Udvikling af indre styrke

Mary Ellen W. Smoot

Nyligt afløst hovedpræsidentinde for Hjælpeforeningen

Hvordan bliver I og jeg så omvendt til sandheden, så fulde af tro, stole så meget på Gud, at vi er i stand til udholde prøvelser og endda blive styrket af dem?

På vegne af mine rådgivere og Hjælpeforeningens hovedbestyrelse hilser vi Kirkens medlemmer over hele jorden og især kvinderne, som ved deres trofasthed og hengivenhed ofrer deres tid og talenter for at velsigne den enkelte og familier verden over.

I den velsignelse, som præsident Gordon B. Hinckley gav mig, da jeg blev indsat, talte han om den tjeneste, som Hjælpeforeningen kan yde. Han sagde: »Dette er en fantastisk organisation, måske den største og ældste af sin slags i hele verden. Dens mission er at gøre godt og at hjælpe dem i sorg og nød, at fremelske uddannelse, god hjemkundskab og andre evner hos kvinder over hele verden.«

Som vores vejviser har vi Hjælpeforeningens erklæring, inspirationsmøder for hjemmet, familien og den enkelte og besøgslærerindeprogrammet. Disse værktøjer er omhyggeligt blevet evalueret og bliver nu anvendt til at hjælpe søstre med at udvide deres indre styrke gennem tjeneste og enhed.

For at vise den slags indre styrke, som jeg taler om, vil jeg gerne fortælle jer historien om Susanna Stone Lloyd, som i en alder af 26 forlod England i 1856 og rejste alene til Utah. Som det eneste medlem af sin familie, der tilsluttede sig Kirken, rejste Susanna med Willies håndkærrekompagni. Som så mange andre pionerer udholdt hun livstruende sult, sygdom og udmattelse.

Da Susanna ankom til Saltsødalen, lånte hun et spejl for at gøre sig selv mere præsentabel. Trods sine bedste anstrengelser fortæller hun: »Jeg skal aldrig glemme, hvordan jeg så ud. Nogle af mine gamle venner kunne ikke kende mig.«¹ Da hun havde solgt sit eget spejl til en indianer for et stykke bøffelkød, havde hun ikke brugt meget tid på at kigge på sig selv. Nu kunne hun ikke genkende sit eget spejlbillede. Hun var en anden person både indvendig og udvendig. På rejsen med stenede højderygge og store genvordigheder kom en dyb overbevisning. Hendes tro var blevet prøvet og hendes omvendelse var sikker. Hun var blevet lutret på måder, som selv det bedste spejl ikke kunne vise. Susanna havde bedt om styrke og havde fundet den – dybt i sin sjæl.

Det er den slags indre styrke, som jeg gerne vil tale om. Hvordan kan I og jeg blive så omvendt til sandheden, så fulde af tro, stole så meget på Gud, at vi er i stand til udholde prøvelser og endda blive styrket af dem?

Man skal ikke have levet ret længe for at finde ud af, at livet næsten aldrig bliver, som man har planlagt det. Modgang og lidelser kommer til enhver. Kender I nogen, som ikke gerne vil ændre noget ved dem selv eller deres omstændigheder? Og alligevel er jeg sikker på, at I kender mange, som går fremad i tro. I er draget mod de personer, inspireret af dem og endda styrket af deres eksempel.

I løbet af de sidste fem år har jeg mødtes med søstre fra Afrika til Spanien, som er pionerer af egen fortjeneste. Jeg er blevet imponeret over deres indre styrke, og jeg er blevet inspireret af dybden i deres vidnesbyrd. Det er søstre, som efterlever den sandhed, som Hjælpeforeningens erklæring bekræfter.

Erklæringen minder os om, hvem vi virkelig er, og hvorfor vi gør det, vi gør. Jo mere vi efterlever dens forskrifter, jo mere indre styrke vil vi få. Vi vil afspejle vores tro. Faste, bøn og skriftstudium påvirker vores forhold til Frelseren. Jeg vil gerne fremhæve to andre måder, hvorpå vi kan udvikle indre styrke:

Tjeneste

Når vi oprigtigt er omvendt vil vores fokus skifte fra os selv til andre. Vi kan finde indre styrke i tjeneste. Intet vil gøre modstanderen mere glad, end hvis vi bliver distraheret af selviske anliggender og lyster. Men vi ved bedre. Tjeneste vil hjælpe os til at blive på rette vej.

