Det sker ikke for mig
Jeres fremtid indeholder måske ikke berømmelse og rigdom, men den kan blive noget langt mere varigt og tilfredsstillende. Husk, at det, som vi gør i livet, giver genklang i evigheden.
Kære brødre i Guds præstedømme. Det er et overvældende ansvar at tale til jer i aften. Jeg har bedt om at få inspiration og vejledning og håber på jeres forståelse.
En af de store myter i livet er, når folk tror, at de er uovervindelige. Alt for mange tror, at de er gjort af stål og er stærke nok til at modstå fristelser. De narrer sig selv ved at tænke: »Det sker ikke for mig.« Jeg låner en tanke fra Bertrand Russel: »Vi er alle som kalkunen, der vågner op om morgenen på taksigelsesdagen og forventer at få frokost som sædvanlig. Det kan gå galt når som helst.«1 Brødre, det kan når som helst ske for os alle. En meget stor del af vores liv påvirkes af kræfter, som vi kun har en begrænset forståelse af.
Præsident Charles W. Penrose fortalte en historie om en styrmand på Titanic, som sagde, at der hverken var nogen frygt for »Gud, noget menneske eller djævelen«, fordi Titanic var så solidt bygget, at det sagtens kunne klare en kollision med andre skibe eller ethvert andet sammenstød, herunder med isbjerge.2 Titanic var faktisk lige så lang som tre fodboldbaner, 12 etager højt og bygget af den bedste stålkvalitet. Den skæbnesvangre nat den 14. april 1912 advarede andre skibe om isbjerge forude. Men Titanic blev ved med at sætte farten op og banede sig vej gennem det kolde Atlanterhav. Da udkigsposterne fik øje på isbjerget, var det for sent. Titanic kunne ikke ændre kurs i tide, og isbjerget skrabede langs skibets styrbordside og skar en række huller. To timer og 40 minutter senere sank det helt nye Titanic ned på havets bund. Flere end 1.500 mennesker druknede.
Man kan normalt se en ottendedel af et isbjerg over vandet. Isen i isbjergets midte er meget kompakt og holder 7/8 af isbjerget under vand. Det er med os i dag, som da Titanic stødte på isbjerget. Vi kan ofte kun se en del af den forudliggende fare.
Historien er fuld af eksempler på mænd, som var begavede og dygtige, men som i et svagt øjeblik har bortkastet deres lovende liv. Kong David er et tragisk eksempel. Som ung var han flot, modig og fuld af tro. Han besejrede den frygtindgydende kæmpe Goliat. Han blev konge. Han havde alt, en mand kan ønske sig. Men da han så Batseba, ønskede han at få hende, selv om hun var en anden mands hustru. Han fik hendes mand, hittitten Urias, sendt til fronten i det hårdeste slag, så han ville blive slået ihjel. Urias døde i kamp, og David ægtede Batseba. Som følge af denne ugudelige gerning, mistede David sin åndelige arv.3 Trods alt det gode, som David udrettede, mistede han meget deraf, fordi han gav efter for en alvorlig personlig svaghed.
Jeg hørte engang en mand sige til sine sønner: »Jeg kan køre tættere ud til kanten end jer, fordi jeg har mere erfaring end jer.« Han troede, at han havde magten over det, men i virkeligheden snød han sig selv. »Problemet med at bruge erfaring som rettesnor er, at den endelige prøve ofte kommer først, og at man først lærer bagefter!«4 Nogle mennesker tror, at deres alder og erfaring gør, at de bedre kan modstå fristelser. Det er forkert.
