Hellig jeres gerning
I vores overvejelse og stræben efter helliggørelse kan vi forståeligt nok skælve en smule ved tanken om, hvad der måske kræves af os. Men Herren har trøstende sagt: »Min nåde er jer nok« (L&P 17:8).
Min tale er rettet til de ufuldkomne, men dog stræbende i troens husstand. Som altid er mit umiddelbare publikum mig selv.
Vi har det med at betragte indvielse, udelukkende som det at give afkald på materielle goder, når Gud beder om det. Men den største indvielse er det, at man hengiver sig selv til Gud. Hjerte, sjæl og sind var Kristi altomfattende ord, da han beskrev det første bud, som har konstant og ikke kun sporadisk gyldighed (se Matt 22:37). Holder vi det, vil vores gerning til gengæld være fuldstændig helliget til evig velfærd for vores sjæl (se 2 Nephi 32:9).
En sådan total hengivenhed kræver, at vore tanker, ord og gerninger nærmer sig Herren, og det er det stik modsatte af fremmedgørelse. »Thi hvorledes kender en mand den herre, som han ikke har tjent, og som er fremmed for ham og langt borte fra hans hjertes tanker og hensigter?« (Mosiah 5:13).
Mange ignorerer helliggørelse eller indvielse, fordi det synes for abstrakt eller for uoverkommeligt. Og dog føler den samvittighedsfulde en guddommelig utilfredshed, som udspringer af fremgang blandet med opsættelse. Derfor vil jeg nu give en smule kærlig vejledning, som rummer en bekræftelse af denne kurs, en opmuntring til at fortsætte rejsen og en trøst, når vi møder vanskeligheder.
Åndelig underkastelse opnås ikke på et øjeblik, men ved gradvise forbedringer, og ved at anvende vadesten på vores vej. Vadesten skal imidlertid bruges en efter en. Vores vilje kan med tiden blive »opslugt i Faderens vilje«, når vi er »villig[e] til at underkaste [os] … ligesom et barn underkaster sig sin fader« (se Mosiah 15:7; 3:19). Ellers vil vi, skønt vi stræber fremad, konstant føle os omtumlet af distraheringens efterdønninger.
Illustrationer, som omfatter en økonomisk indvielse eller helliggørelse er på sin plads. Da Ananias og Safira solgte deres ejendom, »stak [de] nogle af pengene til side« (se ApG 5:1-11). Mange af os klynger os til bestemte ting, hvorved vi behandler vore egenskaber som ejendele. Hvad end vi ellers måtte have givet, så synes den sidste del at være den sværeste at give afkald på. En delvis overgivelse er da også rosværdig, men den minder om den gamle undskyldning: »Jeg har allerede givet« (se Jakobs Brev 1:7-8).
Vi kunne for eksempel have nogle bestemte evner, som vi fejlagtigt betragter som vore egne. Hvis vi bliver ved med at klynge os mere til dem end til Gud, viger vi tilbage for helliggørelsen, som er det første bud. Eftersom Gud »giver [os] ånde«, kan det ikke anbefales at klynge sig fast og hyperventilere. (Mosiah 2:21).
En anden anstødssten forekommer, når vi tjener Gud gavmildt med vores tid og vores checkhæfte, men holder igen på dele af vores indre jeg, hvorved vi viser, at vi endnu ikke helt er hans!
Nogle har det svært, når en bestemt opgave kommer i vejen for dem. Men her er Johannes Døber et forbillede, da han om Jesu voksende hjord sagde: »Han skal blive større, jeg skal blive mindre« (Joh 3:30). Hvis vi fejlagtigt tror, at vore opgaver er den eneste indikator for, hvor meget Gud elsker os, vil det også kunne få os til at holde lidt igen. Brødre og søstre, vores personlige værd er allerede guddommeligt blevet fastsat til at være »stort«. Det svinger ikke som aktiekurserne.
Andre vadesten forbliver usete, fordi vi, som den rige, unge mand, ikke er villige til at se på, hvad vi endnu mangler (se Mark 10:21). Det viser, at der stadig er en del selviskhed i os.
Denne vigen tilbage viser sig på mange måder. F.eks. rummer det terrestriale rige de »hæderlige mennesker«, som bestemt ikke vidner falsk. Men de var dog heller ikke »tapre i Jesu vidnesbyrd« (L&P 76:75, 79). Den bedste måde at bære tappert vidnesbyrd om Kristus på, er ved at blive mere som han, og det er helliggørelse eller indvielse, der fremkalder den lærevillige karakter (se 3 Nephi 27:27).
