Skjulte kiler
Lad os ikke give vor tids forurettelser og vrede videre til kommende slægtsled. Lad os fjerne alle skjulte kiler, som ikke kan andet end at ødelægge.
Ved aprilkonferencen i 1966 holdt ældste Spencer W. Kimball en mindeværdig tale. Han citerede fra en beretning, der er skrevet af Samuel T. Whitman, og som hedder »Glemte kiler«. I dag har jeg også valgt at citere fra Samuel T. Whitmann, efterfulgt af eksempler fra mit eget liv.
Whitman skrev: »Isslaget den vinter var i det store og hele ikke ødelæggende. Ganske vist var der faldet et par elledninger ned, og der havde været en pludselig stigning i antallet af ulykker på landevejene … Normalt ville det store valnøddetræ let kunne have klaret vægten af den is, der dannede sig i dets store krone. Men det var jernkilen i dets hjerte, som var årsag til skaden.
Beretningen om jernkilen begyndte mange år før, da den hvidhårede landmand, som nu ejede ejendommen, hvor træet stod, var en dreng på sin fars gård. Savværket var netop flyttet fra dalen, og nybyggerne fandt stadig redskaber og forskelligt grej spredt rundt omkring …
Denne gang var det en skovhuggers kile – bred, flad og tung, en lille halv meter lang og forvredet af de mange slag, [som drengen havde fundet] … på den sydlige mark. [Skovhuggeren bruger sin kile, når han skal fælde et træ, ved at sætte kilen fast i det snit, som han har lavet med saven, og så udvidede snittet ved at slå på kilen med en forhammer] … Da drengen allerede var ved at komme for sent til aftensmaden, lagde han kilen … mellem grenene på det unge valnøddetræ, som hans far havde plantet nær ved hovedindgangen. Han ville gå over til skuret med kilen lige efter aftensmaden, eller når han ellers skulle den vej.
Det var virkelig hans mening, men han fik det aldrig gjort. [Kilen] sad der stadig mellem grenene, lidt fast, da han blev voksen. Det sad der stadig, nu helt fast, da han blev gift og overtog sin fars gård. Den var halvt groet over, da tærskefolkene spiste deres mad under træet … Helt overgroet og indesluttet af træet sad kilen der stadig, da vinterens isslag kom.
I vinternattens kølige stilhed … brækkede en af de tre hovedgrene af fra stammen og styrtede til jorden. Resten af kronen blev så skæv, at den også brækkede fra hinanden og faldt ned. Da stormen var forbi, var der ikke så meget som en kvist tilbage af det engang så stolte træ.
Tidligt næste morgen gik landmanden ud for at begræde sit tab …
Så fik han øje på noget, der lå blandt det søndersplintrede træ. ›Kilen,‹ mumlede han selvbebrejdende. ›Kilen, som jeg fandt på den sydlige mark.‹
Et enkelt blik fortalte ham, hvorfor træet var faldet omkuld. Med æggen vendt opad i stammen var kilen blevet indesluttet af træet og havde forhindret fibrene i at vokse sammen, sådan som de skulle.«1
Mine kære brødre og søstre, der findes skjulte kiler hos mange, som vi kender – ja, måske i vores egen familie.
Lad mig fortælle jer en beretning om en livslang ven, som nu er gået bort. Han hed Leonard. Han var ikke medlem af Kirken, skønt hans hustru og børn var det. Han hustru var primarypræsidentinde, hans søn udførte en ærefuldt mission. Hans datter og hans søn blev hver især gift ved en højtidelige ceremoni, og fik begge deres egen familie.
Alle, som kendte Leonard, holdt af ham, ligesom jeg gjorde. Han støttede sin hustru og sine børn i deres kirkekaldelser. Han deltog i mange af Kirkens arrangementer sammen med dem. Han levede et godt og et rent liv, ja, et liv der var kendetegnet ved tjeneste og venlighed. Hans familie og mange andre undrede sig over, hvorfor Leonard havde levet hele sit liv uden de velsignelser, som evangeliet giver medlemmerne.
Da Leonard kom op i årene, blev han svagelig. Til sidst kom han på hospitalet, og hans liv var ved at rinde ud. I det, som skulle vise sig at blive min sidste samtale med Leonard, sagde han: »Tom, jeg har kendt dig, siden du var dreng.
Jeg føler, at jeg skal fortælle dig, hvorfor jeg aldrig tilsluttede mig Kirken.« Så fortalte han mig om en oplevelse, han havde haft med sine forældre mange, mange år tidligere. Modvilligt havde familien nået til et punkt, hvor de følte, at det var nødvendigt at sælge deres gård, og de havde fået et tilbud. Så havde en af landmændene ved siden af tilbudt at købe gården – dog til en lavere pris – for som han sagde: »Vi har været så gode venner.
