Rigets fredelige anliggender

Ældste M. Russell Ballard

De Tolv Apostles Kvorum

Fred – rigtig fred – som man ved er rigtig, fordi man kan føle det i hele ens sjæl – kommer kun i og ved tro på Herren Jesus Kristus.

Brødre og søstre, må jeg på alles vegne udtrykke påskønnelse over for Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab og deres bestyrelse, som har betjent os så godt og netop er blevet afløst.

Endnu engang nærmer vi os enden på endnu en opløftende og inspirerende generalkonference. Jeg føler mig altid så fyldt med energi og oplyst under disse vidunderlige dage med lærdom og vidnesbyrd. Jeg ved, at de fleste af jer har det på samme måde. Måske er det, som vi føler til konferencen, det samme som Frelserens første disciple følte, da de fulgte ham fra sted til sted for at høre ham undervise i hans evangeliums gode nyheder.

På mange måder var det nedslående dage for Israels børn. Mens de sled i det under det romerske riges herredømme, længtes de efter frihed og fred. De ventede på Messias; de var sikre på, at han ville komme og udfri dem fra fysisk og politisk undertrykkelse. Og nogle var modtagelige for Frelserens evangelium om lykke og fred, selvom de endnu ikke helt påskønnede alle dets åndelige betydninger.

På en bestemt dag tidligt i Herrens jordiske tjeneste fulgte en stor skare ham til Galilæasøen og trængte sig sammen om ham, da han stod på bredden. »… så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser« (Mark 4:1-2).

Der blev undervist i store og vidunderlige ting den dag, inklusiv lignelsen om sædemanden (se Mark 4:3-20). Ved slutningen af en hel dag med undervisning og instruktion, foreslog Herren sine disciple, at de krydsede over til den anden side af Galilæasøen.

Mens de sejlede den nat, kom der »en voldsom hvirvelstorm, bølgerne slog ind over båden, så den var lige ved at fyldes.

Men Jesus lå i agterstavnen og sov på en hynde. Så vækkede de ham og sagde til ham: ›Mester, er du ligeglad med, at vi går under?‹

Og han rejste sig, truede ad stormen og sagde til søen: ›Ti stille, hold inde!‹ Og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille« (Mark 4:37-39).

Kan I forestille jer, hvad apostlene må have tænkt, da de betragtede elementerne – vinden, regnen og søen – der adlød deres Mesters rolige befaling? Selvom de kun for nylig var blevet kaldet til at være hellige apostle, så kendte de ham, og de elskede ham og troede på ham. De havde forladt deres arbejde og deres familie for at følge ham. I en forholdsvis kort periode havde de hørt ham undervise i utrolige ting, og de havde set ham udføre mægtige mirakler. Men dette var over deres fatteevne, og udtrykket i deres ansigt må have vist det.

»Så sagde han til dem: ›Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?‹

Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: ›Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?‹« (Mark 4:40-41).

I turbulente og nogle gange skræmmende tider genlyder Frelserens løfte om uendelig og evig fred med særlig kraft til os, ligesom hans evne til at stilne de buldrende bølger, må have indvirket dybt på dem, der var med ham på Galilæasøen den stormfulde nat for så længe siden.

Ligesom dem, der levede under hans jordiske tjenestegerning, er der nogle blandt os, som ser fysisk fred og fremgang som tegn på Frelserens vidunderlige magt. Vi er nogle gange ude af stand til at forstå, at den evige fred, som Jesus lover, er en indre fred, født i tro, forankret ved vidnesbyrd, næret med kærlighed og udtrykt gennem fortsat lydighed og omvendelse. Det er en fredens ånd, der ekkoer i hjertet og sjælen. Hvis man i sandhed kender og oplever denne indre fred, så er der ikke nogen frygt for verdslig disharmoni eller mislyd. Man ved inderst inde, at alt er i orden, for så vidt angår det, der virkelig betyder noget.

Som præsident Hinckley sagde til brødrene i går aftes, så er der ingen fred i synd. Der kan være velvære, popularitet, berømmelse og endda fremgang, men der er ingen fred. »… ugudelighed har aldrig været lykke« (Alma 41:10). Man kan ikke være fredfyldt, hvis man lever et liv, der ikke er i harmoni med åbenbaret sandhed. Det er ikke fredfyldt at være fej eller stridbar. Det er ikke fredfyldt at være vulgær, promiskuøs eller eftergiven. Det er ikke fredfyldt at være afhængig af stoffer, alkohol eller pornografi. Det er ikke fredfyldt at misbruge andre på nogen måde, hvad enten det er mentalt, fysisk eller seksuelt, for de, der misbruger, vil forblive i mental og åndeligt virvar indtil de i al ydmyghed kommer til Kristus og søger tilgivelse gennem fuldstændig omvendelse.

