Hold faklen højt
Fremelsk den guddommelighed, der ligger I jer. Lad ikke udstrålingen fra den ånd, I er kommet med fra himlen, blegne. Herren har brug for jeres godhed og jeres påvirkning i denne verden.
Dette er den fakkel, som bar den olympiske ild på en del af rejsen fra Grækenland til Salt Lake City i februar. Den symboliserer udmærkelse og håb. Den blev tændt for første gang i Grækenland, da de Olympiske Lege blev født for så længe siden.
Dette er Unge Pigers fakkel. Den symboliserer evangeliets lys, som udstrømmer fra vor himmelske Fader. Dette lys havde sin oprindelse i himlen, før I blev født. Der blev I undervist i den store plan for lykke. Fordi I antog denne plan, har I æren af at være fakkelbærere!
Frelseren har sagt: »Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«1 Dette guddommelige lys, som I bærer I jeres sjæl, har I arvet fra Gud, fordi I er hans døtre. En del af dette lys, som gør jer så vidunderlige, er velsignelsen ved kvindelighed. Hvor er det vidunderligt for jer at vide, at jeres kvindelige, feminine egenskaber er en gave fra Gud. De sidste dages profeter lærer os, at »en persons køn er et fundamentalt særkende ved den enkeltes førjordiske, jordiske og evige identitet og hensigt.«2 Det er en hellig velsignelse at være blevet født med de ypperlige egenskaber, som en datter af Gud har. Gudfrygtige kvinder – både ældre og yngre – er åndelige og følsomme, blide og venlige. De har en hengiven og omsorgsfuld natur. Dette er jeres arv. I må aldrig forklejne de gaver, som Gud har givet jer. Fremelsk den guddommelighed, der ligger I jer. Lad ikke udstrålingen fra den ånd, I er kommet med fra himlen, blegne. Herren har brug for jeres godhed og jeres påvirkning i denne verden.
I aften vil jeg gerne tale til jer fra hjertet om det at være god og fordelene ved at være god. Det handler om at holde faklen høj.
Verden forsøger at få jer til at tro, at det er forældet og gammeldags at være god, og at man bliver populær ved at bryde reglerne og slække på sine standarder. Lad jer ikke lokke med af den tankegang. Når I ser fjernsyn eller læser blade, føler I jer måske unormale, når det i virkeligheden er jer, der har regnet den ud.
I ved måske, at jeg er mor til syv sønner. Jeg ved, hvordan drenge er! Det har været et spændende liv! Jeg har lært meget af dem og deres venner, både drenge og piger, og jeg kan fortælle jer nogle af deres hemmeligheder. Måske kunne jeg fortælle jer én, og så håber jeg ikke, at jeg får ballade. Her er det: Drenge hader at blive bragt i forlegenhed. Jeg kan huske en ung mand, jeg kender, der engang havde inviteret en pige med til den årlige gymnasiefest. Han tog hende med hjem til os inden festen, så vi kunne tage nogle billeder af dem. Da de ankom, gik han ud i køkkenet, hvor jeg var ved at lede efter kameraet, og sagde: »Bare vent til du ser min piges kjole. Hun ser bare så godt ud!« Denne dreng havde aldrig sagt sådan noget før, så jeg kunne næsten ikke vente med at se, hvad han mente.
Da jeg så hende, forstod jeg hvorfor. Hun så fortryllende ud. Den kjole, hun havde på, var smuk. Jeg fandt ud af, at hun og hendes mor havde ledt overalt for at finde den rigtige kjole. Da de endelig fandt den, vidste de, at den ville være perfekt, hvis de syede den lidt om, så den overholdt deres høje standarder.
