, således udsteder han i dag den samme opfordring, som han gav til de trofaste fiskere og nu til alle, som vil høre hans røst: »Følg mig!«
Vi har garn, som skal røgtes, og garn, som skal repareres. Men når Skaberen af havene, jorden og himlen kalder: »Følg mig!« bør vi lad de indfiltrende, verdslige garn ligge og følge i hans fodspor.
Mine brødre og søstre, jeg forkynder med glædelig røst, at evangeliet er blevet gengivet endnu engang! Himlene åbnede sig for profeten Joseph Smith, og han så og talte med Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus. Ved guddommelig vejledning og oplæring fra celestiale personer blev evige sandheder endnu engang gengivet til menneskeheden!
I vore dage har vi endnu en levende profet, som dagligt føjer sit vidnesbyrd til disse hellige sandheder. Præsident Gordon B. Hinckley virker i sit hellige embede som vor Herre og Frelser Jesu Kristi talerør. Ved hans side står hans ædle rådgivere. Desuden bliver han opretholdt og støttet af De Tolv Apostles Kvorum, De Halvfjerds’ Kvorummer samt millioner af medlemmer over hele verden. De hjælper ham og føjer hver især deres stemme til forkyndelsen af evangeliets herlige gengivelse, som endnu engang er gengivet til menneskene!
Jesus er »vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved [ham].«9 Som et særligt vidne om ham vidner jeg i dag for jer om, at den tid skal komme, da hver mand, kvinde og barn skal se ind i Frelserens kærlige øjne. På den dag skal vi med sikkerhed kende værdien af vores beslutning om straks at følge ham.
At hver af os må høre Mesterens opfordring og straks lade vore indfiltrende garn ligge og med glæde følge ham er min inderlige bøn i Jesu Kristi navn. Amen.