På et eller andet tidspunkt tror jeg, at alle længes efter »Guds fred, som overgår al forstand« (Fil 4:7). Den fred til vores bekymrede hjerte kommer kun til os, når vi følger Kristi lys, som »gives alle mennesker, for at de kan kende godt og ondt« (Moroni 7:16), når det fører os til at omvende os fra synder og søge tilgivelse. For alle er der en sult efter at kende »rigets fredelige anliggender« (L&P 36:2) og smage retfærdighedens frugt, »der sås i fred, og den tilfalder dem, der stifter fred« (Jak 3:18). I hvert et hjem, nabolag og samfund bør vi søge at stræbe efter fred og aldrig være med til at fremkalde strid eller uenighed.

Gennem skriftens historie har Herren lovet sine disciple fred. Salmisten skrev, at »Herren giver sit folk styrke, Herren velsigner sit folk med fred« (Sl 29:11). Esajas refererede til Frelseren som »Freds Fyrste« (Es 9:5). Og Nephi forudså dagen blandt sine efterkommere, hvor »retfærdighedens Søn skal åbenbare sig for dem, og han skal læge dem, og de skal have fred i ham« (2 Nephi 26:9).

Blot timer før Herren Jesus Kristus skulle begynde forsoningens storslåede-dog-forfærdelige proces, gav han dette betydningsfulde løfte til sine apostle: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer« (Joh 14:27).

Lovede han sine elskede fæller den fred, som verden ser som tryghed, sikkerhed uden strid eller prøvelser? De historiske optegnelser viser bestemt noget andet. Disse oprindelige apostle oplevede mange prøvelser og meget forfølgelse gennem resten af deres liv, hvilket sikkert var derfor Herren tilføjede dette til hans løfte: »… jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« (Joh 14:27).

»Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig,« fortsatte han. »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16:33, fremhævelse tilføjet).

Fred – rigtig fred – som man ved er rigtig, fordi man kan føle det i hele ens sjæl – kommer kun i og ved tro på Herren Jesus Kristus. Når den dyrebare sandhed er opdaget, og evangeliske principper er forstået og anvendt, kan stor fred rense vor himmelske Faders børns hjerte og sjæl. Frelseren sagde gennem Joseph Smith: »… den, der gør retfærdigheds gerninger, skal få sin løn, nemlig fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende« (L&P 59:23).

Det er nogle gange forbløffende at se den forskel, som den fred kan have for dem, der accepterer den. Da jeg præsiderede over Canada Toronto missionen for mange år siden, begyndte vore missionærer at undervise en familie, som var i åndeligt mørke. De var fattige og uuddannede og deres udseende viste en mangel på påskønnelse eller omsorg for normal hygiejne og soignering. Men de var gode, ærlige mennesker – de oprigtige mennesker, som vi altid beder om, at vore missionærer skal finde – og de reagerede åndeligt, da de for første gang i deres liv følte den fred, som evangeliet tilbyder.

Da søster Ballard og jeg erfarede, at de skulle døbes, deltog vi i dåbsmødet. Jeg stod tilfældigvis ved siden af wardets biskop, da familien ankom. Helt ærligt, så må jeg sige, at det var lidt af et syn. De så usoignerede og urene ud og en anelse lurvet. Fordi biskoppen havde været udenbys et stykke tid, havde han endnu ikke mødt wardets nyeste medlemmer, så hans første indtryk var mildest talt ikke imponerende. Da de gik væk, kunne jeg næsten høre hans knæ begynde at ryste.

Jeg lagde min arm omkring denne gode biskop for at give ham min støtte – fysisk såvel som åndeligt. Jeg følte mig tilskyndet til at sige til ham: »Biskop, er det ikke vidunderligt? Vi vil få dem til at blive gode sidste dages hellige!«

Han så på mig og smilede. Jeg kunne ikke sige, om han smilede, fordi han var enig med mig, eller om han syntes, at jeg bare var endnu en overbegejstret missionær.

Dåbsmødet fortsatte, og familien blev døbt. Den næste dag besluttede vi at komme i dette ward for at sikre os, at der blev taget godt imod den familie, når de kom til deres møder som nye medlemmer af Kirken.