Alle deres anstrengelser havde båret frugt, for hun strålede simpelthen denne aften. Men det var ikke kun kjolen, der fik hende til at stråle. Det var hendes stille, indre selvtillid. Da jeg så på hende, kom jeg i tanke om dette skriftsted: »Pryd altid dine tanker med dyd, da skal du have større frimodighed.«3 Hvor kom denne selvtillid fra? Jeg lagde mærke til, at denne unge pige kunne se andre mennesker i øjnene, fordi hun ikke bekymrede sig om, hvordan hun så ud. Den side af sagen havde hun taget sig af flere uger i forvejen. Den unge mand, hun var sammen med, følte sig tryg og glad, når han var sammen med hende, fordi hendes kjole ikke var afslørende. Den var sømmelig på enhver måde, og det gjorde hende selvsikker og glad. Og det er tiltrækkende. Han var ikke flov over hende. Han var stolt af hende.
Den unge pige af den slags, som kan være en fortræffelig fakkelbærer, har høje standarder hele tiden, ikke kun til fest, men også til hverdag. Der er så mange af jer, som er sådan, og jeg roser jer i aften. I har gjort sømmelighed til jeres livsstil. Det drejer sig ikke kun om, hvad tøj I går i. Det drejer sig om mindst seks ting, som jeg kan komme i tanke om: (1) jeres opførsel er anstændig, og alligevel er I sjove at være sammen med; (2) jeres sprog er aldrig vulgært, men opstemmende og interessant. 3) I er velsoignerede, og det er tiltrækkende. 4) I fokuserer på at udvikle jeres talenter og nå jeres mål uden at pierce og tatovere og udstille jeres krop. 5) I dyrker sport med begejstring, men taber aldrig besindelsen. 6) I er ligeglade med, hvad den seneste popstjerne klæder sig i eller gør – I har jeres egen bestemte stil. Kort sagt, I efterligner ikke verdens standarder, for I kender en højere standard. I ved, hvem I er, og det giver jer virkelig en fordel. I ved, at I virkelig er en datter af vor himmelske Fader. I ved, at han kender jer, og at han elsker jer. I vil gerne behage ham og ære hans kærlighed til jer. I ved, at selv om I begår nogle tåbelige fejl, vil han hjælpe jer, hvis I henvender jer til ham.
I opfører jer, som om I har lært Til styrke for de unge udenad! Er det ikke en nyttig lille guide? Af og til foretrækker jeg at kalde den en »vejledning i lykke«, fordi efterlevelsen af disse standarder kan være jeres hemmelige våben, som tiltrækker gode mennesker og holder jer på det rette spor. Når I efterlever Kirkens høje standarder hver dag, holder I faklen højt.
En pige, som jeg vil kalde Liz, er et eksempel på det, jeg taler om. Hun havde matematik sammen med en pige, jeg vil kalde Lindsay, som havde lagt mærke til, at Liz havde en eller anden »udstråling«, som hun udtrykte det. Lindsay indrømmede, at hun ikke mente, at Liz egentlig kendte hende, men at hun var hyggelig at være sammen med. Hun forsvarede virkelig det, hun troede på, og hun bidrog altid til, at andre havde det hyggeligt, og at ingen følte sig udenfor. Lindsay iagttog Liz i flere uger. En dag kom Liz ikke i skole. Der gik en dag til, og så endnu en dag. Lindsay hørte til sidst, at Liz var meget syg og led af livstruende meningitis.
Hun kom hjem fra skole og satte sig ved bordet og græd. Det var ikke sådan, at hun og Liz var nære venner, men hun sagde til sin mor, at de blev nødt til at gøre noget for at hjælpe hende. Lindsay foreslog, at hele familien måske kunne faste og bede for Liz. Hvilket chok det var for hendes mor at høre det fra et af sine egne børn, for faste og bøn havde ikke været nævnt i deres hjem i årevis. Da Lindsay og hendes mor talte med resten af familien om det den aften under aftensmaden, mødte de en del modstand, men Lindsay bønfaldt dem, og endelig blev de alle enige om at faste og bede for Liz – en fremmed pige. Og så skete det mest vidunderlige. Det varede ikke længe, før Liz igen kom i skole og så mere sund og glad ud end nogen sinde før. Men som noget vigtigere bragte denne oplevelse en fantastisk ånd af håb ind i Lindsays familie. Takket være den er der sket nogle store ændringer i hendes familie. De beder nu familiebøn sammen, hvilket de ikke har gjort i årevis.
