De talte til os
Beretning for Kirkens børn fra aprilkonferencen den 6.-7. april 2002.
Præsident Gordon B. Hinckley: Som Polarstjernen på himlen ser vi, uanset hvad fremtiden bringer, verdens Forløser … I solskin og regnvejr ser vi til ham, og han er der for at berolige os og smile til os. Han er helt central i vores tilbedelse.
Præsident Thomas S. Monson, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab: I mange familier er der sårede følelser og en modvillighed til at tilgive. Det er egentlig ligegyldigt, hvad årsagen var. Vi må ikke og bør ikke lade det såre os. Bebrejdelse holder sårene åbne. Kun tilgivelser heler.
Præsident James E. Faust, Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab: For det første er bøn en ydmyg anerkendelse af, at Gud er vor Fader, og at Herren Jesus Kristus er vor Frelser og Forløser. For det andet er det en oprigtig bekendelse af synd og overtrædelse og en anmodning om tilgivelse. For det tredje er det en anerkendelse af, at vi har brug for hjælp, som overgår vores egen formåen. For det fjerde er det en mulighed for at takke og vise vor Skaber taknemmelighed.
Præsident Boyd K. Packer, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum: Intet kan sammenlignes med en far, som er ansvarlig, og som derefter lærer sine børn ansvarlighed. Intet kan sammenlignes med en mor, som er til stede hos børnene og kan trøste og berolige dem.
Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum: Fred – rigtig fred – som man ved er rigtig, fordi man kan føle det i hele ens sjæl – kommer kun i og ved tro på Herren Jesus Kristus.
Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum: Lys opløser mørke. Når der er lys … [må] mørket … vige. Endnu vigtigere er det, at mørket ikke kan overvinde lyset, med mindre det dæmpes eller forsvinder. Når Helligåndens åndelige lys er til stede, viger Satans mørke.
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum: [Vi kan] begynde at gå på vejen tilbage til Faderen. Det skal vi gøre med al den hast og ydmyghed, vi kan samle. Langs vejen kan vi tælle vore mange velsignelser, og vi kan rose andres bedrifter. Bedst af alt kan vi tjene andre, hvilket er den bedste øvelse for hjertet, der nogen sinde er foreskrevet.
Ældste Henry B. Eyring fra De Tolv Apostles Kvorum: Nye medlemmer … skal selv vælge i tro at blive døbt, idet de stoler på deres sande ven, Frelseren … De skal vælge at modtage Helligåndens gave … Og det valg skal ikke kun træffes én gang, men hver dag, hver time og hvert minut. Selv når Helligånden kommer og inspirerer dem til, hvad de bør gøre, skal man vælge, om man vil gøre det eller ej.
Ældste Earl C. Tingey fra De Halvfjerds’ Præsidium: I og jeres familie kommer til at føle en særlig fred, der overgår al forstand, når I betaler fuld tiende … I får vished om, at jeres himmelske Fader elsker jer.
Søster Gayle M. Clegg, andenrådgiver i Primarys hovedpræsidentskab: Det er en velsignelse at lade børn løbe så hurtigt, som de kan ved egen kraft, for at opbygge styrke til deres egne vidnesbyrd.