Jeg er blevet så inspireret af jeres tjenestegerninger til kvindekonferencer, inspirationsmøder for hjemmet, familien og den enkelte og vigtigst af alt i vore egne hjem.

For blot et par uger siden blev jeg ringet op af områdepræsidenten for Det centraleuropæiske område. Han sagde, at medlemmerne i Albanien og Moldavien frøs så meget. Han spekulerede på, om Hjælpeforeningen måske havde nogle tæpper, som de kunne sende. Forestil jer den glæde som jeg følte, da jeg besøgte Humanitærtjenesten og opdagede, at vi kunne skænke 1.000 tæpper. I løbet af nogle få dage var de pakket og sendt. Missionspræsidenten skrev: »Medlemmerne her blev rørte over, at andre medlemmer tænkte på dem.« Tak for jeres uselviske tjeneste.

Søstre, se indgående på de foreslåede emner for inspirationsmødet for hjemmet, familien og den enkelte og find måder til at opbygge åndelig styrke, udvikle personlige færdigheder, styrke hjemmet og familien og yde evangelisk tjeneste. Ved at gøre dette vil vi blive mindre optaget af vore problemer og stole mere på Gud.

Enhed

En anden måde, som vi kan udvikle indre styrke på, er ved at stræbe efter enhed i vores familie, i vores stav, vores ward og vore præsidentskaber. Herren selv belærte: »… dersom I ikke er et, er I ikke mine.«²

Enhed i formål, tanker og følelser er kvaliteter, der kan føre til ophøjelse. Når vi kan lægge vores forskelligheder til side og værdsætte hinandens stærke sider, sker der store ting. Profeten Joseph Smith formanede: »Vær ikke snæversynede i jeres synspunkter med hensyn til næstens dyder … I må åbne jer for hverandre.«³ En sådan åndelig gavmildhed indbyder til større enhed.

Jeg har besøgt stave og ward, der er forenede. Præsidentskaberne i hjælpeorganisationerne støtter hinanden og koordinerer deres indsats; de opretholder deres præstedømmeledere og stræber sammen for at bringe familier til Kristus. Efterhånden som Guds rige ruller fremad, må vi forene vores anstrengelser for at frelse sjæle.

Som Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab er vi taknemmelige for den nye vægt på besøgsundervisningen.⁴ De nye budskaber opfordrer søstrene til at læse fra skrifterne og fra Det Første Præsidentskabs og andre generalautoriteters lærdomme om et evangelisk princip. Søstrene bliver derefter opfordret til at dele indsigt og oplevelser om, hvordan det at efterleve princippet har velsignet dem.

Søstre, hvis I vil følge denne fremgangsmåde, vil I føle større enhed med jeres kammerat og dem, som I underviser. I vil blive åndeligt styrket.

Uanset vore omstændigheder, hvem af os har så råd til at spilde vores liv foran selvmedlidenhedens og modløshedens spejl? Ja, vi har alle, som apostlen Paulus advarede, brug for at »prøve [os] selv«⁵ fra tid til anden. Vi har alle behov for at omvende os, at erkende svagheder og mere fuldt komme til Kristus. Ligesom Susanna, kan vi blive nødt til at ofre personlige ejendele for at være i stand til at krydse smertens, sorgens og skuffelsens slette. Men når vi gør det, vil vi opdage gudgivne reserver, som vi ellers ikke ville have kendt.

Præsident Joseph F. Smith talte med stor følelse om pionerkvindernes indre styrke. Han sagde: »Døden var ingenting for dem. Genvordigheder var ingenting. Kulde eller regn eller hede var ingenting for dem. Det eneste, de følte og vidste og ønskede, var, at Guds rige og den sandhed, som Herren havde givet dem, skulle sejre.« Og så med en Guds profets fulde oprigtighed sagde han: »Men ak, hvor er disse kvinder nu?«⁶

Jeg er her i dag for at vidne om, at sådanne kvinder eksisterer over hele verden i Kirkens hjælpeforeninger. Jeg er overmåde taknemmelig for min mulighed for at se disse kvinder i vor tid, som er »blevet stærke i kundskaben om sandheden.«⁷ Jeg ved med hele mit hjerte, at Herren kan »gøre det svage stærkt.«⁸ Jeg ved, at dette er hans værk og hans rige. Jeg ved, at vi hver især kan afspejle Frelseren ved den måde, hvorpå vi vælger at leve vores liv. I Jesu Kristi navn. Amen.