Liz’ godhed lyste ud af hende, og den smittede. Liz, hvis du er her i aften, vil jeg bare gerne sige: »Tak! Med din godhed har du velsignet mindst én hel familie, som du sandsynligvis ikke engang kender. Og hvem ved, hvor mange andre der er blevet vejledt, fordi du har holdt din fakkel højt.«
Når man er god, føler man sig godt tilpas, og man får også andre til at føle sig godt tilpas! Må jeg lige sige til jer, at det er meget lettere at gøre det, der er rigtigt, end det er at gøre det, der er forkert. Livet er meget enklere, når man er god.
Den største fordel ved at være god er, at det fører en til templet, det smukkeste og mest hellige sted på denne jord. Templet er det sted, som Frelseren kan besøge, for det er hans hellige hus her på jorden.
Præsident Lorenzo Snows barnebarn var engang i templet sammen med præsident Snow, da han sagde til hende: »Allie, jeg vil gerne fortælle dig noget … Det var lige her, at Herren Jesus Kristus viste sig for mig.« »[Bedstefar] lagde sin højre hånd på [mit] hoved og sagde: ›Mit barnebarn, jeg vil gerne have, at du husker på, at dette er din bedstefars vidnesbyrd, at han fortalte dig med sin egen mund, at han virkelig så Frelseren her i templet og talte med ham ansigt til ansigt.‹«4
Kan I forestille jer den ærbødighed, I ville føle ved at vandre gennem de samme gange, som Frelseren havde vandret igennem? Kan I se jer selv dér, rene og uplettede, som en datter af Gud, rede til at modtage hans ypperligste velsignelser?
Personlig Fremgang hjælper jer i deres forberedelse til at komme i templet. Den er inspireret fra himlen. Hvor er det en smuk lille skat. Den hjælper jer til at komme Frelseren nærmere, og den hjælper jer til at udvikle kvindelighedens guddommelige gaver, som vi har talt om. Den er tiltænkt netop jer i denne meget vigtige tid, hvor I forbereder jer, for de vaner, I tilegner jer, og de valg, I træffer nu, får betydning for resten af jeres liv. Det er vores bøn, at jeres lys, når I fuldfører jeres Personlige Fremgang, må skinne så klart, at det vil øve en afgørende indflydelse på kommende slægtled. Af disse årsager og flere andre har Det Første Præsidentskab sagt: »Vi ønsker, at alle unge piger stræber efter at gøre sig fortjent til Anerkendelse for Kvindelighed. Når de unge arbejder på disse mål, udvikler de færdigheder og egenskaber, som leder dem til templet og forbereder dem til livslang tjeneste af jeres familie og Herren.«5 På den nye smukke medaljon for kvindelighed, findes templets spir afbildet. Dette er en påmindelse til jer om, at I arbejder på at forberede jer til at modtage templets ordinancer, for det er gennem templet, at vi kommer til Kristus.
Vi tænker især på Kristus denne påskeaften. For mere end 2000 år siden på denne aften, da Kristi legeme var i graven, troede nogle, at lyset var gået ud. Men vi ved, at om morgenen den tredje dag, som vi kalder påske, stod han op for at være vores frelse, vores Frelser, vores evige lys, som aldrig vil svigte os. Jeg vidner om, at Kristus er verdens lys og liv.
Kære unge piger, således skal jeres lys skinne så klart for hele jeres familie og venner, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres Fader, som er i himlen. Det er et privilegium at bære faklen. Det er vores bøn, at hans lys må skinne på jeres sti hvert eneste skridt langs vejen, og at jeres godhed må gøre jer værdige til en dag at kunne modtage templets ordinancer, for det er på dette hellige sted, at I finder det største af alle lys. I Jesu Kristi navn. Amen.