Evangeliet i vores liv
Han har givet sin forsoning, sit evangelium og sin Kirke, en hellig kombination, som giver os tilsagn om udødelighed og mulighed for evigt liv.
For nogle år siden læste jeg med stor fornøjelse med i en avistegneserie, som viste en præst i samtale med et hippieklædt par på en motorcykel. »Vi er kirkegængere,« sagde den ene til præsten. »Det har vi været i årevis … vi er bare ikke nået derhen endnu.«1
Mange af vore familiemedlemmer og venner er heller ikke kommet i kirke endnu. De kommer måske en sjælden gang, men de nyder endnu ikke de fulde velsignelser ved deltagelse og tjeneste i Kirken. Andre deltager måske regelmæssigt, men afholder sig fra at forpligte sig og fra at søge den personlige åndelige genfødsel, der følger af hjertets hengivenhed over for Gud. Begge slags mennesker går glip af nogle unikke velsignelser i dette liv. Og begge er i fare for at miste de mest storslåede velsignelser i det liv, der følger.
Paulus belærte os om, at Herren har givet os nogle som profeter og apostle, »for at udruste de hellige til at gøre tjeneste … så Kristi legeme bygges op« (Ef 4:12). Personer, som ikke fuldt ud tager del i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og ikke søger en personlig åndelig omvendelse, går glip af oplevelser, som er grundlæggende i den storslåede guddommelige plan for lykke. Belæringerne og tjenesten i Kirken er afgørende for at tilvejebringe evigt liv for mennesket (se Moses 1:39).
Jeg beder til, at mange inden for min stemmes rækkevidde vil få et åndeligt vidnesbyrd om rigtigheden af Kirkens mission – at opbygge og frelse Guds børn. Jeg beder særligt om, at de, som endnu ikke nyder velsignelserne ved fuld deltagelse og forpligtelse i Kirken, vil søge og opnå dette vidnesbyrd og handle derefter.
For ca. 10 år siden, mens jeg deltog i en stavskonference i USA, blev jeg præsenteret for et medlem, som ikke var kommet i Kirken i mange år. »Hvorfor skulle jeg blive aktiv i Kirken igen?« spurgte dette medlem mig om. Idet jeg tog alt det, Frelseren har gjort for os i betragtning, svarede jeg, at det burde være let at tilbyde at gøre noget, der kunne tjene ham og vore medmennesker. Spørgeren overvejede den tanke et øjeblik og lagde så stemme til dette forbløffende svar: »Hvad har han gjort for mig?«
Dette overraskende svar fik mig til at overveje, hvad folk forventer at modtage fra Jesus Kristus, fra hans evangelium og fra at komme i hans Kirke. Jeg tænkte på nogle af de personer, som sagde, at de var holdt med at komme i Kirken, fordi Kirken »ikke imødekom deres behov«. Hvilke behov kunne de forvente, at Kirken imødekommer? Dersom personer alene søger en socialt tilfredsstillende oplevelse, kan de blive skuffet i et givent ward eller gren og søge andre foreninger. Der er socialt tilfredsstillende oplevelser i mange organisationer. Hvis de alene søger hjælp til at lære om evangeliet, kan de opnå det mål ved hjælp af den tilgængelige litteratur. Men er dette de vigtigste formål med Kirken? Er det alt, som vi modtager fra Jesu Kristi evangelium?
Der er én, der engang har sagt, at det, vi får, afhænger af det, vi søger. Personer, som udelukkende kommer i Kirken for at få noget af en timelig natur, kan blive skuffede. Apostlen Paulus skrev nedsættende om de personer, som »ikke tjener vor Herre Kristus, men deres egen bug« (Rom 16:18). Personer, som kommer i Kirken for at give til deres medmennesker og for at tjene Herren, vil sjældent blive skuffede. Herren lovede, at »den, der mister livet på grund af mig, skal redde det« (Matt 10:39).
Kirken giver os muligheder for at tjene Herren og vore medmennesker. Hvis tjeneste ydes på rette måde og af de rette årsager, vil den belønne os udover alt det, vi har givet. Millioner tjener uselvisk og effektivt som funktionærer og lærere i Kirkens organisationer, og de, som gør det, oplever den omvendelse, der er beskrevet af profeten, som formanede os: »Kom til Kristus og bliv fuldkommen i ham« (Moroni 10:32).
I hele mit liv er jeg blevet velsignet på grund af mit medlemskab og deltagelse i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det er umuligt for mig at beskrive alle de måder, hvorpå Kirken har velsignet mig og dem, jeg elsker. Men jeg vil give nogle få eksempler i håbet om, at det vil tilføje min personlige overbevisning om de principper, jeg har omtalt.
