2002
Ud af mørket til sit underfulde lys
Juli 2002


Ud af mørket til sit underfulde lys

Symbolerne på Frelserens forsoning minder os om, at vi ikke behøver at snuble i mørket. Vi kan altid have hans lys hos os.

Den store profet Esajas i Det Gamle Testamente profeterede: »Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt, højt over bjergene … Alle folkeslag skal strømme dertil.«1 Præsident John Taylor sagde om indbyggerne i disse nationer: »De vil komme og sige: ›Vi ved ikke noget om jeres religions principper, men vi kan se, at I er et hæderligt samfund; I øver retfærdighed og retskaffenhed.‹«2

Bragt ud af mørket

Da Salt Lake City var vært for De Olympiske Vinterlege 2002 og Handicap-OL, så vi mange profetier blive delvist opfyldt. Jordens nationer og mange af deres ledere har besøgt os. De har set os tjene sammen med vore venner i dette samfund og naboer fra andre trosretninger. De har set lyset i vore øjne og følt vore håndtryk. »Herrens tempelbjerg«3 og dets oplyste spir er blevet set af 3,5 milliard mennesker verden over. Nationerne har hørt dette prægtige Tabernakelkor synge. I dette auditorium har hundredtusindvis overværet opførelsen Light of the World, A Celebration of Life – Spirit of Man, Glory of God, som omfattede en erklæring om vores tro på Jesus Kristus. Jeg udtrykker ydmygt min taknemmelighed over, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige herved og på andre måder stadig bliver bragt »ud af dunkelhed og mørke.«4

Under De Olympiske Lege var der lys mange steder, f.eks. den olympiske ild, Child of Light og temaet »Light the Fire Within.«5 Måske var det mest mindeværdige lys at finde i deltagernes øjne. Men det, som rørte os mest, var ikke konkurrencerne, men det storslåede skue ved åbningsceremonien. Det var den dybere sandhed, som disse ting symboliserede – lysets kilde i os hver især.

Her til formiddag taler jeg til dem, som spurgte: »Hvad var det for et lys, som jeg så og følte? Hvor kom det fra? Hvordan kan jeg og mine kære altid have det hos os?«

Kristi lys og helligåndens gave

Vi bringer hver især et lys med til jorden, Kristi lys. »Jeg er det sande lys, som oplyser hvert menneske, der kommer til verden,«6 sagde Frelseren.

»Lyset som findes i alting, som giver alting liv.«7

Dette lys, som »indbyder og leder til at gøre godt uophørligt,«8 »gives alle mennesker, for at de kan kende godt og ondt.«9

Ved at anvende Kristi lys til at skelne og vælge det rigtige kan vi blive ledt til et endnu større lys: Helligåndens gave. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Jesu Kristi disciple i disse sidste dage gennem evangeliets og Guds hellige præstedømmes gengivelse har magt til at overdrage Helligåndens gave. Den overdrages ved håndspålæggelse af dem, som har præstedømmets myndighed, og modtages af dem, som har fulgt troens og omvendelsens principper og har modtaget dåbsordinancen ved nedsænkning til syndernes forladelse.

Helligånden er Guddommens tredje medlem, en person som består af ånd.10 Han er Talsmanden, Guds Ånd, Forjættelsens Helligånd. Han vidner om Jesus Kristus, hans værk og hans tjeners værk på jorden. Han virker som et rensende middel som renser os fra synd og helliger os.11 Han trøster os og giver fred til vores sjæl. Retten til at have ham hos sig konstant er en af de største gaver, som vi kan modtage i livet på jorden, for ved hans tilskyndelsers og hans rensende lys kan vi blive ledt tilbage til Guds nærhed.12

Mørke og lys

Som børn lærte vi, hvordan man holder mørket borte ved at tænde et lys. Når vore forældre nogle gange skulle ud om aftenen, tændte vi alt lyset i huset! Vi forstod den fysiske lov, som også er en åndelig lov: Der kan ikke være lys og mørke samme sted på samme tid.

Lys opløser mørke. Når der er lys, overvindes mørket, som må vige. Endnu vigtigere er det, at mørket ikke kan overvinde lyset, med mindre det dæmpes eller forsvinder. Når Helligåndens åndelige lys er til stede, viger Satans mørke.

