Vi lever i tro
Vi stræber frem mod det ukendte, men troen oplyser vejen. Hvis vi dyrker denne tro, skal vi aldrig vandre i mørke.
Herfra hvor vi taler, er det en smuk sabbatmorgen i april. Tulipanerne er kommet godt op af jorden og springer snart ud i deres smukke blomsterflor. Af vores tvivls vinter er fremspiret forårets håb. Vi vidste, at foråret ville komme. For vores tro er bygget på tidligere års erfaringer.
Og sådan er det også med det, der hører ånden og sjælen til. I hver mand og hver kvindes liv opstår der mørke stunder med tvivl, med mismod, med desillusionering. I sådanne situationer ser nogle få fremad ved troens lys, men mange tumler af sted i mørket og farer måske endog vild.
Min opfordring til jer denne morgen er en opfordring til at tro – den tro, som er »fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses« (Hebr 11:1), sådan som Paulus beskrev den.
Under omvendelsesprocessen hører den, der undersøger Kirken, kun en smule. Han læser måske en smule. Han forstår ikke, han kan ikke forstå det forunderlige ved det hele. Men hvis han oprigtigt søger, hvis han er villig til at knæle ned og bede om det, griber Ånden ham om hjertet – om end ganske blidt. Den vender ham i den rigtige retning. Han ser lidt af noget, som han aldrig før har set. Og ved tro, hvad enten han erkender det eller ej, tager han nogle få forsigtige skridt. Derpå udfolder et nyt perspektiv sig for ham.
For længe siden arbejdede jeg for en af vore jernbaner, hvis spor snoede sig gennem passene i disse bjerge. Jeg rejste ofte med toget. Det var dengang, der kørte damplokomotiver. Disse store uhyrer på skinner var enorme og hurtige og farlige. Jeg tænkte ofte på, hvordan lokomotivføreren turde foretage den lange rejse hele natten igennem. Men så indså jeg, at det ikke var én lang rejse, men snarere en konstant fortsættelse af en kort rejse. Maskinen var forsynet med en stærk frontlanterne, som oplyste sporene 400 til 500 meter frem. Lokomotivføreren kunne kun se denne strækning, men det var nok, fordi den hele tiden lå synligt foran ham hele natten igennem, indtil en ny dag gryede.
Herren har talt om denne proces. Han sagde: »Det, der ikke opbygger, er ikke af Gud, men er mørke.
Det, der er af Gud, er lys; og den, der modtager lyset og forbliver i Gud, får mere lys, og det lys bliver klarere og klarere indtil den fuldkomne dag« (L&P 50:23-24).
Og således er det med vores evige rejse. Vi tager ét skridt ad gangen. Ved at gøre dette, stræber vi frem mod det ukendte, men troen oplyser vejen. Hvis vi dyrker denne tro, skal vi aldrig vandre i mørke.
Lad mig fortælle jer om en mand, som jeg kender. Jeg vil ikke nævne hans navn, for at han ikke skal føle sig forlegen. Hans hustru følte, at der manglede noget i deres liv. En dag talte hun med en slægtning, der var medlem af Kirken. Slægtningen foreslog, at hun inviterede missionærerne. Det gjorde hun så. Men hendes mand var uforskammet over for dem og bad dem om ikke at komme igen.
Månederne gik. En dag fandt en anden missionær optegnelsen om dette besøg, og han besluttede, at han og hans kammerat skulle prøve igen. Han var en høj ældste fra Californien, og han var ét stort smil.
De bankede på døren, og manden lukkede op. Måtte de komme indenfor i et par minutter, spurgte de? Han indvilligede.