Når vi møder disse nævnte udfordringer, er åndelig underkastelse noget gavnligt, der ofte hjælper os til nogle gange at »give slip« på noget, tilmed livet, andre gange at »holde fast«, og atter andre gange at benytte den næste vadesten (1 Nephi 8:30).
Men hvis vi savner proportionsfornemmelse, kan de næste par meter synes uoverkommelige. Skønt snæversynede Laman og Lemuel var bekendt med, hvordan Gud havde velsignet de fordums israelitter, så de kunne undslippe den mægtige farao og hans hære, troede de dog ikke på Guds evne til at hjælpe dem med en sølle, lokal Laban.
Vi kan også komme på afveje, hvis vi er alt for ivrige efter at behage dem, der står over os i vores profession eller på andre interesseområder. At behage »andre guder« i stedet for den sande Gud er også en overtrædelse af det første bud (2 Mos 20:3).
Til tider forsvarer vi vore særheder, som om de på en eller anden måde udgjorde vores personlighed. På en måde er det at være discipel en barsk kamp, som profeten Joseph bar vidnesbyrd om:
»Jeg er som en uhyre stor, utilhugget sten … og den eneste afslibning, jeg får, er, når et eller andet hjørne bliver gnedet af ved at komme i berøring med noget andet, og med forøget styrke slår imod … Således vil jeg blive en glat og sleben pil i den Almægtiges kogger« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 364-365).
Eftersom vore knæ ofte bøjer sig længe før vores vilje, kan det at holde en »del« tilbage berøve Guds værk for nogle af menneskehedens bedste hjerner. Det er langt bedre at være sagtmodig som Moses, der lærte meget »som [han] aldrig før havde troet« (Moses 1:10). Men desværre får samspillet mellem vores handlefrihed og vores identitet os til tider til at tøve. Men sindets underkastelse er faktisk en sejr, fordi den udsætter os for Guds påvirkning og »højere planer«! (se Es 55:9).
Ironisk nok kan overdreven iver for selv det gode mindske vores hengivenhed over for Gud. Man kan f.eks. være for optaget af sport og den kropsdyrkelse, vi ser blandt os. Man kan dyrke naturen, og dog forsømme naturens Gud. Man kan være for optaget af god musik eller have god profession som sin eneste store interesse. I sådanne tilfælde bliver »det, der vejer tungere« ofte glemt (Matt 23:23; se også 1 Kor 2:16). Kun Den Allerhøjeste kan vejlede os til at yde det allerbedste, vi kan gøre.
Alt hviler på de to største bud, sagde Jesus eftertrykkeligt, og ikke omvendt! (se Matt 22:40). Det første bud ophæves ikke, fordi vi stræber efter at udføre det mindre gode, for vi dyrker ikke en mindre Gud.
Inden vi nyder frugterne af en retskaffen indsats, bør vi først anerkende Guds hånd. Ellers forfalder vi til at sige: »Min egen kraft og min hånds styrke har skaffet mig hele denne rigdom« (5 Mos 8:17). Eller vi tager som det gamle Israel, »selv … æren« (undtagen i tilfældet med Gideons med omhu formindskede hære) ved pralende at sige: »Min egen hånd har skaffet mig sejr!« (Dom 7:2). Når vi bralrer op om vores egen »hånds« præstationer, bliver det dobbelt så svært at anerkende Guds hånd i alle ting! (se Alma 14:11; L&P 59:21).
På et sted, som hed Meriba, blev Moses, som var en af historiens største mænd, trættet af folk, som råbte på vand. Et kort øjeblik talte Moses »uoverlagte ord«, idet han sagde: »Mon vi kan få vand ud til jer af denne klippe?« (Sl 106:33; 4 Mos 20:10; se også 5 Mos 4:21). Herren belærte den enestående Moses om hans forkerte valg af substantiv og udviklede ham yderligere. Vi gør klogt i at være sagtmodige som Moses (4 Mos 12:3).
Jesus glemte aldrig nogen sinde målet! Skønt han gik omkring og udrettede meget godt, vidste han hele tiden, at forsoningen ventede. Og engang sagde han: »Fader, frels mig fra denne time. Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time« (Joh 12:27; se også Joh 5:30; 6:38).