At gå i kirke hver uge giver os mulighed for at nyde nadveren, som Herren har befalet os (L&P 59:9). Dersom vi handler med den rette forberedelse og indstilling, fornyer deltagelse i nadveren den rensende effekt af vores dåb og kvalificerer os til løftet om altid at have hans Ånd hos os. Et af formålene med denne Ånd – Helligånden – er at vidne om Faderen og Sønnen og at lede os til sandheden (se Joh 14:26 og 2 Nephi 31:18). Vidnesbyrd og sandhed, som er afgørende for vores personlige omvendelse, er den udsøgte høst af denne ugentlige fornyelse af vore pagter. I mine daglige beslutninger og i min personlige åndelige vækst har jeg nydt opfyldelsen af dette løfte.
Jeg bedrøves, når sidste dages hellige ikke forstår den dyrebare velsignelse, de modtager, der overholder befalingen om at ofre deres sakramenter hver sabbatsdag. Hvad er der i livet – på søer eller vandløb, på kommercielle forlystelsessteder eller i hjemmet med læsning af søndagsavisen – der kan tilvejebringe noget, der kan sammenlignes med disse velsignelser? Ingen rekreativ fornøjelse kan sidestilles med den rensende fornyelse og åndelige vejledning og vækst, som Gud har lovet dem, der trofast deltager i nadveren og ærer ham hver sabbatsdag. Jeg takker for opfyldelsen af de løfter i mit liv og bekræfter, at de er tilgængelige for enhver.
Efterhånden som jeg kom til ansvarligheds alder og forstod og erfarede effekten af personlig synd, gav Jesu Kristi evangeliums lærdomme mig fred og mod til at gå fremad med viden om, at mine synder kunne blive tilgivet, og at der altid er håb og nåde for den, som kommer til kort.
Da jeg oplevede mine kæres død, deriblandt min fars, min mors og min hustrus, gav Helligåndens trøstende åbenbaringer mig styrke til at fortsætte. Ånden bekræfter, at der er et formål med jordisk modgang, og giver forvisning om opstandelsen og virkeligheden af familierelationer, der er beseglet for al evighed.
I hele mit liv har jeg været velsignet af Jesu Kristi evangeliums grundsætninger og lærdomme. Som skriften og vore ledere og lærere i denne Kirke belærer os om, har evangeliet været et lys på min vej og en drivkraft i min timelige og åndelige fremgang. Brigham Young belærte om, at evangeliets love »lærer mennesket at være sanddru, ærlig, kysk, ædru, flittig, mådeholden og at elske og praktisere hvert godt ord og virke … [de] ophøjer og forædler dem … [og] som ved fuldstændig lydighed giver helbred og styrke til kroppen, klarhed i opfattelsen og kraft til åndsevner – så vel som frelse af sjælen.«2
Blandt mange velsignelser, jeg har modtaget af evangeliets lærdomme, er de, som er lovet ved at overholde visdomsordet. For mig har de omfattet sundhed og viden samt evnerne til at »løbe og ikke blive træt og … gå og ikke blive mat« samt opfyldelsen af løftet om, at »dødens engel skal gå forbi dem, ligesom Israels børn, og ikke slå dem ihjel« (L&P 89:18-21).
Evangeliet lærer os at betale tiende og offerydelser og forvisser os om velsignelserne, ved at gøre det. Jeg bærer vidnesbyrd om opfyldelsen af disse løfter i min tilværelse. Jeg har set himlens vinduer åbne sig for at skænke mig utallige velsignelser. Blandt disse er evnen til at se den relative ubetydelighed af ejendom, stolthed, anseelse og magt i denne verden i en evig sammenhæng. Hvor er jeg dog taknemmelig for dette fokus og den fred, som er resultatet af en evangeliebaseret forståelse af livets formål og dets forhold til evigheden.
Fra mine tidligste år og gennem uddannelsestid og ægteskab til midalderen og derefter har Kirken givet mig mulighed for at være sammen med de fineste mennesker på jorden. Lærere og klassekammerater i Søndagsskolen og Primary, til spejder og andre ungdomsaktiviteter, i kvorummer samt ved wards- og stavsaktiviteter, har udgjort de bedst mulige forbilleder og venner. Selvfølgelig har Kirken ikke monopol på gode mennesker, men vi har en bemærkelsesværdig koncentration af dem. Mine relationer i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges organisationer har givet mig grundlag for at erkende, påskønne og udvide min omgang med gode mennesker fra andre kirker og organisationer.