Missionæren sagde: »Jeg har tænkt på, om du ved, hvordan man beder?« Manden svarede, at han kendte fadervor. Missionæren sagde: »Det er fint, men lad mig fortælle dig, hvordan man beder en personlig bøn.« Han fortsatte med at forklare, at vi knæler ned for at vise ydmyghed over for Gud i Himlen. Det gjorde manden så. Missionæren fortsatte og sagde: »Vi tiltaler Gud som vor Fader i Himlen. Dernæst takker vi ham for hans velsignelser, som f.eks. vores helbred, vore venner og vores mad. Derpå beder vi ham om at velsigne os. Vi udtrykker vore inderligste håb og ønsker. Vi beder ham om at velsigne dem, der lider nød. Vi gør alt dette i hans elskede Søns, Herren Jesu Kristi navn, og slutter af med ›amen‹.«
Det var en dejlig oplevelse for manden. Han havde modtaget lidt lys og forståelse, et strejf af tro. Han var parat til et tage endnu et skridt.
Linje på linje underviste missionærerne ham med tålmodighed. Han gjorde, som de sagde, efterhånden som hans tro voksede og blev til et svagt lys af forståelse. Hans venner fra grenen samlede sig om ham for at støtte ham og besvare hans spørgsmål. Mændene spillede tennis sammen med ham, og han og hans familie blev inviteret hjem til dem til middag.
Han blev døbt, og det var et kolossalt skridt af tro. Grenspræsidenten bad ham om at være spejderleder for fire drenge. Det førte til andre ansvar og troens lys blev stærkere i hans liv for hver nye mulighed og oplevelse.
Sådan er det blevet ved. I dag tjener han som en dygtig og elsket stavspræsident, en leder med stor visdom og forståelse, og frem for alt en mand med stor tro.
Den udfordring, som hvert enkelt medlem af denne kirke står over for, er at tage det næste skridt, at tage imod det ansvar, som han er kaldet til, selv om han måske føler sig utilstrækkelig, og at gøre dette med tro og med en fuldstændig forventning om, at Herren vil oplyse vejen foran ham.
Lad mig fortælle jer en beretning om en kvinde i São Paulo i Brasilien. Hun arbejdede for at kunne forsørge sin familie, mens hun studerede. Jeg vil fortælle beretningen med hendes egne ord. Hun siger:
»Det universitet, som jeg læste på, havde en regel, der forbød studerende, som var i gæld, at gå til nogen eksaminer. Når jeg fik min løn, afsatte jeg af denne årsag penge til tiende og offerydelser, og resten blev fordelt til skolepenge og andre udgifter.
Jeg kan huske engang, hvor jeg … havde alvorlige økonomiske problemer. Det var en torsdag, at jeg fik min løn. Da jeg udregnede mit månedlige budget, lagde jeg mærke til, at der ikke var nok til, at jeg kunne betale både min tiende og universitetet. Jeg blev nødt til at vælge mellem dem. Eksaminerne, som blev afholdt hver anden måned, skulle begynde den følgende uge, og hvis jeg ikke gik op til dem, kunne et helt skoleår have været forgæves. Jeg havde store kvaler … Mit hjerte blødte. Jeg stod foran en smertefuld beslutning og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg overvejede to muligheder: At betale tiende eller at risikere ikke at få de nødvendige karakterer, så jeg kunne få lov at fortsætte på studiet.
Denne følelse opslugte min sjæl og forblev hos mig indtil lørdag. Det var først da, at jeg huskede på, at jeg, da jeg blev døbt, havde jeg indvilliget i at efterleve tiendeloven. Jeg havde påtaget mig en forpligtelse, ikke over for missionærerne, men over for vor himmelske Fader. I det øjeblik begyndte kvalerne at forsvinde og give plads for en behagelig følelse af ro og beslutsomhed …
Da jeg bad min bøn den aften, bad jeg Herren om at tilgive mig for min ubeslutsomhed. Den søndag henvendte jeg mig til biskoppen inden nadvermødet og betalte med stor glæde min tiende og offerydelser. Det var en helt særlig dag. Jeg følte mig ganske enkelt lykkelig og i harmoni med mig selv og med vor himmelske Fader.
Næste dag på kontoret forsøgte jeg at finde ud af, hvordan jeg kunne gå op til eksaminerne, som skulle begynde om onsdagen. Jo mere jeg tænkte på det, desto længere væk syntes en løsning at være. Jeg arbejdede dengang på et advokatkontor, og min chef var den strengeste person, jeg nogen sinde havde mødt.