Da familien kom ind i kirkesalen til nadvermødet, sad jeg på forhøjningen ved siden af biskoppen. Faderen bar en ren, hvid skjorte. Den var ikke stor nok til at han kunne knappe den øverste knap i halsen, og han bar et slips, som jeg kunne huske at have set på en af mine ældster. Men hans ansigt strålede af glæde og fred. Moderen og døtrene så ud som om, at de var blevet forvandlet fra den foregående dag. Deres kjoler var ikke moderne, men de var rene og pæne. De havde også denne særlige evangeliske glød. De små drenge bar hvide skjorter, der var adskillige numre for store til dem, selv med ærmerne rullet op. Og de bar slips, der næsten nåede ned til deres knæ. Det var tydeligt, at missionærerne havde givet disse små drenge deres egne hvide skjorter og slips, så de kunne komme passende klædt til nadvermødet.

De sad sammen med deres missionærer, og evangeliets lys skinnede bogstaveligt talt fra dem. Alma beskriver det som at have Guds »billede prentet i jeres bevidsthed« (Alma 5:14). Jeg lænede mig over mod biskoppen igen og sagde: »Kan du se, biskop? Vi vil få dem til at blive hellige!«

Selvfølgelig var den natlige fysiske forandring blot overfladisk, når den sammenlignes med den overvældende, mere betydningsfulde, åndelige forandring, som fandt sted i den familie, da evangeliet til fulde kom ind i deres hjerte og liv. Ved missionærernes vejledning og det efterfølgende venskab med deres gode biskop og wardets medlemmer kom hele den familie frem fra åndeligt mørke ind i evangeliets lys og sandhed. I det lys blev familien varmet, forfrisket og fornyet af den fred, der kommer fra at vide, at Herren Jesus Kristus lever. Lyset fra evangeliske sandheder gengivet til jorden gennem profeten Joseph Smith begyndte at vise denne familie vejen til templet, hvor de et år senere modtog deres evige velsignelser.

Jeg citerer igen Esajas’ profetier: »Alle dine [børn] skal være oplært af Herren, dine [børn] får stor lykke« (Es 54:13).

Når vi først har smagt Guds freds søde frugt, falder det os naturligt at dele det med andre. Frans af Assisi var kendt for at elske hele skaberværket, og han brugte det meste af sit liv til at betjene de fattige og trængende omkring sig – inklusiv dyrene. Freden, som han fandt i sin tjeneste, gav ham energi, og fik ham til at længes efter at omgive andre i den. Han skrev:

Herre, gør mig til et redskab for din fred.
Lad mig vise kærlighed, hvor der er had.
Undskyldning, hvor der er sårede følelser.
Tro, hvor der er tvivl.
Håb, hvor der er fortvivlelse.
Lys, hvor der er mørke.
Og glæde, hvor der er sorg.
Oh, hellige Mester, giv mig, så jeg ikke så meget søger
At blive trøstet i stedet for at trøste;
At blive forstået i stedet for at forstå;
At blive elsket i stedet for at elske;
For det er ved at give, at vi modtager;
Det er ved at tilgive, at vi tilgives,
Og det er ved døden, at vi bliver født til evigt liv.

Ved mere end en lejlighed opfordrede Herren sine disciple til at være fredsstiftere, og lovede at sådanne skulle »kaldes Guds børn« (Matt 5:9). Dette princip er indflettet gennem skrifterne og skaber et patchwork af fred gennem lignelse og kundgørelse:

»… [bliv] enig med din modpart« (Matt 5:25).
»Elsk jeres fjender« (Matt 5:44).
»Døm ikke« (Matt 7:1).
»Du skal elske din næste som dig selv« (Matt 22:39).
»… fordøm ikke« (Luk 6:37).
»Tilgiv« (Luk 6:37).
»I skal elske hinanden« (Joh 13:34).

Dette er nogle få af skriftens instruktioner, der klart viser, at Guds fred ikke skal oplagres. Den skal i stedet gavmildt deles med vores familie, vores venner og vore omgivelser. Den skal deles med Kirken såvel som med dem, der ikke er medlem af vores kirke. Mens dem omkring os måske ikke vælger selv at smage af det genoprettede evangeliums fyldes sødme og fred, vil de uden tvivl blive velsignet ved at se det i vores liv og føle evangeliets fred i vores nærhed. Budskabet om fred vil vokse og udvide sig ved vores eksempel.

»… hold fred!« sagde apostlen Paulus. »Og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer« (2 Kor 13:11).

Jeg er taknemmelig for, at jeg kan vidne for jer, at Jesus er Kristus, og han er Guds Søn. Ved at følge ham i tro og tillid kan vi alle finde den liflige, indre fred, som evangeliet tilbyder, som det er blevet belært så smukt om ved denne konference. Dette bærer jeg ydmygt vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.