Jeg kan huske, at jeg hørte præsident J. Reuben Clark junior fortælle om engang, hvor et af hans børn skulle på stævnemøde. Han bad dem komme hjem på en bestemt tid. »Irriteret over denne konstante, bydende påmindelse udbrød teenageren: ›Far, hvad er der i vejen, stoler du ikke på mig?‹
Hans svar må have chokeret hende, da han sagde: ›Nej, [mit barn], jeg stoler ikke på dig. Jeg stoler ikke engang på mig selv.‹«5
Så at visse ting »ikke sker for os«, foreslår jeg, at vi lærer af præsident Spencer W. Kimballs råd: »Sørg for at udvikle selvdisciplin, så at I ikke hele tiden skal beslutte jer til, hvad I vil gøre, hver gang I konfronteres med den samme fristelse. Der er visse ting, som I kun behøver at beslutte én gang. Det er en stor velsignelse at være fri for at bryde sit hoved med fristelser hele tiden. Det kræver tid at gøre det, og det er meget risikabelt.«6
Nogle efterrationaliserer måske ved at tænke: »Bare én gang narkotika vil ikke skade mig.« Det lyder måske harmløst, men gør jer det klart, hvor stærk narkotika er. Jeg citerer en bruger: »Man kan ikke kontrollere narkotika. Det kontrollerer dig. Første gang mærker man for det meste ikke noget. Men det er dér, det fanger dig.«7
»Bare én cigaret – bare for at se hvordan det er.« Men pas på den fare, som lurer her. Nikotin er stærkt vanedannende.8 Blot fire cigaretter kan være nok for at føre nogle ind på rygerens sti.9
»Bare én øl.« Vi kender ikke vores risiko for at blive afhængige af alkohol, men én drink fører for det meste til endnu en. Det er meget bedre aldrig at tage den første drink. Så ved man, at man ikke vil blive ledt til at tage flere.
»Køb bare én lotteriseddel.« Dette er mere lumsk end nogen anden forfaldenhed. Man synes måske ikke, at hasardspil gør en afhængig, fordi det ikke er en substans, der indtages, men som nogen skrev for nylig: »De, som spiller hasard, sætter mere end blot penge på spil. De sætter også deres liv og familie på spil.«10
»Bare et lille kig på en pornografisk side på Internettet eller et hurtigt kig på midtersiden i et lurvet blad.« Det lyder så harmløst, men det, vi ser, er så meget sværere at komme af med end det, som vi indtager i legemet. Mange hærdede kriminelle indrømmer, at de er kommet ud i kriminalitet, fordi de har set på pornografiske billeder.
Nogle siger måske, at det er i orden med upassende underholdning nu og da. Men det gør os meget ofte ufølsomme over for vold, upassende seksuelle forhold, vulgaritet, at misbruge Herrens navn og andre lignende onder.
Jeg har talt om en del ting, som I ikke vil have skal ske for jer. Lad os nu overveje nogle af de gode ting, som I gerne vil have, skal ske for jer. Hvis I er villige til at betale prisen for succes, kan der ske noget godt, ja endog noget fantastisk, for jer, der overgår jeres største drømme og forventninger! Vi har ofte ikke fået så meget som et glimt af vore muligheder for at opnå lykke og succes i dette liv og i evigheden, fordi, som apostlen Paulus sagde: »Endnu ser vi i et spejl, i en gåde.«11 Men spejlet kan blive oplyst og blive krystalklart ved hjælp af Helligåndens indflydelse. Frelseren lovede os, at Talsmanden, som er Helligånden, vil »lære jer alt« og »minde jer om alt,«12 og »vejlede jer i hele sandheden.«13
Vi må indse, at vore naturlige gaver og evner er begrænsede, men når de fremmes af Helligåndens inspiration og vejledning, får vi langt større muligheder. I behøver hjælp fra en kraft, der er større end jeres egen, for at gøre noget virkelig nyttigt. I unge mænd kan få muligheder og velsignelser, der overgår jeres vildeste fantasi og forventninger. Jeres fremtid indeholder måske ikke berømmelse og rigdom, men den kan blive noget langt mere varig og tilfredsstillende. Husk, at det, som vi gør i livet, giver genklang i evigheden.
Nogle af jer unge mænd har måske endnu ikke så stærkt et vidnesbyrd om denne Kirkes guddommelige herkomst, som jeres forældre har. I ville måske gerne være mere sikre på, at Joseph Smith virkelig så Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, i et syn, og at Mormons Bog virkelig er oversat fra guldpladerne. I nærer måske stadig tvivl om tiendeloven, kyskhedsloven eller visdomsordet. Det er ikke ualmindeligt for unge på jeres alder. Jeres tro er måske endnu ikke blevet prøvet fuldt ud. I har måske endnu ikke måttet forsvare jeres tro og levevis. Jeg forsikrer jer om, at der kan ske store ting for jer. I kan få et urokkeligt vidnesbyrd om, at dette er Jesu Kristi Kirke, og om at evangeliet er blevet genoprettet på jorden i dets fylde gennem Joseph Smith. Men det vidnesbyrd kommer måske ikke, før jeres tro er blevet prøvet.14
For mange år siden kaldte to generalautoriteter en meget ung mand til stavspræsident. Den nye stavspræsident svarede som reaktion derpå, at han fuldt ud ville hellige sig sin kaldelse og ikke forlange, at nogen af medlemmerne i hans stav skulle være mere pligttro end ham. Dernæst bar han sit vidnesbyrd om, at han troede på evangeliet af hele sit hjerte og agtede at efterleve det.