Når vi udvikler yderligere kærlighed, tålmodighed og sagtmodig, har vi så meget mere at give til Gud og menneskeheden. Desuden er ingen andre anbragt i nøjagtig de samme fordelagtige omstændigheder, som vi.
Jeg medgiver, at disse vadesten fører os ind på nyt territorium, som vi måske ikke er meget for at udforske. De, der med succes anvender vadestenene, er motivatorer for os andre. Vi lægger jo ofte mere mærke til dem, som vi beundrer. Den sultne, fortabte søn huskede de gode måltider derhjemme, men det var også helt andre erindringer, der fik ham til at sige: »Jeg vil bryde op og gå til min far« (Luk 15:18).
Når vi stræber efter den ypperligste form for underkastelse, er vores vilje trods alt det eneste, som vi egentlig har at tilbyde Gud. De almindelige gaver og deres afledninger, som vi skænker ham, burde retfærdigvis påstemples »Retur til Afsenderen« med stort »A«. Selv når Gud modtager denne ene gave, modtager de trofaste til gengæld »alt det, som [han] har« (L&P 84:38). Sikke en vekselkurs!
Men imidlertid står disse kendsgerninger tilbage: Han har givet os vores liv, vores handlefrihed, vore talenter og vore muligheder. Han har givet os ejendele, han har givet os vores tildelte jordiske levetid med dets nødvendige ånde (se L&P 64:32). Når vi ledes af det perspektiv, undgår vi de alvorligste proportionsforvrængninger. Nogle af disse er langt fra så pudsige som at høre en dobbeltkvartet og forveksle den med Tabernakelkoret!
Det er ikke noget under, at præsident Hinckley har påpeget, at vi er et pagtsfolk, og har lagt særlig vægt på nadver-, tiende- og tempelpagterne. Han har sagt, at offervillighed er »selve kernen i forsoningen« (Teaching of Gordon B. Hinckley, s. 147).
Frelseren opnåede en forbløffende grad af underkastelse, da han stod over for forsoningens angst og smerte og »ønskede, at [han] ikke skulle drikke den bitre kalk« (L&P 19:18). I vores mindre, ufuldkomne målestok står vi over for meget, som skal overvindes, og vi ønsker, at de krav på en eller anden måde kunne blive taget fra os.
Tænk over dette: Hvad var der blevet af Jesu tjenestegerning, hvis han havde udført flere mirakler, men undladt de enestående mirakler i Getsemane og på Golgata? Hans øvrige mirakler medførte velsignet livsforlængelse og lindring af lidelse – for nogle. Men hvordan kunne de mirakler sammenlignes med den altomfattende opstandelses største mirakel? (se 1 Kor 15:22). Forøgelsen af brødene og fiskene mættede en sulten skare. Men de, der spiste, blev snart sultne igen, mens de, der spiser af Livets Brød, aldrig mere skal sulte (Joh 6:51, 58).
I vores overvejelse og stræben efter helliggørelse kan vi forståeligt nok skælve en smule ved tanken om, hvad der måske kræves af os. Men Herren har trøstende sagt: »Min nåde er jer nok« (L&P 17:8). Tror vi virkelig på ham? Han har også lovet at gøre det svage stærkt (Ether 12:27). Er vi villige til at underkaste os den proces? Hvis vi da ønsker fylde, kan vi ikke nu holde en del tilbage!
Når vi i højere grad lader vores vilje opsluges af Faderens vilje, når vi faktisk en stærkere personlighed, som er styrket og bedre i stand til at modtage »alt det, som [Gud] har« (L&P 84:38). For hvordan skulle vi kunne betros hans »alt«, før vores vilje er mere som hans? Og hans »alt« kan heller ikke fuldt ud værdsættes af dem, som kun er delvis hengivne.
Det er rent ud sagt vores mulige selv, vi forråder ved at holde en eller anden »del« tilbage. Der er ingen grund til at spørge: »Det er vel ikke mig, Herre?« (Matt 26:22). Lad os i stedet spørge angående vores personlige anstødssten: »Er det den her, Herre?« Vi har måske allerede længe kendt svaret, så vi har måske i virkeligheden mere brug for beslutsomhed end hans svar.
Den største lykke i Guds gavmilde plan gemmes til dem, der er villige til at yde noget og betale prisen for rejsen til hans kongerige. Brødre og søstre, lad os tage fat og fortsætte rejsen (se »Come, Let Us Anew,« Hymns, no. 217).
I Jesu Kristi navn, han, som venter os med udstrakte arme. Amen (se L&P 103:17; 136:22).