Kære unge mænd og unge piger i Kirken: Vi deltager i en kamp mellem lysets og mørkets kræfter. Hvis det ikke var for Jesu Kristi lys og hans evangelium, ville vi blive dømt til mørkets tilintetgørelse. Men Frelseren sagde: »Som lys er jeg kommet til verden.«13 »Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«14

Herren er vores lys og bogstavelig talt vores frelse.15 Som det hellige lys, der omgav børnene i 3 Nephi.16 Hans lys danner et beskyttende skjold mellem dig og modstanderens mørke, når du lever værdigt i henhold hertil. I har brug for dette lys. Vi har brug for dette lys. Studér skrifterne og Til styrke for de unge grundigt, og lyt til jeres forældres og leders belæringer. Lær dernæst ved lydighed mod de vise råd at gøre krav på det evangeliets beskyttende lys som dit eget.

I tænker måske: »Hvordan kan jeg gøre det?« Der er kun én måde: I skal lære at frembringe dette lys hver dag ved at tro på Jesus Kristus og følge hans bud.

Frembring lyset

Sidste vinter havde jeg mulighed for at få mere at vide om mine lunger. Jeg blev klar over, at vi ikke kan oplagre ilt. Vi kan ikke gemme den luft, som vi indånder, uanset hvor meget vi forsøger. Øjeblik for øjeblik, åndedrag for åndedrag gives livet til os og fornyes. Det er det samme med åndeligt lys. Det skal regelmæssigt fornys i os. Vi skal frembringe det dag for dag, tanke for tanke, og med retskafne handlinger hver dag, hvis vi skal holde mørket og modstanderen væk.

Da jeg var dreng, cyklede jeg hjem fra basketball om aftenen. Jeg satte en lille, pæreformet dynano til mit cykeldæk. Da jeg så trådte i pedalerne, drejede hjulet den lille dynamo rundt, som producerede elektricitet og gav et velkommen lys. Det var en enkel, men effektiv mekanisme. Men jeg skulle træde i pedalerne for at få det til at virke! Jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg holdt op med at træde i pedalerne, gik lyset ud. Jeg fandt også ud af, at når jeg trådte ivrigt17 i pedalerne, blev lyset klarere, og mørket foran mig spredtes.

Frembringelse af åndeligt lys sker ved dagligt at træde i pedalerne rent åndeligt. Det sker ved at bede, studere skrifterne, faste og tjene – ved at efterleve evangeliet og adlyde befalingerne. »Den, som holder hans bud, modtager sandhed og lys,«18 sagde Herren, og »den, der modtager lyset og forbliver i Gud, får mere lys, og det lys bliver klarere og klarere indtil den fuldkomne dag.«19 Brødre og søstre, denne fuldkomne dag er, når vi står i Gud Faderens og Jesu Kristi nærhed.

Nogle gange spørger folk: »Hvorfor skal vi til nadvermøde?«, eller »hvorfor skal jeg efterleve visdomsordet og betale tiende?« »Hvorfor kan jeg ikke stå med det ene ben i Babylon?« Lad mig fortælle jer det. Fordi man skal bruge begge ben til at træde i pedalerne rent åndeligt! Hvis man ikke engagerer sig fuldt ud i at efterleve evangeliet og efterlever det af hele sit »hjerte, sjæl, sind og styrke,«20 kan man ikke frembringe et tilstrækkeligt stort åndeligt lys til at jage mørket i baggrunden.

Og i denne verden er mørket aldrig langt væk. Det er faktisk altid lige rundt om hjørnet og venter på en mulighed for at komme ind. Herren siger: »Hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren.«21

Det er lige så forudsigeligt som en fysisk lov: Hvis vi lader Åndens lys flakke eller dø hen ved ikke at holde befalingerne eller ved ikke at nyde nadveren eller ikke bede og ikke studere skrifterne, vil modstanderens mørke helt sikkert komme ind. »Den onde kommer og borttager lyset og sandheden fra menneskenes børn på grund af ulydighed.«22

I skrifterne læser vi, at nogle »i et mørke uden lys famler de sig frem« og »rave[r] rundt som berusede.«23 Når vi stolprer af sted vænner vi os måske til vore omgivelsers mørke og glemmer, hvor vidunderligt det er at gå i lyset.

Lysets sti

Der er en vej væk fra »mørkets tåge«24 og ind på den sti, som fører til glæde i dette liv og i det evige liv i den kommende verden. Herren sagde til Esajas: »Jeg fører de blinde ad veje, de ikke kender, jeg leder dem ad stier, de ikke kender. Jeg gør mørket foran dem til lys.«25

Profeten Nephi beskrev stien: »Og således ved jeg, mine elskede brødre, at dersom I følger Sønnen af jeres ganske hjerte og handler uden svig og hykleri for Gud, men med sandt forsæt omvender jer fra jeres synder, idet I vidner for Faderen, at I er villige til at påtage jer Kristi navn ved dåb … se, da skal I få den Helligånd, ja, da kommer dåben med ild og med den Helligånd.«26

Den pagt, vi indgår ved dåben og fornyr, når vi tager nadveren – nemlig at påtage os Kristi navn, altid erindre ham og holde hans bud – indbefatter løftet om, at vi altid vil have hans Ånd, og at vi altid har dette lys hos os.27 Symbolerne på Frelserens forsoning minder os om, at vi ikke behøver at snuble i mørket. Vi kan altid have hans lys hos os.