Senere til frokost spurgte en af generalautoriteterne denne nye stavspræsident, om han var fuldstændig sikker på, at evangeliet er sandt. Han svarede, at det var han ikke. Seniorapostlen sagde til sin medapostel: »Han ved det lige så vel, som I og jeg gør. Det eneste, som han ikke ved, er, at han ved det. Han vil vide det meget snart … I skal ikke være bekymrede.«
Kort tid efter bar den nye stavspræsident vidnesbyrd om, at han efter en åndelig oplevelse »græd af taknemmelighed over for Herren for det de varige, fuldkomne og uomstødelige vidnesbyrd, jeg har fået i mit liv om dette værks guddommelighed.«15
Mange af os er ikke fuldt ud klar over, hvad vi i virkeligheden ved. Selv om vi har lært evangeliet at kende, er vi måske ikke fuldt ud klar over, hvad Herren har lagt i vores »indre« og skrevet »i vores hjerte.«16 I er som pagtens unge mænd arvinger til store løfter. I har mulighed for at blive mere end »brændehuggere og vandbærere.«17
Jeg påstår ikke at have fuldstændig forståelse af alle evangeliets principper, men jeg kender med sikkerhed til denne kirkes guddommelighed og myndighed. Det kom til mig gradvist, linie på linie, bud på bud. Nu ved jeg, at jeg ved, ligesom I kan komme til kundskab om, at I ved. Det kan ske for jer.
Viden kommer gennem tro. I vore dage må vi uden at se guldpladerne komme til viden om, at det, som stod på dem, er sandt. Vi kan ikke få dem at se eller røre ved dem, som de tre vidner og de andre otte vidner kunne. Nogle af dem, som så og rørte ved guldpladerne, forblev ikke trofaste mod Kirken. Det ville være en stor oplevelse at se en engel, men det er en meget større oplevelse at få viden om Frelserens guddommelighed gennem tro og Åndens vidnesbyrd.18
I kan også komme til at vide det, som I vidste som en af Guds tapre sønner i forudtilværelsen. Det kan ske for jer. Men det sker ikke af sig selv. I er nødt til at udøve tro. Den eneste måde at opnå viden på og holde den i live er ved at være ydmyg, bede og stræbe flittigt efter at holde alle befalingerne.
Ved de nyligt afsluttede Olympiske Vinterleges åbningsceremoni i Salt Lake City, opførte Mormontabernakelkoret og Utah Symphony Orchestra et prægtigt musikstykke af John Williams, som var legenes officielle musiktema. Det hed »Call of the Champions« [mestrenes kald]. I aften vil jeg gerne kalde mestrene. De første gribende ord i stykket er: citius (hurtigere), altius (højere) og fortius (stærkere), som siden 1924 har været De Olympiske Leges officielle motto.
Brødre i præstedømmet: Vi lever i en storslået tid. Aldrig før i Kirkens historie har vi haft flere vidner om dette hellige værks sandhed. Vi har vore modstandere og kritikere, som vi altid har haft. Men Kirken har aldrig bevæget sig højere eller hurtigere eller været stærkere i udførelsen af sin mission. Nu er tiden inde til, at vi alle stræber opad og går fremad. I Guds værk skal vi være hurtigere og arbejde mere ivrigt; stræbe højere efter vore høje, åndelige mål og være stærkere til at stole på Guds styrke. Det kan ske for jer.
Den sikre vej til at opnå livets glæder og velsignelser er at følge vores levende profet, præsident Gordon B. Hinckley. Vi har fået så meget godt af vore forrige profeter, men det er præsident Hinckleys stemme, som vi skal lytte til i dag; det er hans råd, som vi skal følge, så de bedste ting kan ske for os. Om dette bærer jeg vidnesbyrd. I Jesu Kristi navn. Amen.