Da min far døde, inden jeg blev 8 år, havde jeg tidligt grund til at tænke over Herrens hensigt med at frarøve mig et forhold, som andre drenge havde og endog tog for givet. Som med så mange andre jordiske udfordringer udfyldte perspektivet i Jesu Kristi evangelium det tomrum. Hvor er jeg dog taknemmelig for, at mine søskende og jeg blev opdraget af en mor, som var enke, og som brugte sin tro og mine forældres tempelægteskab til at gøre vores bortgåede far dagligt tilstedeværende i vores liv. Vi havde aldrig grund til at føle os faderløse. Vi havde en far, men han var væk i en periode. Der er få ting, der er vigtigere i dette liv end at kende sit ståsted i det jordiske og sit potentiale i evigheden. Ægteskaber, som er beseglet for evigt i et af Herrens templer, tilvejebringer den mulighed for hvert barn og hver voksen.
Gennem årene har min aktive deltagelse i Kirken givet mig adgang til råd og inspiration fra Kirkens ledere om ting, jeg skulle gøre som ægtemand, far og som leder i min familie. Igen og igen til stavs- og generalkonferencer, i præstedømmekvorummer og i søndagsskoleklasser er jeg blevet undervist og inspireret af vidunderlige og erfarne fædre, mødre og bedsteforældre. Jeg har søgt at følge disse belæringer for at forbedre min deltagelse i de forbindelser, som vil vedblive i evigheden. For at citere blot et enkelt eksempel, er jeg blevet belært om kraften af en præstedømmevelsignelse – ikke bare en velsignelse til helbredelse, men en velsignelse til trøst og vejledning, som en far, der bærer Det Melkisedekske Præstedømme, har privilegiet at kunne give medlemmer af sin familie. At lære og anvende dette princip har begunstiget mig og mine kære med en kærlighed og nærhed, som kun følger af at føle betydningen af Guds præstedømme i en evig familie.
Jeg er også taknemmelig for advarsler i skriften og fra Kirkens ledere om ting, vi skal undgå. Ved at følge disse råd har jeg været i stand til at undgå faldgruber, som ellers kunne have fanget og trælbundet mig. Alkohol, tobak, stoffer, pornografi og hasardspil er kun nogle få eksempler på skadelige stoffer og vanedannende handlinger, som vi er blevet formanet om at undgå. Jeg appellerer til alle – i særdeleshed de unge mennesker – om at lytte til og give agt på ord fra mænd og kvinder, som Gud har kaldet som jeres ledere og lærere. I vil blive velsignet, dersom I vil afholde jer fra at sætte jeres egen visdom eller ønsker over jeres Skabers befalinger og advarslerne fra hans tjenere.
Skrifterne fortæller os, at vi skal iføre os Guds »fulde rustning«, for at vi må »kunne stå imod på den onde dag«. De lover, at »retfærdighedens panser« og »troens skjold« vil »slukke alle den ondes gloende pile« (L&P 27:15-17). Jeg anmoder jer indtrængende om at adlyde disse belæringer og gøre fordring på disse velsignelser. De omfatter den personlige åndelige omvendelse – den »store forandring … i vore hjerter« (Mosiah 5:2) – som hjælper os med at blive det, som vor himmelske Fader ønsker, vi skal blive.
Lederne i denne kirke siger, som Frelseren sagde: »Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig. Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv« (Joh 7:16-17).
Jeres ledere siger også med kong Benjamin: »Endvidere ønsker jeg, at I vil tænke på deres velsignede og lykkelige tilstand, der holder Guds bud. Thi se, de blev velsignet i alle ting, både timelige og åndelige, og dersom de holder trofast ud til enden, bliver de modtaget i himlen for at bo hos Gud i evigvarende salighed« (Mosiah 2:41).
I en nutidig åbenbaring har Herren erklæret: »Jeg, Herren, er forpligtet, når I gør, hvad jeg siger, men når I ikke gør, hvad jeg siger, har I intet løfte« (L&P 82:10).
Hvad har vor Frelser gjort for os? Han har givet sin forsoning, sit evangelium og sin Kirke, en hellig kombination, som giver os tilsagn om udødelighed og mulighed for evigt liv. Jeg vidner om, at dette er sandt, og jeg vidner om Gud Faderen, ophavsmanden til planen, og om hans søn Jesus Kristus, Forsoneren, som har gjort det hele muligt. I Jesu Kristi navn. Amen.