Og så kan jeg, hvis jeg erhverver ejendommen, passe på den.«
Langt om længe indvilligede Leonards forældre, og gården blev solgt. Køberen – nemlig naboen – bestred en ansvarsfuld stilling i Kirken, og den tillid, som dette medførte, bidrog til at overtale familien til at sælge til ham, skønt de ikke fik så mange penge ud af salget, som de ville have fået, hvis de havde solgt til den først interesserede køber. Ikke ret længe efter handlen var blevet indgået, solgte naboen sin egen gård og den gård, som han havde erhvervet sig fra Leonards familie, som en samlet jordlod, hvilket forhøjede værdien og salgsprisen. Spørgsmålet om, hvorfor Leonard aldrig havde tilsluttet sig Kirken, var blevet besvaret. Han havde altid følt, at hans familie var blevet snydt af naboen.
Efter vores samtale betroede han mig, at han følte, at en stor byrde endelig var blevet fjernet, nu da han stod overfor at skulle møde sin Skaber. Tragedien var, at en skjult kile havde forhindret Leonard at nå større højder.
Jeg kender til en familie, som immigrerede til Amerika fra Tyskland. Det var svært for dem at lære engelsk. De havde kun lidt af denne verdens gods, men hver enkelt var velsignet med viljen til at arbejde og med kærlighed til Gud.
De fik deres tredje barn, som kun levede i to måneder, før det døde. Faderen var møbelsnedker og lavede en smuk kiste til sit dyrebare barn. Vejret ved begravelsen var trist og afspejlede således den bedrøvelse, de følte ved deres tab. Mens familien – med faderen, der bar den lille kiste – gik ned mod kirken, havde en lille skare af venner forsamlet sig. Men døren til kirken var låst. Den travle biskop havde glemt begravelsen. Alle forsøg på at få fat i ham var forgæves. Uden af vide hvad de skulle gøre, tog faderen kisten under armen og bar den hjem i den silende regn med sin familie ved sin side.
Hvis denne familie havde været knap så ædel, kunne de have bebrejdet biskoppen det og have båret nag. Da biskoppen blev klar over tragedien, besøgte han familien og undskyldte over for dem. De sårede følelser kunne stadig ses i faderens ansigt, men med tårer i øjnene tog han imod undskyldningen, og de to omfavnede hinanden i en forstående ånd. Der blev ikke efterladt nogen skjult kile, der kunne give årsag til yderlige vrede. Der herskede kærlighed og accept.
Ånden må gøres fri for stærke tøjr og nagende følelser, så livets løft kan give sjælen lethed. I mange familier er der sårede følelser og en modvillighed til at tilgive. Det er egentlig ligegyldigt, hvad årsagen var. Vi må ikke og bør ikke lade det såre os. Bebrejdelse holder sårene åbne. Kun tilgivelser heler. George Herbert, en digter fra begyndelsen af det 17. århundrede, har skrevet: »Den, som ikke kan tilgive andre, knuser den bro, som han selv må krydse, hvis han nogen sinde skal nå himlen, for alle har brug for tilgivelse.«
Smukke er de ord, som Frelseren udtalte, da han var ved at dø på det ubarmhjertige kors. Han sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.«2
Der er nogle, som har svært ved at tilgive sig selv, og som dvæler ved alle de ufuldkommenheder, de mener, de har. Jeg holder ret meget af beretningen om den præst, der gik hen til en døende kvinde for at trøste hende – men uden held. »Jeg er fortabt,« sagde hun. »Jeg har ødelagt min egen tilværelse og alle andres. Der er ikke noget håb for mig.«
Manden lagde mærke til et indrammet billede af en yndig pige på natbordet. »Hvem er det?« spurgte han.
Kvinden lyste op. »Hun er min datter, det eneste smukke i mit liv.«
»Og ville du hjælpe hende, hvis hun var i nød eller havde begået en fejltagelse? Ville du tilgive hende? Ville du stadig elske hende?«
»Selvfølgelig ville jeg det,« græd kvinden. »Jeg ville gøre hvad som helst for hende. Hvorfor spørger du om det?«
»Fordi jeg synes, at du skal vide,« sagde manden, »at billedlig talt har vor himmelske Fader et billede af dig på sit natbord. Han elsker dig og vil hjælpe dig. Bed til ham.«
En skjult kile for hendes lykke var blevet fjernet.
I farens stund og trængslernes time giver en sådan viden, et sådant håb, en sådan forståelse trøst til et bekymret sind og et sorgfuldt hjerte. Hele Det Nye Testamentes budskab emmer af en ånd, som vækker menneskets sjæl. Fortvivlelsens skygger spredes af håbets stråler, sorgen må vige for glæden, og følelsen af blot at være et ansigt i mængden svinder med visheden om, at vor himmelske Fader holder af hver enkelt af os.
Frelseren gav os vished om denne sandhed, da han sagde, at end ikke en spurv falder til jorden, uden at vor Fader bemærker det. Han afsluttede den smukke tanke med ordene: »Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«3
For nogen tid siden læste jeg følgende nyhed fra Associated Press, som var blevet trykt i en avis. »En ældre mand fortalte ved begravelsen af sin bror, med hvem han siden sin ungdom havde været fælles om en lille et-rums hytte i nærheden af Canisteo i New York, at efter et skænderi havde de delt rummet midt over med en kridtstreg, og ingen af dem havde krydset stregen eller sagt et ord til den anden siden den dag – for 62 år siden!« Hvilken stærk og ødelæggende skjult kile.