»Således skal jeres lys skinne«

Da jeg voksede op på Long Island i New York, lærte jeg, hvor afgørende lys var for folk, som rejser i mørke på det åbne hav. Hvor er et sammenfaldent fyrtårn farligt! Hvor er et fyrtårn tilintetgørende, når dets lys er gået ud!

Vi, som har Helligåndens gave, skal være tro mod dens tilskyndelser, så vi kan være et lys for andre.

»Således skal jeres lys skinne for mennesker,« siger Herren, »så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«28

Vi ved aldrig, hvem der regner med os. Og, som Frelseren sagde, vi »ved ikke, om de ikke vil omvende sig og angre deres synder og komme til mig af hele hjertet, og jeg skal helbrede dem, og I skal være midlet til at bringe dem frelse.«29

Et særligt vidne om hans lys

Søskende, i denne sidste store konflikt mellem lys og mørke er jeg taknemmelig for muligheden for at være »med til at lide ondt som Kristi Jesu gode [discipel].«30 Jeg siger ligesom Paulus: »Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på.«31 Jeg bærer særligt vidnesbyrd om, at Jesus Kristus »er verdens lys og liv, ja et lys, som er evigt, som aldrig kan formørkes.«32

Han er Lyset fra Betlehem, født af Maria, hans jordiske mor, og hans Fader, den almægtige Gud.

Han er det lys, som blev døbt ved nedsænkning af Johannes Døber, og på hvem Helligånden dalede ned i en dues skikkelse.

Han er det lys, som hans Fader havde velbehag i.

Han er det lys, som var overhovedet for den oprindelige kirke, organiseret med de tolv apostle, profeterne og halvfjerdserne.

Han er lyset fra forsoningen, som blev fuldført i Getsemane Have og på Golgata, som påtog sig verdens synder, så hele menneskeheden kan opnå evigt liv.

Han er lyset fra den tomme grav, den opstandne Herre med et herliggjort legeme af kød og ben, som brød dødens lænker og vandt evig sejr over graven.

Han er det lys, som steg op til himlen for øjnene af sine disciple med løftet om, at han ville komme igen på samme måde.

Han er det lys, som viste sig sammen med sin Fader og gennem profeten Joseph Smith genoprettede den samme Kirke, som han oprettede i sin jordiske tjenestegerning.

Han er det lys, som leder og fører Kirken i dag gennem åbenbaring til en profet, hans rådgivere og De Tolv Apostle.

Han er mit lys, min Forløser, min Frelser – og jeres.

Jeg ved, at Gud lever. Jeg ved, at han har kaldet os »ud af mørket til sit underfulde lys,«33 Jeg beder til, at hans genoprettede evangeliums lys fortsat vil spredes i verden, så alle vil få mulighed for at høre og vælge, og så hans Kirke vil »komme ud af mørkets ørken og stråle så skøn som månen og klar som solen,« så hans »herlighed må opfylde jorden.«34

I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Se Es 2:2.

  2. John Taylor, Deseret News: Semi- Weekly, 27. jan. 1880, s. 1.

  3. Mika 4:1.

  4. L&P 1:30.

  5. TM Salt Lake Olympic Commitee.

  6. L&P 93:2.

  7. L&P 88:12-13.

  8. Moroni 7:13.

  9. Moroni 7:16.

  10. Se 1. trosartikel; L&P 130:22.

  11. Se Guide til skrifterne, »Helligånden«.

  12. Se Joh 14:16-18, 26-27.

  13. Joh 12:46.

  14. Joh 8:12.

  15. Se Sl 27:1.

  16. Se 3 Nephi 17:24.

  17. L&P 58:27.

  18. L&P 93:28.

  19. L&P 50:24.

  20. L&P 4:2.

  21. 1 Mos 4:7.

  22. L&P 93:39.

  23. Job 12:25.

  24. 1 Nephi 12:17.

  25. Es 42:16.

  26. 2 Nephi 31:13.

  27. Se L&P 20:37, 77, 79.

  28. Matt 5:15-16.

  29. 3 Nephi 18:32.

  30. 2 Tim 2:3.

  31. Rom 13:12.

  32. Mosiah 16:9.

  33. 1 Pet 2:9.

  34. L&P 109:73-74.