Arbejdsdagen var ved at være forbi, da min chef kom ind og gav mig dagens sidste opgaver. Da han havde gjort det, sagde han farvel med sin mappe i hånden … Pludselig standsede han, så på mig og spurgte: ›Hvordan går det med studiet?‹ Jeg blev overrasket og kunne ikke tro mine egne ører. Det eneste jeg med skælvende stemme kunne svare var: ›Det går fint!‹ Han så eftertænksomt på mig og sagde igen farvel …
Pludselig kom sekretæren ind i lokalet og sagde, at jeg var meget heldig! Da jeg spurgte hende hvorfor, sagde hun ganske enkelt: ›Chefen har netop fortalt mig, at fra i dag af vil firmaet betale for hele dit studium og for dine bøger. Før du går, så kom lige hen til mig og fortæl mig, hvad dine udgifter er, så jeg kan give dig checken i morgen.‹
Da hun var gået, knælede jeg på stedet grædende og meget ydmyg ned og takkede Herren for hans gavmildhed. Jeg … sagde til min himmelske Fader, at han ikke behøvede at velsigne mig så meget. Jeg havde kun brug for en måneds skolepenge, og den tiende, jeg havde betalt søndagen før, var meget lille i sammenligning med det beløb, jeg nu fik! Under denne bøn randt ordene fra Malakias’ Bog mig i hu: ›Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskarers Herre‹ (Mal 3:10). Indtil da havde jeg aldrig fornemmet storheden af det løfte, som dette skriftsted rummer, og at denne befaling virkelig var et vidnesbyrd om den kærlighed, som Gud vor himmelske Fader udøser over sine børn her på jorden.«
Tro er selve de fibre, der giver dette værk styrke. Hvor som helst denne kirke findes i hele den vide verden er det tydeligt. Det er ikke begrænset til et land eller en nation eller et sprog eller et folk. Det findes overalt. Vi er et troende folk. Vi lever i tro. Vi går fremad på vores evige rejse et skridt ad gangen.
Stort er Herrens løfte til de trofaste overalt. Han har sagt:
»Jeg, Herren, er barmhjertig og nådig mod dem, der frygter mig, og jeg finder behag i at ære dem, som tjener mig i retfærdighed og i sandhed til enden.
Stor skal deres løn være og evig deres herlighed.
Og dem vil jeg åbenbare alle hemmeligheder, ja, alle mit riges hemmeligheder, som har været skjult fra tidens begyndelse; og i kommende tider …
Ja, endog evighedens undere skal de skue …
Deres visdom skal være stor, og deres forstand nå til himlen; og for dem skal de vises visdom forgå, og de kloges forstand blive til intet.
Thi jeg vil oplyse dem med min Ånd, og gennem min kraft skal jeg tilkendegive dem min viljes hemmeligheder, ja, det, som intet øje har set eller hørt, og som ikke er kommet ind i noget menneskes hjerte« (L&P 76:5-10).
Hvordan kan nogen ønske sig mere? Hvor herligt er ikke det værk, som vi er involveret i? Hvor forunderlige er ikke den Almægtiges veje, når vi lever i tro for ham?
En undersøgers tro er som et stykke grønt træ, som kastes på et flammende bål. Varmet af flammerne, tørrer det og begynder at brænde. Men hvis det trækkes ud, kan det ikke brænde selv. Dets flygtige flammer dør ud. Men hvis det bliver i ilden, begynder det gradvist at brænde med klarhed. Snart er det en del af den flammende ild og vil antænde andet grønt træ.
Og således fortsætter, mine brødre og søstre, dette troens store værk, som opløfter mennesker over hele denne jord til en forøget forståelse af Herrens veje og større lykke ved at følge hans plan.
Må Gud, vor evige Fader, fortsat tilsmile dette, hans rige, og give det fremgang, mens vi, hans børn, lever i tro. Det er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.