Alexander Pope har citeret: »Det er menneskeligt at fejle, men guddommeligt at tilgive.«4
Nogle gange bliver vi så let fornærmede. Andre gange er vi for stædige til at tage imod en oprigtig undskyldning. Den, der vil undertvinge sig sit ego, sin stolthed og sin smerte – lad ham træde frem og sige: »Jeg er virkelig ked af det! Lad os være det, vi engang var: Venner. Lad os ikke give vor tids forurettelser og vrede videre til kommende slægtsled.« Lad os fjerne alle skjulte kiler, som ikke kan andet end at ødelægge.
Hvor kommer skjulte kiler fra? Nogle kommer fra uløste tvister, som fører til dårlige følelser, efterfulgt af anger og fortrydelse. Andre har deres oprindelse i skuffelse, jalousi, skænderier og indbildt fortræd. Vi må og skal løse dem – bilægge dem og ikke lade dem fordærve, gnave og i den sidste ende ødelægge.
En vidunderlig dame på over 90 år besøgte mig en dag og fortalte uventet om adskillige forhold, hun fortrød. Hun nævnte, at en af landmændene ved siden af, som hun og hendes mand af og til havde været uenige med, mange år tidligere havde spurgt, om han måtte skyde genvej over hendes ejendom, så han kunne komme ud til sin egen mark. Hun holdt en pause i sin fortælling og sagde med skælvende stemme: »Tommy, jeg lod ham ikke skyde genvej over vores ejendom, med bad ham gå den lange vej rundt – endog til fods – så han kunne komme ud til sin jord. Jeg gjorde ham uret, og jeg fortryder det. Han er borte nu, men hvor ville jeg ønske, jeg kunne sige til ham: ›Det gør mig så ondt.‹ Hvor ville jeg ønske, at jeg fik endnu en chance.«
Mens jeg lyttede til hende, kom jeg i tanke om disse ord, som er skrevet af John Greenleaf Whittier: »Blandt triste ord på papir nedtværet, de værste er: ›Det ku’ have været!‹«5
Fra Tredje Nephi i Mormons Bog får vi dette inspirerende råd:
»Der skal ikke være nogen strid iblandt jer … Thi sandelig, sandelig siger jeg jer, at den, der har en trættekær ånd, er ikke af mig, men af djævelen, som er faderen til splid og uenighed, som opægger menneskenes hjerter til at trættes i vrede med hinanden. Se, det er ikke min lære at opægge menneskenes hjerter til vrede mod hinanden, men det er min lære, at sådanne ting må afskaffes.«6
Lad mig afslutte med en beretning om to mænd, som er mine helte. Deres heltegerning blev ikke udført på nationalt plan, men i stedet for i en fredelig dal, der er kendt som Midway i Utah.
For mange år siden tjente Roy Kohler og Grant Remund sammen i forskellige kirkekaldelser. De var de bedste venner. De var landmænd og mejerister. Så opstod der en misforståelse, som gav anledning til splid mellem dem.
Senere, da Roy Kohler blev alvorligt syg af kræft og kun havde kort tid tilbage at leve i, besøgte min hustru Frances og jeg Roy og hans hustru, og jeg gav ham en velsignelse. Da vi talte sammen bagefter, sagde broder Kohler: »Lad mig fortælle dig om en af de skønneste oplevelser, jeg har haft i mit liv.« Han sagde: »Vi var blevet uvenner.«
»Og,« fortsatte Roy, »jeg havde netop kørt høet ind til vinteren, da der pludselig en nat ved selvantændelse gik ild i høet, hvorved høet laden og alt inden i den brændte ned til grunden. Jeg var knust,« sagde Roy. »Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle stille op. Natten var mørk, bortset fra de ulmende gløder efter ilden. Da jeg så jeg pludselig et lys fra nogle traktorer og noget tungt maskineri komme mod mig oppe fra vejen i retning af Grant Remunds gård. Mens ›redningsholdet‹ drejede ind i vores indkørsel og mødte mig midt i mine tårer, sagde Grant: ›Roy, du har noget af et svineri, du skal have ryddet op i. Mine drenge og jeg er klar. Lad os komme i gang.‹ Sammen kastede de sig over opgaven. Borte for evigt var den skjulte kile, som en kort tid havde adskilt dem. De arbejdede hele natten og indtil den næste dag, og mange andre fra omegnen hjalp til.«
Roy Kohler er gået bort, og Grant Remund er ved at blive gammel. Deres sønner har tjent sammen i det samme biskopråd. Jeg holder virkelig meget af det venskab, jeg har med disse to vidunderlige familier.
Måtte vi altid være forbilleder i vores hjem og trofaste med hensyn til at holde alle budene, så vi ikke gemmer på nogen skjule kiler, men snarere husker på Frelserens formaning:
»Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«7
Dette er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.