2002
Muligheden for at tjene
Juli 2002


Muligheden for at tjene

Jeg ved, hvor dybt han elsker os, og hvor meget denne kærlighed motiverer os.

Efter 34 år i Kirkens Uddannelsessystem besluttede min hustru og jeg for ca. tre år siden at gå på pension og træde på andre af livets stier. På dette tidspunkt begyndte vi at lægge planer. Vi flyttede for at komme nærmere til vore børn og børnebørn. Jeg begyndte på, hvad jeg mente var nogle vidunderlige projekter. Nogle af dem var absolut geniale, mente jeg. Og så indtraf et af disse øjeblikke, som ændrer det hele.

Det var vores privilegium på dette tidspunkt at bo lige over for ældste F. Enzio Busche, som nu er emeritus-halvfjerdser, og hans hustru. En dag underviste ældste Busche vores højpræstegruppe og citerede et skriftsted i Almas Bog, hvor Alma længtes efter at have en engels røst. Derpå omvendte Alma sig med det samme fra disse følelser og kom i vers 4 med en bemærkelsesværdig udtalelse. Han foreslog, at vi er meget opmærksomme på det, som vi ønsker, for Herren giver os vores hjertes ønsker. Og så kom, hvad der for mig næsten var en overvældende udtalelse. »… det være til død eller liv.« Gud vil give os i overensstemmelse med vores vilje det, som vi ønsker (se Alma 29:1-5).

Jeg gik hjem den dag – og tro nu ikke, at jeg følte, at nogen af mine ønsker var forkerte – men i det øjeblik, forstod jeg, at disse ønsker var mine. Den dag begyndte jeg at forsøge at lade Herren vide, at jeg gerne vil opfylde hans ønsker. Selv da troede jeg, at jeg virkelig mente det, men jeg lærte, at det er let at sige dette, men vanskeligt at gøre det. Som ældste Maxwell sagde i går, først når vi i sandhed overgiver vores hjerte til Gud, kan han begynde at sætte skub i renselses-, helliggørelses- og fuldkommengørelsesprocessen (se Helaman 3:35). Vi har i løbet af de tre år, som er gået siden da, fundet ud af, at Herren har sat vore fødder på andre stier, end vi havde forventet, og dette er den seneste.

Et par dage efter præsident Hinckley havde ringet til min hustru og jeg, læste jeg i Femte Mosebog og fandt et vers i kapitel 12, som kom til at betyde meget for mig. Det kommer i form af en befaling. Herren siger: »Og du skal glæde dig for Herren din Guds ansigt over alt det, du har erhvervet« (5 Mos 12:18). Vi er taknemlig for dette privilegium at kunne glæde sig i Herren over denne nye mulighed.

Efter vi er begyndt på disse stier, er vi begyndt at lære, hvor barmhjertig Gud er, og hvor dybt han elsker os, og hvor meget hans kærlighed motiverer os. Da jeg var 16 år gammel og ikke klog nok til at vide ret meget, rørte Ånden mit hjerte, og jeg forstod, hvor betydningsfuld den kvinde, som man gifter sig med, er. Efter den tid begyndte jeg at bede Herren om at finde den kvinde for mig, som ville blive min evige ægtefælle. De bønner blev besvaret, og alt, hvad vi nu nyder i vores familie med børn og børnebørn, skyldes stort set hende.

Jeg har lært, at Jesus er vores Kristus, og at hans og Faderens barmhjertighed er uendelig og aldrig ophører, selv når vi ikke fortjener det. Jeg har altid elsket profeten Joseph Smith, og det var mit privilegium at bruge 10 år til et intensivt og omfattende studium af hans liv, hans skrivelser, hans lærdomme og af dem, som kendte og elskede ham, og jeg forstod, at her er profeternes profet, en, som var værdig til at tilvejebringe genoprettelsen af denne den sidste uddeling. Og jeg har lært med stor kraft, at disse nøgler, som han har gengivet, er fortsat ubrudt til denne dag og nu besiddes af vores levende profet, Gordon B. Hinckley.

Lad mig gentage, vi glæder over os denne mulighed for at tjene. Vi er dybt ydmyge over og meget beærede herover, og jeg efterlader dette vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.